Artikler og indhold til jobsøgning og karriere




3D-printer skal styrke konkurrenceevnen


3D-printer skal styrke konkurrenceevnen

Den tredje revolution, som 3D-printer-teknologien kaldes, er ikke længere forbeholdt store virksomheder. Der sælges billige 3D-printere til private, der eksperimenterer med kopier af for eksempel legetøj, og nu er den danske virksomhed Blueprinter klar til at levere kvalitetsprintere til små og mellemstore virksomheder.

Af Ida Marie Søeborg, Blankholm Kommunikation

Torben B. Lange

Én dag mellem hvert udviklingsmøde i stedet for en uge. Det er i meget korte træk opskriften, der kan gøre danske virksomheder mere konkurrencedygtige – og baggrunden for, at den danske virksomhed Blueprinter i fire år har arbejdet på at udvikle en prismæssigt overkommelig 3D-printer til små og mellemstore virksomheder.

”Når produktudviklere og konstruktører i dag sætter sig rundt om et bord sammen med marketingsfolk for at vurdere og udvikle et fremtidigt produkt på baggrund af prototyper, bruger de alt for lang tid på at bygge version to og tre i værkstedet eller bestille modeller hos en af de få virksomheder i Danmark, der har en 3D-printer,” siger teknisk direktør i Blueprinter, Torben B. Lange.

Den langsommelige modelleringsproces var netop springbræt for, at de to DTU-studerende Anders Hartmann og Frederik Tjellesen i 2009 dannede Blueprinter. I forbindelse med deres afgangsprojekt i 2008 havde de brug for – men ikke råd til – at printe modeller. Det førte til idéen om at bygge en 3D-printer selv.

Blueprinters vision er, at små og mellemstore virksomheder skal kunne producere bedre og hurtigere ved at investere i en billig professionel 3D-printer, der kan printe 3D-modeller i plast – med samme præcision som en almindelig printer udskriver i papir.

En ny måde at producere på

Blueprinter

De første 3D-printer-teknologier så dagens lys for mere end 20 år siden på et universitet i Texas og udsprang af et behov for at lave hurtige prototyper. Selvom 3D-print i starten var dyrt og langsommeligt, blev produkt- og produktionsmodningstiden reduceret væsentligt med den nye teknologi.

Ifølge Torben B. Lange blev det starten på den såkaldte tredje industrielle revolution; i stedet for på tradionel vis at fjerne spåner fra et materiale, bygger man produktet op uden materialespild og uden brug af værktøj – og det er en helt ny måde at fremstille prototyper og produkter på.

Store virksomheder har fra begyndelsen investeret i printerne, der i starten kostede tre-fire millioner kroner. Herhjemme har for eksempel høreapparatindustrien stor succes med at producere 3D-printede høreapparater. Står det til Blueprinter skal 3D-printerne nu også ud og arbejde i de små og mellemstore virksomheder:

”Danmark har et designmæssigt forspring, men en konkurrenceevne, der halter bagefter. Vi tror på, at 3D-printteknologier vil gavne konkurrenceevnen og give virksomhederne muligheden for at være forrest, når det handler om innovation og effektiv udvikling af nye kvalitetsprodukter,” siger Torben B. Lange.

Kassebon inspirerede

Den helt afgørende forskel på Blueprinters idé i forhold til store dyre industriprintere er, at Blueprinter bruger termiske printerhoveder ligesom dem, man bruger i supermarkeder, når kvitteringerne printes ud ved kassen.

Termiske printerhoveder er langt billigere end de dyre 3D-printeres lasere. Det blev Blueprinters afsæt til at producere en kvalitetsprinter til en overkommelig pris. De sidste fire års tid er gået med at gøre den gode idé til virkelighed:

”Der er lang vej fra idé til produkt. Vi arbejder både med patent, elektronik, software, mekanik og materialeudvikling. Siden 2009 har vi arbejdet intenst på at produktionsmodne teknologien,” siger Torben B. Lange og fortæller, at Blueprinter tager til England om to uger og viser deres bud på en 3D-printer frem for offentligheden. Blueprinter regner med at sælge deres første 3D-printere i slutningen af året.

Publiceret 2012-11-01




Læs også

1 til 24 af 38 resultater.
1 til 24 af 38 resultater.
Annonce:
Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies. Du kan altid trække samtykke tilbage ved at slette cookies.