Apple bygger en sky i Viborg

Hvor er det lige skyen er henne, når man lægger sine data op i skyen? Fremover kommer skyen til at ligge i Viborg, når man lægger data fra sin iPhone op i skyen. Skyen kommer til at fylde 25 fodboldbaner og give mindst 300 arbejdspladser, udover dem der skal til for at bygge den store bygning.

Når Apple lægger sit datacenter i Viborg, på trods af høje elpriser, så skyldes det adgangen til grøn vindenergi, der sammen med norsk vandkraft skal levere strøm til Apples datacenter. Apple vil nemlig gerne satse på grøn energi. Og så naturligvis at der er velkvalificeret arbejdskraft og god plads.
Læs alt om byggeriet i Computerworld

Det bliver Apples største datacenter i Europa, og de kunne have lagt det hvor som helst. Men vi kan godt konkurrere i Danmark. Vi kan ikke konkurrere med Asien og Østeuropa på lønninger, men der er flere og flere industrier, hvor lønnen betyder mindre og mindre. Det gælder bl.a. medicinalindustrien og it-branchen, og Danmark klarer sig faktisk rigtigt godt i øjeblikket. Vi sælger mere til udlandet end vi køber, bl.a. takket være en række stærke danske virksomheder som Novo Nordisk og LEGO. Det er derfor Nationalbanken har problemer med at holde værdien af danske kroner nede.

Jobindex køber i øvrigt også grøn strøm til vores interne elforbrug, og vi kan prale af at vi har sparet miljøet for en masse CO2-udledning. En jobannonce på nettet kun udleder ca. 1 kg CO2, mod ca. 100 kg CO2 for en avisannonce. Så selvom aviserne ikke er så glade, så har det været godt for miljøet at jobmarkedet er flyttet over på internettet.
Læs om grøn jobsøgning på Jobindex

Held og lykke med jobsøgningen! Venlig hilsen Kaare Danielsen