Schultz

Om Schultz

I Schultz skaber vi IT-løsninger, der udvikler viden, velfærd og vækst til det danske samfund. Hver dag arbejder vi for at styrke dansk retssikkerhed og hjælpe ledige i job.

Vi har en central beliggenhed lige ved Valby Station. Her bliver du en del af et fedt fagligt fællesskab, hvor et væld af forskellige fagligheder arbejder side om side og på tværs. Vi sætter en ære i vores særlige sociale sammenhold. Både i de afdelinger, vi hører til. I de teams og projekter, vi arbejder i. Og i hele Schultz, hvor vi både rejser, fester og fejrer vores succeser sammen.

Trivsel i top
Du vil opleve, at vi værner om din trivsel og engagerer os i din udvikling. Det er vigtigt for os, at dit arbejde er motiverende og meningsfyldt, at du trygt kan dele dine idéer og holdninger, og at du har fleksibiliteten til at skabe en sund balance mellem dit privatliv og dit arbejdsliv.

Det er ikke noget, vi bare finder på. Faktisk er lige præcis de elementer årsagen til, at vores medarbejdertilfredshed hvert år ligger langt over gennemsnittet for danske virksomheder.

Vi gør en forskel
Lige siden Schultz i 1731 fik til opgave at trykke al lovgivning i Danmark, har vi været med til at styrke dansk retssikkerhed. I dag hjælper vi landets kommuner med at efterleve lovgivningen over for borgerne og advokater med at rådgive klienter via intelligent juridisk informationssøgning. Vi er specialiseret i både teknologien bag og det faglige indhold i front. Vi er også leverandør af lovtidende.dk, som er afgørende for, at lovgivning overhovedet kan træde i kraft.

Samtidig arbejder vi målrettet med at styrke beskæftigelsesindsatsen i Danmark. Vores fagsystem, apps og business intelligence-løsninger bruges hver dag af tusindvis af sagsbehandlere i landets jobcentre i deres vigtige arbejde med at hjælpe ledige i job.

Særligt ejerskab
Schultz er oprindeligt en familieejet virksomhed gennem syv generationer. Men i dag er vi ejet af en fond: J.H. Schultz-Fonden.

Vores særlige ejerskab giver os særlige privilegier. Fx sikrer fonden, at Schultz bliver på danske hænder, ligesom vi kan tænke langsigtet, når vi træffer beslutninger.

Vi er ikke i lommen på nogen. Og det er vores økonomiske overskud i øvrigt heller ikke. Enten investerer vi overskuddet i vores løsninger eller yder støtte til humanitære formål. Fx har vi i en årrække støttet Danmarks Grundforskningsfond, fordi vi tror på, at forskning er en stærk drivkraft for samfundsudvikling.