Hjemmearbejdsdage er fremtiden


Hjemmearbejdsplads er fremtiden

Hjemmearbejdsdage kan give en mere fleksibel arbejdsdag, mere koncentreret arbejdstid og mindre CO2-udledning, men det kræver, at arbejdspladserne er gearet til det på både udstyrs- og ledelsesfronten. Mandag den 2. maj blev Danmarks første nationale hjemmearbejdsdag afholdt.

Af Ida Marie Søeborg, Blankholm Kommunikation

Kan man kombinere en opgave, der kræver fuld koncentration, en datter, der skal til tandlæge og en håndværker, der skal have instrukser? Ja, mener Anna-Louise Plougmand, HR Manager hos Microsoft. Sammen med sine kolleger og de øvrige arrangører af Den Nationale Arbejdsdag, slår hun et slag for hjemmearbejdspladsen, og var selv at finde hjemme hos sig selv mandag den 2. maj.

”Jeg arbejder først og fremmest hjemmefra i dag for at optimere mit eget arbejde. Hvis jeg har en opgave, der strækker sig over længere tid eller kræver ekstra koncentration, er det klart en fordel at arbejde hjemme. Og så er det også vigtigt for mig, at jeg nemt kan kombinere en arbejdsdag med andre gøremål.”

Den Nationale Hjemmearbejdsdag er arrangeret af Videnskabsministeriet, Dansk Erhverv, Dansk Metal, Microsoft, Dansk Energi, Telenor og Miljøorganisationen 10:10. 2.262 danskere skrev sig op til at arbejde hjemme på hjemmearbejdsdagen.dk, og ifølge en ny undersøgelse, som Telenor, Dansk Erhverv og Microsoft for nyligt har offentliggjort, mener 77 procent af de hjemmearbejdende, at de er lige så effektive – om ikke mere – når de arbejder hjemme, som når de er på arbejdspladsen.

Tilliden og udstyret skal være i orden
Anna-Louise Plougmand kan nikke genkendende til, at mange er effektive, når de arbejder hjemme, på trods af en udbredt opfattelse af, at hjemmearbejde mere handler om hjemmet end om arbejde. ”Min erfaring er, at de fleste, der arbejder hjemme, får rigtigt meget reel arbejdstid ud af det – men jeg hører ofte om, at arbejdspladserne mangler tillid til, at en hjemmearbejdsdag er en rigtig arbejdsdag, og det smitter naturligvis af på medarbejderne, som ikke har lyst til at arbejde hjemme, hvis de dermed fremstår som mindre ambitiøse.” En løsning på tillidsproblemet kan måske være at rådgive medarbejderen om work-life-balance, aftale klare rammer til en hjemmearbejdsdag og have en åben dialog om forventningerne til, hvad medarbejderen skal nå i løbet af dagen.

Administrerende direktør hos Microsoft, Jørgen Bardenfleth, udtaler i en pressemeddelelse: ”Distancearbejde giver frihed og fleksibilitet, men ledelsesretten og ledelsespligten medfølger. Som leder bør man opstille klare rammer og en fælles politik for distancearbejde, så det er tydeligt for alle medarbejdere, at distancearbejde er en acceptabel arbejdsform med klare retningslinjer for mål og resultater.”

Ledelsens tillid er ikke i sig selv nok til, at flere kan få glæde af hjemmearbejdsdage – en opkvalificering af udstyr er i mange tilfælde også nødvendigt. Dansk Energi har fået udarbejdet en rapport, der viser, at medarbejdere, som har en højhastighedsforbindelse i hjemmet, arbejder hjemmefra to dage mere om måneden. Ifølge Anna-Louise Plougmand betyder adgang til det nødvendige udstyr alt, for det skal ikke være et handikap, at flere medarbejdere i en afdeling ikke er fysisk til stede:

”Jeg har to online møder i eftermiddag, som var planlagt til at være fysiske møder, men som vi afholder online, fordi det er i dag. Med det rigtige udstyr, er det lige meget, om du sidder i Himalaya eller Ballerup.”

Fremtidens arbejdsplads
Microsoft har et løbende fokus på at skabe rammerne for fremtidens arbejdsplads ved at stille de teknologiske værktøjer til rådighed. Man skal kunne arbejde når som helst, hvor som helst og fra ethvert device, lige fra smartphones, pc’er, netadgang hjemmefra og på farten.

Som HR Manager er det vigtigt for Anna-Louise Plougmand, at medarbejdernes hjemmearbejdsdage giver en arbejdsmæssig bonus; men et godt arbejdsliv med mindre stress og større fleksibilitet ligger også højt på ønskelisten:

”Fleksibiliteten er det, der gør, at medarbejderne trives. Arbejdspresset er støt stigende, men vi kan give vores kolleger fleksibilitet.”

Publiceret 2011-06-01




Læs også

1 til 24 af 257 resultater.
1|2|3|4|5|6|7||11|Næste »
1 til 24 af 257 resultater.
1|2|3|4|5|6|7||11|Næste »
Annonce:
Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies. Du kan altid trække samtykke tilbage ved at slette cookies.