LS Control A/S

Udvikling og produktion af energioptimerende elektronik

Hos LS Control udvikler og producerer vi styringer, reguleringer, rum- og kanalsensorer, alarmsystemer og meget andet. Omdrejningspunktet er vores kunder, og vi tilbyder egenudviklede færdigvarer, kundetilpasningsparate produkter og OEM-produkter, som udvikles helt fra bunden.

Du bliver en del af en arbejdsplads, hvor vi sætter en ære i at være på forkant med regler og regulativer, herunder ECO-design. Du er derfor med til at lave produkter med lang levetid, og det medvirker til mindre elektronikskrot til gavn for miljøet. Det synes vi er vigtigt. Vi sætter også pris på, at vi kan glemme morgentrafikken ind til København. Vi ligger nemlig lunt lige uden for Næstved.

Her byder alle ind, og vi lærer af hinanden

Hos os bliver du en del af en flad organisation, hvor alle er lige vigtige og alle har en stemme. Hver og en gør vi vores for at få hverdagen til at køre.

Vi går op i, at alle bidrager til et godt miljø, lige fra at der er ryddeligt på kontoret, til at vi har det sjovt med hinanden. Når der er stor hjælpsomhed og alle bidrager, så fungerer hverdagen bare bedre, og vi træder til for hinanden – også på tværs af teams og funktioner. Det gør, at vi lærer at se vores arbejdsplads fra nye vinkler, og bidrager til, at vi får et endnu smidigere samarbejde.

Udfold dine talenter på en udviklende arbejdsplads

En del af at hjælpe hinanden er også at byde ind med ideer – om det er til nye produkter, arbejdsgange eller sociale arrangementer. Og har du en idé, er det tit, du også kan føre den ud i livet. Det skal der være plads til, for så lærer vi alle.

Ideer og udvikling tager altid udgangspunkt i vores egne medarbejdere; i deres ønsker om at lære nyt og udvikle sig. Er der opgaver, du synes er spændende, udforsker vi gerne nye veje eller opgaver sammen med dig. På den måde kan du virkelig opgradere dine kompetencer – om du ønsker at opbygge en bred viden eller nørde helt ned i et specialområde.

”Kommer man med en idé til et eller andet, så bliver man også hørt, det kan man være sikker på. Vi har et supergodt fællesskab og tværfagligt samarbejde, fordi vi har hele vores udvikling og produktion in-house og sidder sammen.” – Nicklas B. Nielsen, udvikler.