Kendtes karriere - Klaus Bondam: fra edb-assistent til toppolitiker Del 2

Kendtes karriere - Klaus Bondam: Fra edb-assistent til toppolitiker

Del 2

Af Else Fergo

"Hvis man som arbejdsgiver tror, at det kun er ungdommen, der skaber arbejdsmarkedet i dag, er man godt på vej til at grave sin egen grav"

"Jeg tror generelt meget på dét der med at turde skifte spor, og turde springe ud i at lave noget andet." fortæller Klaus Bondam: "De gange jeg selv har skullet ansætte, kiggede jeg i langt højere grad på folks erfaringer, end på deres uddannelser.

Men jeg mener, at det er vigtigt at få en uddannelse - for det er vigtigt, at have en identitet som noget. Selvom jeg er mange kilometer væk fra at være skuespiller i dag, og slet ikke kan forestille mig at vende tilbage til det, så er det jo stadig en stor del af min identitet at være skuespiller. Det har været vigtigt for mig, at bevise over for mig selv - og andre - at jeg rent faktisk var i stand til at gennemføre et uddannelsesforløb, og tillægge mig den viden".

Tanken om at turde skifte spor flere gange, og springe ud i tingene, er smuk, men passer den ind i et arbejdsmarked, der kræver viden og erfaring samtidig med evig ungdom? Er det overhovedet realistisk at skifte spor sent i sin karriere? Klaus Bondam bryder ud i hjertelig latter, og svarer selvironisk:
"Det vil jeg da i allerhøjeste grad håbe! Arbejdsmarkedet er ved at indse den store værdi hos seniorerne, dels fordi de bliver flere og flere, og dels på grund af situationen på arbejdsmarkedet. Så sent som i går, så jeg et indslag i tv om, hvor dygtige Post Danmark er, til at beholde seniorer på arbejdspladsen" fortæller han: "En tidligere personalechef fortalte, at nu hvor han var fyldt 60, ville han stadig gerne arbejde, men kun med ting han synes var sjov. Så han arbejdede stadig for Post Danmark, men var et andet sted i hierarkiet.

Det handler jo i virkeligheden om selverkendelse; at have så meget selvindsigt, at man kan håndtere at gå fra fx en toppost til en mindre indflydelsesrig post som konsulent, mentor, iværksætter eller noget helt andet. Det håber jeg virkeligt også vil være muligt for mig.
Hvis man som arbejdsgiver tror, at det kun er ungdommen, der skaber arbejdsmarkedet i dag, er man godt på vej til at grave sin egen grav. Og især med manglen på arbejdskraft er det vigtigt, at kunne beholde ældre medarbejdere, og give dem lysten til at blive i virksomheden".

Historien om Edel
For et par år siden, fortæller Klaus, uddelte han Dronningens fortjenstmedalje i sølv til en kommunalansat der hed Edel. Hun havde arbejdet 52 år for Københavns kommune "52 år!" gentager han med næsten hviskende stemme: "Det er fandme lang tid!! Jeg havde en lang snak med hende, fordi jeg var dybt fascineret af, at hun havde haft det samme arbejde - oven i købet i den samme afdeling - i så lang tid. Hun var en helt fantastisk vidensbank, og en kæmpe kompetence, men selvom hun egentlig havde mest lyst til at blive, følte hun et pres fra kollegerne, for at stoppe og nyde sin efterløn.
Edel forklarede mig, at arbejdet var hendes identitet - det var der, hun havde sine venner og sit sociale liv. Det synes jeg er helt legitimt, og det kan være fantastisk, men vi må se i øjnene, at folk der vælger at blive på den samme arbejdsplads i 25, 30, 40 - eller 52 år, er en uddøende race. Yngre generationer foretager meget hyppigere skift, og derfor må vi, som samfund, blive bedre til at håndtere vidensopsamling og vidensformidling".

Hvad nu hvis verden ændrede sig fundamentalt for Klaus Bondam? Hvis politik, fra den ene dag til den anden, ikke længere havde plads til ham. Hvilken karrierevej ville han så gå? Jeg spørger ham, og han påpeger straks, at spørgsmålet slet ikke er så utopisk endda: "Det scenarie er en helt givet faktor i politik" erkender han, og citerer at man aldrig må være i politik, hvis ikke man kan håndtere fravalg.

Fravalg kan komme fra egne partifæller eller fra vælgerne, og det kan komme meget pludseligt, og af årsager man ikke selv har indflydelse på. "Men hvis jeg ikke kunne være i politik mere, ville jeg nok gerne beskæftige mig med noget, der har at gøre med enten kommunikation, design, arkitektur, globalisering eller organisation. Gerne projektledelse, men ikke nødvendigvis topledelse. Jeg vil nok helst arbejde med organisationsprocesser tror jeg.. hvis nogen overhovedet kan bruge mig.. jeg kan jo gå på Jobindex og kigge!" ler han, og jeg beroliger ham med, at det nok bliver muligt at finde en stilling eller to til ham her.

Der er især ét karriere tip, der frem for alt har bevist sit værd og sin gyldighed, mener Klaus Bondam, og han videregiver det med afsæt i sin personlige erfaring: "Du skal huske, at andre gør også din karriere. Derfor er det vigtigt, at du kommunikerer dine drømme og karriereønsker ud. Sørg for, at folk hører dem, for pludseligt kan der vise sig at være nogen, som kan hjælpe dig. Det handler også om netværk".

"Du skal være villig til at stå en iskold mandag morgen, i november, og dele løbesedler ud på Valby station, mens folk kan finde på at sige grimme ting til dig"

Med ca. 12.000 personlige stemmer ved kommunalvalget i 2005 blev Klaus Bondam Det Radikale Venstres største stemmesluger, og han står for mange som en karismatisk, visionær og farvestrålende personlighed, hvis karriere afspejler egenskaberne. Han har utvivlsomt inspireret nogle til større politisk engagement, men hvordan kan man vide, om man selv har hvad der skal til for at gøre politisk karriere?

"Man skal nok være en lille smule nørdet" afslører Klaus Bondam: "Og have en lyst til at arbejde på nogle mærkelige tidspunkter, og med en ekstrem stor grad af uforudsigelighed. Du kan som politiker aldrig vide, hvordan din dag udvikler sig. Dernæst skal du have stædighed nok til at lave ekstremt meget rugbrødsarbejde: foreningsarbejde, ophængning af plakater, arrangere julefest i vælgerforeningen. Og du skal være villig til at stå en iskold mandag morgen, i november, og dele løbesedler ud på Valby station, mens folk kan finde på at sige grimme ting til dig.

Endelig skal du være indstillet på, at sætte dig rigtig godt ind i tingene. Min første pressechef, Lars Nielsen, sagde meget rigtigt, at nu hvor jeg var blevet borgmester, skulle jeg være indstillet på, at der følger 3 - 4 kg. læsestof med om ugen og - no matter what - så skal det læses". Klaus Bondam peger over på sit skrivebord, hvor et par betydelige papirstakke illustrerer dobbeltbetydningen af "tung læsning". "Du skal kende fakta som politiker, for gør du ikke det, så dør du. Du kan ikke stå og sige noget sludder på tv, og du kan diskutere holdninger, men ikke fakta - og det er benhårdt arbejde".

Efter en kort pause reflekterer han over summen af sin karriere: "Som ung havde jeg en forestilling om, at der var en masse mennesker, der kunne åbne døre og føre mig videre, men jeg har lært, at nok er der nogle mennesker, der kan åbne døre, men du er nødt til selv at gå gennem dem.

Når man er fyldt 40 år, har man en forpligtelse til, hele tiden at kigge sig tilbage over skulderen og opmuntre de talentfulde mennesker, der er bagved, til at komme op. Det var der også nogle, der gjorde for mig, og det handler dybest set om at erkende, at menneskelivet jo er flygtigt. Alt slutter, ikke bare jobmæssigt, men også rent fysisk. En dag skal der være nogle til at tage over. Og så tror jeg, det er vigtigt, at der er nogle mennesker, som man har fået lov til at følge lidt på vej.
Det er også en fantastisk oplevelse, at følge et menneske og hjælpe det til at blomstre op". Link: www.bondam.dk