Høgh & Sønberg A/S

Høgh & Sønberg er et af Aarhus’ mest erfarne byggefirmaer med omkring 160 dedikerede medarbejdere, der skaber værdi gennem kvalitetshåndværk og skræddersyede løsninger. Vi mestrer alle discipliner inden for byggeri – fra renovering til store entrepriseprojekter – og sikrer vores kunder en problemfri proces fra start til slut. Hos os er ingen bare "et nummer i rækken" og vi sætter en ære i at kende hinanden og hjælpe hinanden, når udfordringerne opstår.

I Serviceafdelingen sidder vores service- og projektledere og styre slagets gang. Med sig har de over 100 erfarne håndværkere inden for tømrer-, murer-, maler-, el-, VVS- og blikkenslagerarbejde. De tager sig af projekter, stort som småt, og koordinerer alle fagområder for kunden. Kulturen i Serviceafdelingen afspejler vaskeægte holdånd, hvor alle bidrager til hinandens projekter.

I Entrepriseafdelingen arbejder vi med hoved- og totalentrepriser for bl.a. kommuner og boligforeninger. Selvom størstedelen af tiden hos vores bygge- og projektledere omhandler projekter, hvor de selvstændigt hådnterer sagerne fra start til slut, så er hjælpsomheden og samarbejdet på tværs i afdelingen altafgørende for at lykkes. Afdelingen afspejler i dag en bred ekspertise, hvor du altid kan finde sparring og gode råd hos kollegaen.

Der er en årsag til, at vi har mottoet "Sammen klarer vi alt" og skal du med på holdet, så bliver du den største succes, når du er en teamplayer med gåpåmod og interesse for hinandens ve og vel.