Tivoli A/S

Tivoli er både en kulturinstitution og en moderne virksomhed. I hjertet af København ligger forlystelseshaven Tivoli, som er grundlagt af Georg Carstensen og åbnede første gang den 15. august 1843. Allerede dengang var hensigten at skabe en forretning med et bredt udvalg af fornøjelser for et stort og mangfoldigt publikum. Tivolis mission ’Vi vil betage vores gæster’, er det helt overordnede strategiske sigtepunkt sammen med visionen ’Vi vil være et førende, internationalt oplevelsesbrand’.

Tivoli holder åbent i 4 tematiserede sæsoner – Vinter, Sommer, Halloween og Jul. En del af Tivoli har åbent hele året rundt; de forretninger, der vender mod gaden samt Glassalen og Koncertsalen. Forretningen Tivoli består af 4 grundelementer: haveanlæg & arkitektur, forlystelser & spil, kultur & underholdning samt mad & drikke. Hvert år besøger omkring 4,5 mio. gæster Tivoli og bringer Haven på verdens Top 25 over mest besøgte forlystelsesparker og på den europæiske Top 5.

Der er cirka 850 medarbejdere i Tivoli hele året rundt og godt 2000, når sæsonerne topper. Faglighederne er mangfoldige, lige fra servicemedarbejdere, håndværkere, sceneproduktion, kokke og tjenere til stabsfunktioner med højt specialiserede medarbejdere.