Jobindex lancerer grøn jobsøgning

Midt i den stigende opmærksomhed på, hvad der er mest klimavenligt, sætter vi nu fokus på jobannoncer. Jobsøgerne stemmer allerede med fødderne og foretrækker jobsøgning på nettet frem for i aviser, og det er der klimamæssig fornuft i, for en annonce på nettet udleder ca. 100 gange mindre CO2 end en gammeldags avisannonce.

Vi har regnet ud, at hver enkelt jobannonce, der bliver indrykket på nettet frem for i en landsdækkende avis, både redder et lille grantræ fra fældning og sparer miljøet for 100 kg CO2, udover at virksomheden sparer mellem 20.000 og 50.000 kr.

En jobannonce på nettet udleder til sammenligning kun ca. 1 kg. CO2, og for at neutralisere det sidste kilo køber Jobindex CO2-kvoter, så vi neutraliserer ikke bare vores egen CO2-udledning men også den CO2-udledning, der stammer fra alle vores brugeres computere. Så nu kan du søge job med god samvittighed, bare du gør det på Jobindex! Læs mere om CO2-neutrale hjemmesider

Jobindex er også partner i Klima- og Energiministeriets kampagne: 1 Ton Mindre, der går ud på at få alle danskere til at udlede 1 ton mindre CO2. Det kan man f.eks. gøre ved at købe 10 jobannoncer på Jobindex, fremfor at indrykke dem i avisen. Læs mere om kampagnen 1-Ton-Mindre

For at markere det grønne budskab går Jobindex et "grønt" efterår i møde. Fra i dag og op til klimakonference er vores karakteristiske røde Jobindex-look erstattet af et grønt logo og en ny grøn header. Se vores nye grønne hjemmeside

Held og lykke med din grønne jobsøgning!

Venlig hilsen Kaare Danielsen