Trafikselskabet Movia

Trafikselskabet Movia er et trafikselskab i Østdanmark, der siden den 1. januar 2007 har stået for al bustrafik i Region Hovedstaden (undtaget Bornholm), Region Sjælland, samt en række lokalbaner. Selskabet er en fusion af Trafikdivisionen og de administrative funktioner i Hovedstadens Udviklingsråd, samt Vestsjællands Trafikselskab og Storstrøms Trafikselskab – som en del af strukturreformen.

Selskabet ejes af Region Hovedstaden, Region Sjælland og de 45 kommuner i dækningsområdet, der samtidig er bestillere af trafik med busser og lokalbaner. Selskabet har ca. 300 medarbejdere, mens yderligere ca. 4.500 buschauffører beskæftiges hos busoperatørerne.

Movia omfatter 570 buslinjer betjent af 1.351 busser, samt 9 lokalbaner. Busserne har årligt ca. 213 mio. påstigninger svarende til 600.000-700.000 rejsende pr. hverdag. Alene i Hovedstadsområdet er der omkring 470.000 rejsende pr. hverdag.[3] Movia er med 38,2 % af indtægterne den største operatør af kollektiv trafik i Hovedstadsområdet.[4]

Hovedsædet er i Valby i København, mens der er trafiktjenesteenheder i Herlev, Helsingør, Roskilde og Næstved.

Selve navnet Movia er sammensat af de latinske ord moveo (bevægelse, mobilitet) og via (vej, rute, distance, rejse).

Kilde: http://wikipedia.org d. 27-06-2016