Forskelsbehandling af jobansøgere

Ansøgere med mellemøstlige navne skal sende 50% flere jobansøgninger for at blive inviteret til jobsamtale. Det viser en undersøgelse lavet af to studerende i statskundskab, der sendte 800 fiktive ansøgninger til 400 rigtige stillinger, 400 med et dansk navn og 400 med et mellemøstligt navn. Ansøgningerne var ellers ens, men alligevel blev 33% af ansøgerne med danske navne kaldt til samtale mod 22% af ansøgerne med mellemøstlige navne. Det var især de mandlige ansøgere, der blev forskelsbehandlet, mens kvinderne blev kaldt nogenlunde lige ofte til jobsamtale.
Læs artiklen fra Politiken

At mænd bliver forskelsbehandlet var også resultatet af en israelsk undersøgelse, hvor man sendte ens ansøgninger med forskellige billeder. Her var resultatet, at attraktive mænd havde dobbelt så stor chance for at blive kaldt til samtale som mænd med almindeligt udseende. Attraktive kvinder havde derimod en lille smule mindre chance for at blive kaldt til samtale end kvinder med almindeligt udseende, men forskellen var ikke særligt stor.
Læs artiklen fra Jobindex

På trods af dette er der flere indvandrere og efterkommere, der får job på højt niveau som f.eks. læger eller ingeniører. På 5 år er andelen af lønmodtagere på højeste niveau steget med 25% blandt indvandrere og 30% blandt efterkommere. Andelen er stadig kun halvt så høj som blandt personer med dansk oprindelse, men der er tale om en bemærkelsesværdig og meget positiv udvikling på kort tid, og udviklingen fortsætter. Andelen af kvindelige efterkommere der tager videregående uddannelser er nu næsten lige så stor som blandt kvinder af dansk oprindelse.
Læs artiklen fra Mandag Morgen

Held og lykke med jobsøgningen!

Venlig hilsen Kaare Danielsen