Jobindex Nydansker


Jobindex Nydansker
Det tøj du vælger at tage på til jobsamtalen, sender nogle bestemte signaler, og det vil man typisk forvente at du er klar over. Så vær bevidst om dit udseende - og lad dig ikke diktere af normer og skikke med mindre du vælger det selv.
 

Vær opmærksom på dit ydre og dets signaler

Hvis det er dit indtryk, at der er et bestemt påklædningskrav på den virksomhed du skal til samtale hos, og hvis du er interesseret i jobbet og kan leve med dette påklædningskrav, bør du opfylde disse krav ved samtalen. Hvis du er i tvivl om hvorledes medarbejderne typisk går klædt hos den pågældende virksomhed, kan det være en god idé at besøge virksomheden forud for samtalen eller evt. forhøre dig hos nogen der ved det.

Dukker du op i lasede bukser og en krøllet skjorte, sender du et signal om, at du enten er fuldstændig ligeglad med hvordan du ser ud, eller at du er ligeglad med om du får jobbet. Som hovedregel skal du føle dig tilpas og tryg i den valgte påklædning. Påklædningen må aldrig blive et kostume, hvor du prøver at fremstille dig selv som noget du ikke er. Hvis du ikke bryder dig om at gå i uniform eller jakkesæt, er det ikke hensigtsmæssigt at blive ansat et sted hvor det forventes at du har jakkesæt på hver dag.

Erfaringer fra forskellige virksomheder og jobsøgere
"Det tøj man har på skal passe til det job man søger. Hvis vi taler om indvandrere, som synes det er svært at finde ud af hvad man skal have på, så kan du gå ind i den afdeling, hvor du søger job; det kan være en stor hjælp. At møde op til jobsamtalen hvor man føler man har forkert tøj på, er helt forkert, og det kan give en vis usikkerhed. Det er vigtigt at tage nogenlunde det tøj på der passer til det job man søger, for så vil man også selv have det bedre, og man skal naturligvis selv have det godt med det."
(Marie-Louise Trojel, Jyske Bank)

"Jeg synes det er meget praktisk at klæde sig efter forholdene, hvis man har mulighed for at finde ud af det. Hvis man er overdressed, så afviger det, og det kan nogle steder være forvirrende. Det er nemmere at tale hvis vi ser nogenlunde ens ud. Jeg lægger også meget mærke til, hvordan folk virker; virker de forsagte, hvordan påvirker situationen dem, fylder de det hele osv. Det er ikke kun udstråling, men også hvordan man agerer i situationen. Det er lidt vagt, men det er hvordan man sidder på stolen, og hvordan man siger goddag osv."
(Line Johannessen, Personalestyrelsen)

"Jeg kan huske en dag hvor min nabos datter skulle til jobsamtale hos A.P. Møller, jeg kunne næsten ikke kende hende, for hun kom gående i kort nederdel og høje hæle - og det så helt forkert ud - det var jo slet ikke hende. Det er vigtigt at man passer nogenlunde ind, men ikke hvis man ikke har det godt i det tøj; så er det bedre at lade være - for det giver en enorm usikkerhed, og det er vigtigt at føle sig tryg."
(Marie-Louise Trojel, Jyske Bank)


Copyright © 2002 af Jobsamtalen.dk
Kopiering kun med tilladelse fra Jobsamtalen.dk


Læs også

Sorter artikler efter emne.