Kendtes karriere - Klaus Bondam: fra edb-assistent til toppolitiker Del 1


Klaus Bondam: Fra edb-assistent til toppolitiker

Del 1

Af Else Fergo

Man behøver ikke at være inde i politik, for at vide hvem Klaus Bondam er. Miljø- og teknik borgmesteren i København er endnu ikke så Langt fra Las Vegas, at man helt har glemt hans rolle som Niels Buckingham i 53 afsnit af den populære serie.

Den 44-årige radikale toppolitiker har forladt de skrå brædder og biograflærredet, til fordel for den politiske scene, og i dag toner hans ansigt frem i nyhedernes virkelighed, frem for spillefilmenes fiktion.

Klaus Bondam blev oprindeligt uddannet som edb-assistent, men blev optaget på skuespillerskolen i 1988, og påbegyndte en imponerende karriere med roller i mange af de bedste danske film og teaterproduktioner.

Den kulturelle løbebane har bragt ham celebrity-status, ikke bare som skuespiller, men også som teaterchef. I dag er de mange stjerneroller byttet ud med én eneste: den politiske.

Klaus Bondam synes altid at befinde sig i offentlighedens spotlys, men sådan har det ikke altid været. Den selverklærede københavner med stort K er vokset op på en gård ved Buresø. Mellem bølgende marker og brægende får var det bedste, han vidste, at lege noget så urbant som "kontor": "Det var før pc'ens tid, og min søster havde en stor elektrisk skrivemaskine", husker Klaus, "Vi optog en masse lyde på en kassettebåndoptager: skrivemaskinen der blev tastet på, mens symaskinen kørte, og elpiskeren snurrede. Alle mulige elektroniske lyde der skulle støje i baggrunden, mens vi skrev på skrivemaskinen. Så var det som at arbejde på et kontor, syntes vi".

"Min bedste anbefaling rent jobmæssigt er, at man sørger for at skifte med jævne mellemrum, ca. hvert 6. eller 7. år"


At arbejde på kontor var ikke den eneste drøm, for der var allerede i barndommen et parallelt spor, der skulle komme til at præge karrieren: "Jeg drømte om at optræde og være på" fortæller Klaus: "Jeg ville gerne lyttes til, og få mulighed for at påvirke og gøre indtryk. Så det startede med, at jeg var ham, der altid meldte sig til skolekomedien og ikke havde noget imod at optræde foran en stor forsamling. Det udviklede sig senere til, at jeg blev meget aktiv i elevrådsarbejde, helt tilbage fra 3. - 4. klasse og hele vejen op gennem gymnasiet, og i det efterfølgende studenterpolitiske arbejde.
De to drømme må jeg i dag konstatere, er blevet opfyldt i allerhøjeste grad."


Klaus Bondam var den sidste i en søskendeflok på fem; en efternøler - født 8 år efter den sidste af fire stærke piger - men han tillægger det ikke den store betydning for sin personlighed. Derimod var forældrene så "rutinerede i at få børn", at Klaus fik meget frie rammer, og fyldte dem med fantasi og kreativitet. "Jeg fik lov til at gøre de ting, jeg havde lyst til" fortæller han "Og sådan blev det også med min karriere. Mine forældre har aldrig forsøgt at bremse mig i valg af job eller uddannelse - eller de skift jeg har foretaget". Det er især skiftene Klaus er glad for: "Jeg synes det er et enormt privilegium, at jeg har haft mulighed for at lave så mange forskellige ting. Mit job i dag er også ekstremt usikkert, forstået på den måde, at jeg sidder her i en 4-årig periode, og derefter må bede vælgerne om at få fornyet min "kontrakt". Jeg har overhovedet ingen vished for, at jeg kan blive, og hvor andre ansatte normalt har 3 måneders opsigelse, har jeg kun 5 uger. Men hvad jeg har lært, op gennem hele min karriere er, at hvor nogle døre lukker sig, der åbner altid nogle andre.
Min bedste anbefaling rent jobmæssigt er, at man sørger for at skifte med jævne mellemrum - ca. hvert 6. eller 7. år".


Mener du, at man bør skifte stilling eller ligefrem branche?
"Jeg kan ikke sige til folk, at de SKAL skifte branche, men noget af det jeg, som leder, har nydt allermest er, at arbejde med folk der har meget forskellige forudsætninger, og kommer med vidt forskellig uddannelsesmæssig baggrund. Min egen chefguppe inkluderer folk, der bl.a. har diplomat baggrund, militær, politi, humanistisk, designmæssig og kommunal baggrund. De er utroligt forskellige, og dybt inspirerende at arbejde sammen med.
Min pointe er, at efter nogle års erfaring, ude i den virkelige verden, hvad enten man arbejder i det offentlige eller private erhvervsliv, så handler det ikke så meget om ens uddannelse, men om det man arbejder med, og det er dét, der giver det næste job. Det er lige meget om du er uddannet jurist, retoriker eller skuespiller - det er dine erfaringer, der tæller".

"Jeg har i mange år kæmpet med en akademisk underlegenhed"


Du mener ikke, at man skal tillægge uddannelse så stor betydning, som de fleste gør?

"Jeg har i mange år kæmpet med en akademisk underlegenhed, fordi jeg ikke har nogen akademisk uddannelse. Jeg har en 1-årig edb-assistent uddannelse fra Handelsskolen og en 4-årig uddannelse ved toldvæsenet, der svarer til merkonomuddannelsen. Og så er jeg uddannet skuespiller.
Da jeg var i 30'erne, havde jeg nogle overvejelser om at læse jura på aftenuniversitetet, men kom fra det, fordi det rent arbejdsmæssigt ikke kunne lade sig gøre.
Da jeg var ung, troede jeg, at folk der havde læst på universitetet, var de klogeste mennesker i verden, men på det punkt har jeg måttet sande - med alderen og erfaringen - at sådan er det ikke. Jeg møder mange, der kommer direkte fra universitetet, og jeg føler mig bestemt ikke underlegen. Det kan godt være, at jeg ikke lige kender den og den franske teoretiker, eller tyske filosof, men så ved jeg til gengæld utroligt meget andet, og jeg kender rigtig meget til strategi, taktik og politik".


Kompetencerne gør Klaus Bondam brug af, i arbejdet med at realisere visioner for Danmarks hovedstad. På jakken sidder et lille emblem med en kærlighedserklæring til cykler. Drømmen er, at København skal være en miljømetropol i 2015, og visionerne er ikke bare horisontale; de graver i dybden med underjordiske parkeringspladser, og løfter sig lodret, med højhuse på Ørestaden. Det er drømmen om København som fremtidens metropol.

Læs kapitel 2 af interviewet med Klaus Bondam og find ud af, hvordan du undgår at grave din egen grav på arbejdsmarkedet.
Hør historien om Edel - og få Klaus Bondams vigtigste karriere-råd samt 3 tip til at finde ud af, om du selv egner dig som politiker?
Del 2: Klik HER