JobsøgningOpsigelse

Ar­bejds­gi­ver søges

Jobannoncer spækket med høje krav kan tage modet fra selv de mest optimistiske ledige. Som terapeutisk modsvar har en jobsøgende formuleret sin egen annonce, hvor hun beder virksomhederne om at søge hende.

At være jobsøgende er svært, trist og udmattende. Det er ingen hemmelighed, at det kan være lige så stressende at være ledig som at være presset på jobbet.

For mig starter hver dag med at tjekke Jobindex for nye muligheder, men jeg tænker tit, hvem får dog de stillinger? Hvem har de kvalifikationer, der skal til?

For at komme i betragtning til en ganske almindelig kontor- eller receptioniststilling, skal du efterhånden være cand.mag. i retskrivning, og opslagene er efterhånden så pumpede med krav, at jeg sjældent føler det som en reel mulighed, at det bliver mig, som presser mig gennem nåleøjet.

Forhåbentlig vender tingene en dag, så arbejdsgiverne ikke blot kan få lov at udstikke oppustede ønskelister til de hundredvis af kandidater, der kæmper om hvert enkelt job. Og måske kan jeg så til den tid dikterer, hvad jeg gerne vil. Tanker jeg i frustrerede øjeblikke har nedfældet i min egen annonce:

Arbejdsgiver søges


Grundet behovet for nye udfordringer på jobmarkedet, søger jeg hermed en ny, velrenommeret og fremtidssikker arbejdsgiver.

Da jeg har mange års erfaring på jobmarkedet og er en gammel garvet rotte inden for alle former for administrative og salgsmæssige funktioner, er det et ufravigeligt krav, at du kan tilbyde arbejde inden for disse områder.

Jeres baggrund:


  • I har domicil i en radius af højst 30 kilometer Fra min bopæl.
  • I har til huse i nogle store og lyse lokaler, hvor indeklimaet styres af den sidste nye teknologi.
  • Der skal være mulighed for gratis parkering tæt på arbejdspladsen.
  • I arbejder ved hæve-sænkeborde, og har hvert kvartal kontrolbesøg af jeres sikkerhedsrepræsentant.
  • Kantineordning – med hjemmerørt creme fraiche-dressing – og fitnessrum er et naturligt medarbejdergode for jeres firma.
  • I er blevet kåret som årets arbejdsplads mindst én gang.
  • Chefer og medarbejdere sendes løbende på efteruddannelse.
  • Indgået overenskomst er en selvfølge.
  • Løn krav min. 35.000 kr. per måned plus 15 procent arbejdsgiverbetalt pension.

Derudover er I initiativtagende overfor nye udfordringer for jeres medarbejdere, så de hele tiden udvikler sig via spændende arbejdsopgaver. I har konstant fokus på det psykiske arbejdsmiljø, og kendetegnes ved at have en let og uhøjtidelig omgangstone, der også er præget af humor i hverdagen. Jeg forventer at grine højlydt og/eller hjerteligt minimum 4 gange om dagen.

I skal kunne tilbyde en spændende stilling med rig mulighed for faglig og personlig udvikling gennem en bevidst, aktiv medarbejderpolitik, hvor I opstiller personlige mål for mig.

Jeg kan tilbyde:

En smilende og positiv person, der ikke er bange for at vise mit engagement. Jeg er god til at organisere, er nysgerrig og sætter en ære i hele tiden at forbedre mig. Alt sammen noget, der vil gøre jeres firma til et endnu bedre sted at være.

Interesseret?

Så send hurtigst muligt jeres ansøgning vedhæftet de sidste 3 års regnskab samt udtalelser fra nuværende medarbejdere, om hvorfor jeg netop skulle vælge at arbejde i jeres virksomhed.

Har I ikke hørt fra mig, indenfor 3 uger, er I desværre ikke kommet i betragtning som arbejdsplads.

Læs også