Koda
+Koda – vi arbejder for musikken
I Koda arbejder vi for at sikre komponister og sangskrivere, den betaling de har krav på, når deres musik bliver brugt i det offentlige rum. Det gør vi ved at lave aftaler med dem, der bruger musikken og samtidig sørge for, at deres betaling bliver sendt videre til dem, der har rettighederne til musikken.
Vi er en medlemsorganisation, som har eksisteret siden 1926, og vi arbejder målrettet mod at være blandt de mest effektive og moderne selskaber i verden.
Kodas arbejdsmiljø er præget af professionalisme og en meget høj arbejdsglæde, som Kodas årlige trivselsundersøgelser viser
Charlotte Duus Aalling,HR-partner

Faglighed i fokus
Kodas godt 115 medarbejdere repræsenterer en bred vifte af fagligheder, der alle arbejder for musikken. Derudover er det ingen hemmelighed, at mange af Kodas medarbejdere enten er store musikelskere eller musikere i fritiden, hvilket også præger samtalerne i pauserne. Tilknytningen til musikken er dog ikke et krav, det er fagligheden i forhold til dine arbejdsopgaver, der er afgørende for Koda.

Koda har et inspirerende arbejdsmiljø, en åben og uformel omgangstone og fokus på medarbejdernes trivsel og udvikling
Claus Lund Pedersen,Udlandschef
Klædt på til musikbranchen
Koda skal løbende tilpasse sig en musikbranche i stadig forandring. Det kræver, at den enkelte medarbejder også udvikler sig, og du behøver ikke have været ansat i mange år, før vi i fællesskab udvikler på din faglighed. Allerede fra du begynder, tager vi et kig på dine kompetencer og tilbyder dig for eksempel et kursus, hvis du har behov for det.