KEN Hygiene Systems A/S

Mere end en maskinfabrik

Du vidste det nok ikke.

Men det er vores patenterede løsninger, der holder kritisk udstyr rent i hospitals- og medicinalindustrien. Så hvis du skal opereres, er det med stor sandsynlighed vores desinficerende maskiner, der sikrer, at alt lige fra skalpellen til robotarmen er så ren, så du undgår infektioner.

Det kræver både dygtige kolleger og et konstant øje for den nyeste teknologi. Derfor er vi for længst gået all in på robotteknologi – og samarbejder med de dygtigste spillere.

Det er ingen hemmelighed …

… at der opstår sød musik i vores ører, når vi hører ordet ”innovation”.

For vi har en udviklingstrang, vi ikke kan holde inde. Derfor er vores arbejdsplads et sted, hvor du kan tænke stort og nyt. Og det gælder ikke kun, hvis du er ingeniør, men uanset, om du arbejder med marketing, IT, salg eller noget helt fjerde.

”Hvis du får en god ide, er det ikke sværere end at spørge direktøren nede i kantinen. Og så kan du for det meste få lov at løbe med den. For der er stor tillid til, at du kan dit kram.”

– Pia Mathiasen, HR manager.

Vi giver tilbage til samfundet – og til dig

Hos os arbejder du ikke for at generere afkast til investorer. Vi er nemlig fondsejet. Så når dit og dine kollegers arbejde bærer frugt, går størstedelen af overskuddet til omverdenen. Både når vi støtter op om Danske Hospitalsklovne, Kræftens Bekæmpelse eller Røde Kors. Og når pengene går til den lokale idrætsforening.

Men det er ikke kun vores omgivelser, vi passer på. Det er også dig. Vi tager jævnligt trivselstemperaturen, ligesom du kan få årlige sundhedstjek – og en kantine, der er sundere end de fleste.

”Du og dine kolleger skal have de bedste betingelser for at passe på krop og sjæl. Derfor kan vi godt lide at bevæge os sammen – både til DHL og fællesyoga på parkeringspladsen.”

– Direktør, John Veje Olesen.