Du havde næsten jobbet – sådan håndterer du afslaget


Du havde næsten jobbet – sådan håndterer du afslaget

Du var den ene af to kandidater i sidste runde. Du var så tæt på – alligevel endte det med et afslag. Du er knust, og det virker ikke som om, der er noget som helst positivt, du kan foretage dig i den situation. Men det er der ...

Af Ulla Oppermann Blankholm, Blankholm Kommunikation

Hvor er det sørgeligt med den mail i indbakken, der vidner om et afslag på det job, du var så tæt på at få. Du var med i allersidste runde – I var kun to i kampen – efter at ansøgerfeltet var blevet snævret ind fra flere hundrede.

Puha. Kan du få dem til at skifte mening? Hvad skal du svare på mailen? Skal du overhovedet svare? Når du finder ud af, at du ikke har fået jobbet, så er der rent faktisk noget, du kan gøre, men det allerførste er at vide, hvad ...

Ifølge J.T. O’Donnell – stifteren af sitet Careerrealism.com – er det allerførste skridt at tage en dyb indånding:

”Jeg ved godt, at det, at du ikke fik jobbet, føles som om, at de sagde nej til dig personligt. Men hvad de egentlig sagde, var: ”Ikke i dag”. De valgte simpelthen en anden udbyder, som de mente var bedre i forhold til deres behov. Det betyder ikke, at de ikke kan lide det, du tilbyder, eller at de aldrig vil bruge det, du kan.

Lad os hellere kigge på, hvad du har opnået:

  • Du har slået hundredevis af kandidater og kom til den afsluttende jobsamtale.
  • Du klarede jobsamtalen rigtig godt og var blandt de to sidste kandidater.”

Tag det næste skridt

Rent faktisk mener J.T. O’Donnell, at dette kan være starten på et langt og meget frugtbart samarbejde med den virksomhed, du har søgt job hos, men kun hvis du tager det næste skridt.

Du skal derfor maile tilbage, eller måske endnu bedre ringe til vedkommende, som har givet dig besked for at sige tak for deres udmelding. Du kan desuden sige eller skrive, at du er glad for, at de har fundet den rigtige kandidat til jobbet. Du kan tilføje, at du mener, at hele forløbet har været meget inspirerende, og at du mente, hvad du sagde med, at du gerne ville arbejde for deres virksomhed. Spørg: Kan du eventuelt give mig et godt råd, hvis jeg gerne vil være proaktiv og holde mig på jeres radar i forhold til fremtidige jobmuligheder.

På den måde viser du helt tydeligt, at du ikke er sur, og at du stadig gerne vil arbejde for dem – også selv om du ikke fik jobbet – OG du vil gøre et imponerende indtryk. Glem ikke, at de har travlt i den virksomhed, du har søgt, så hvis de kan spare tid på at kontakte dig direkte næste gang, der er en jobmulighed, så vil de måske gøre det.

Tænk positivt

Ifølge bogen ”Arbejdsløs – verdens hårdeste job”, der er skrevet af Pernille Marott og Viktor Harder og udgivet i samarbejde med Min A-kasse er det vigtigt, at afslaget ikke giver bagslag. Sammen med psykolog med særligt fokus på fyringer, Anne Kirsten Hansen, råder de blandt andet til, at man tænker positivt:

”Tænk positivt. Det lyder banalt. Det er banalt. Og det er virkningsfuldt. Det handler ganske enkelt om at fokusere på det positive omkring et afslag frem for det negative. (…) Dit fokus fungerer som et forstørrelsesglas. Når du fokuserer på de positive ting, kommer præcis de ting til af fylde i dit liv.”

Ifølge J.T. O’Donnell er det vigtigt, at du ikke lader din stolthed komme i vejen for din ageren over for den virksomhed, du lige har fået afslag fra – for hvor kommer du hen med det? Så også her hjælper det at tænke positivt. Tag positivt fat i dit afslag og meld tilbage til virksomheden. Det kan være en fremtidig åbning til et job.


Annonce:
Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til trafikmåling og til optimering af hjemmesidens indhold. Der gemmes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Ved at klikke videre på hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om vores cookies.