Grundejernes Investeringsfond
I Grundejernes Investeringsfond arbejder vi aktivt for at skabe bedre boliger og bedre liv for en bæredygtig fremtid.
Vi tror på, at det er et fælles ansvar at udvikle vores boliger og bygninger i en bæredygtig retning til gavn for både den enkelte og for hele samfundet. Det vil vi gerne yde vores bidrag til.
Vi er en selvejende institution stiftet af Folketinget i 1967 som et led i at skabe balance på boligmarkedet. Vores opgave er at administrere penge til vedligeholdelse af private udlejningsejendomme, tilbyde lån og yde støtte til projekter, der fremmer udvikling af vores boliger og bygninger.
Som myndighed gør vi os umage med at være transparente, og sikre en enkel og effektiv administration. Vi lægger også vægt på at bidrage til videndeling og netværksarbejde i ejendomsbranchen og byggeriet for at fremme tværfaglig forståelse og indsigt.