Gabriel A/S
Gabriel
Design, innovation & bæredygtighed til den globale møbelindustri
Gabriel er en international virksomhed med mere end 170 års tradition og erfaring inden for tekstilfremstilling og med dybe rødder i den skandinaviske designtradition. Vi designer og fremstiller polstertekstiler og andre produkter til den globale møbelindustri, og vores kunder tæller internationale design- og interiørbrands og førende møbelproducenter. Vores æstetik er minimalistisk, og vores tekstiler kombinerer et enkelt, stilrent design med bæredygtighed, funktionalitet, komfort og performance.
Funktionalitet, æstetik & bæredygtighed
Gabriel tekstiler bliver brugt til polstring af alle typer møbler fra kontorstole til loungesofaer og skaber både praktisk og æstetisk værdi overalt, hvor mennesker færdes. Vores tekstiler sætter sit præg på hverdagen i alverdens rum og miljøer – i kontorer og på arbejdspladser, i koncertsale, lufthavne, hoteller, restauranter, uddannelses- og kulturinstitutioner over hele verden. Vi har stor fokus på bæredygtighed, på at designe tekstiler, der ikke belaster miljøet, og på at skabe et sundt indeklima, hvor mennesker trives.
Global, børsnoteret koncern
Gabriel er en global, børsnoteret koncern med hovedsæde i Aalborg og produktion, salgskontorer og showrooms verden over – fra Asien til Nordamerika og på tværs af Europa. Vi har showrooms i Europas største designhovedsæder, og du kan besøge Gabriel i blandt andet Paris, London, Milano, Chicago, København og Barcelona. På hovedkontoret i Aalborg arbejder 65 dedikerede kolleger, mens hele koncernen beskæftiger cirka 1.300 medarbejdere på verdensplan.
Vores medarbejdere
Vores medarbejdere i Danmark beskæftiger sig med en lang række både kreative og udviklingsorienterede opgaver inden for blandt andet design, salg, produktudvikling, kvalitet og markedsføring. Vi beskæftiger en bred vifte af fagfolk med forskellige kompetencer, og vores medarbejdere omfatter både ingeniører, tekstildesignere, grafikere, IT-eksperter, kundeservice- og økonomimedarbejdere.
Fællesskab, udvikling & frihed
Gabriel har gennem det seneste årti oplevet markant vækst, og som medarbejder vil du blive en del af et ambitiøst, travlt og internationalt miljø, hvor hver dag byder på nye udfordringer, erfaringer og muligheder.
Vi arbejder målrettet på at skabe en attraktiv, udviklende og inspirerende arbejdsplads og på at skabe grobund for både faglig og personlig udvikling. Vi ved, at vores medarbejdere er den drivkraft og motor, der skal bringe os videre, og derfor har målrettet medarbejder- og kompetenceudvikling altid høj prioritet.
Vores arbejdskultur er præget af stor frihed og selvstændighed men samtidig af et stærkt fællesskab, hvor vi hjælper hinanden og løfter i flok. Du står aldrig alene men har altid et stærkt, globalt team bag dig med alsidige kompetencer og viden, som du kan sætte i spil for at skabe de bedste løsninger for vores kunder.
Se ledige stillinger på vores hjemmeside:
https://www.gabriel.dk/en/about-gabriel/careerjobs/
eller følg med i vores udvikling på
LinkedIn: https://www.linkedin.com/company/gabriel
Instagram: https://www.instagram.com/gabrielfabrics/
Pinterest: https:///www.pinterest.com/gabrielfabrics/