Din browser (Safari 1.0) er mere end 3 år gammel.
Vi anbefaler at du opgraderer til den nyeste version, da vi ellers ikke kan garantere at alt funktionalitet på Jobindex vil fungere korrekt.
Den Almennyttige Fond Hadruplund
Et helhedstilbud for psykisk udviklingshæmmede borgere
Hadruplund er en privat almennyttig fond, beliggende i det naturskønne Hadrup, en lille landsby i den sydlige del af Odder Kommune. Vi har to bo-afsnit, værkstedstilbud samt administration på adressen Hadrupvej 41 og yderligere et bo-afsnit samt to værkstedstilbud på adressen Hadrupvej 60.
Vores opgave er at skabe rammer for en tryg, overskuelig og sammenhængende tilværelse for vores psykisk udviklingshæmmede voksne beboere. Vores idémæssige fundament er Rudolf Steiners antroposofiske menneske- og samfundssyn, og det pædagogiske arbejde bygger grundlæggende på Rudolf Steiners helsepædagogiske impuls.
Vores værdier, som er fundamentet for alle vores handlinger, er respekt, tryghed, faglighed, bæredygtighed og meningsfuldhed. Vi bruger naturen meget i vores arbejde med beboerne. Vi har fokus på økologi samt sund og nærende kost og kan i den forbindelse bryste os med guldmærket i økologi. Tankegangen omkring ”fra jord til bord” lever i stor stil. Bæredygtighed i alle henseender er en prioritet, og der anvendes naturmaterialer overalt, fra møbelvalg til materialer i værkstederne.
Faglig og personlig udvikling
På Hadruplund prioriterer vi kompetenceudvikling højt. Vores fastansatte pædagogiske medarbejdere får løbende kompetenceudvikling indenfor forskellige pædagogiske tilgange og metoder samt viden om diagnoser o.l. Denne kompetenceudvikling trækker vi ligeledes ind over vores vikarmøder. Vi går op i relevant faglig uddannelse men tænker ligeledes, at din personlighed og baggrund er vigtig. Vi ser en styrke i mangfoldighed, da det kan bringe nye perspektiver i spil til arbejdet med vores beboere. Vi har ligeledes ekstern supervision.
Et meningsfuldt arbejdsmiljø med fokus på nærvær
”Kollegaerne herude er rigtig hjælpsomme, og det betyder meget for arbejdsmiljøet. Der bliver taget rigtig godt hånd om en, og der er masser af faglig sparring.”
– Helene, Teamkoordinator.
Hos os er det væsentligt at være nærværende og have tid til den enkelte beboer, og hvis du brænder for at gøre en positiv forskel for andre, så er Hadruplund det rette sted for dig. Vi tilbyder en dynamisk hverdag, hvor dit arbejde vil være med til at gøre en væsentlig forskel, et stærkt fagligt og socialt arbejdsmiljø, hvor vi har tillid til hinanden og udviser en åben, uformel og hjertelig omgangstone.