Region Midtjylland

Find et job med hjerne og hjerte

I Region Midtjylland får du et job og en karriere med lidt mere mening. For det handler om mennesker, uanset om du arbejder inden for somatikken, psykiatrien, det sociale område eller regional udvikling – eller er med til at skabe de rette administrative rammer. Vi udvikler os for at løse vores kerneopgaver smartere uden at gå på kompromis med vores faglighed. Derfor får du arbejdsvilkår med både værdi og vision.

Jobmuligheder i hele Region Midtjylland

Der er mange forskellige muligheder for job i regionen – både geografisk og jobmæssigt. Du kan både få job i regionshusene, på hospitaler, i psykiatrien og institutioner inden for det sociale område. Geografisk får du jobmuligheder på forskellige arbejdspladser lige fra Ringkøbing i vest til Grenaa i øst og Skive i nord og Hedensted i syd.

På regionens hospitaler og i psykiatrien er der mange jobs er inden for det sundhedsfaglige område som bl.a. læge, sygeplejerske, social- og sundhedsassistent, psykolog og fysioterapeut. På det sociale område er der også jobs som bl.a. pædagogisk personale, lærere og en lang række andre faggrupper. Der er også en lang række jobs på de tekniske og praktiske områder og på det administrative område kan du gøre karriere inden for en lang række lige fra politisk sagsbehandling, sundhedsfaglige planlægning til miljø og kultur. Kommunikation, it og HR er også vigtige områder.

Høj faglighed og udviklingsmuligheder

Her er plads til faglige udfordringer og personlig udvikling. Vi hjælper dig til at blive dygtigere hele tiden, så du både udvikler dit eget håndværk og er i stand til at samarbejde på tværs af arbejdsområder. Det kræver viden at gå forrest, så vi har fokus på nytænkning, faglighed og ikke mindst på lederudvikling og efteruddannelse.

Vi vægter trivsel og et godt arbejdsmiljø. Det er vi med til at sikre ved, at du får medindflydelse og –bestemmelse – både i det daglige og gennem vores formaliserede MED-system. Vi arbejder løbende på at give vores ledere de bedste forudsætninger for at skabe dialog, dygtighed og dristighed, der inspirerer os til at udvikle vores arbejdsplads sammen.

Bliv klogere på, hvordan vi er i Region Midtjylland? Mød nogle af vores medarbejdere, som fortæller deres personlige job- og karrierehistorier: www.rm.dk/job/mod-en-medarbejder