Konsortierådgiver til internationalt strategisk partnerskab

Vi søger en konsortierådgiver til vores Internationale Afdeling. Du vil arbejde med koordineringen af vores nye, ambitiøse Caritas Konsortium, som er en del af vores nye strategiske partnerskab med Udenrigsministeriet (SPA3) for perioden 2027-2031. Konsortiet ledes af Caritas Danmark og består derudover af Access2Innovation (A2i) og Landbrug & Fødevarer. Stillingen samler trådene mellem civilsamfund, den private sektor og forskning for at fremme lokalt-ledet, inklusivt og klimasmart agribusiness i Østafrika.

Dine opgaver vil bl.a. være:

  • Koordinere og facilitere samarbejdet og synergierne mellem konsortiepartnerne samt de lokale partnere i Østafrika.
  • Sikre overordnet programstyring, monitorering, fremdrift og udvikling af konsortiet bl.a. via rejser til programlande
  • Kvalitetssikre og konsolidere resultatmåling, erfaringsopsamling og den strategiske rapportering til Udenrigsministeriet (MFA) inden for rammerne af konsortiets globale forandringsteori.
  • Støtte udmøntningen af Caritas strategi for lokalt lederskab
  • Bidrage til finansiel styring og budgetopfølgning for det samlede konsortiebudget i tæt samarbejde med Caritas’ økonomiske team.
  • Facilitere vidensdeling og kapacitetsopbygning på tværs af konsortiet, særligt med fokus på at koble civilsamfundsstyrkelse med markedsbaserede løsninger og blended finance.
  • Bidrage til udarbejdelse af ansøgninger til institutionelle donorer og fonde
  • Deltage i relevante faglige netværk og repræsentere konsortiet i dialogen med strategiske aktører.
  • Understøtte konsortiets IPE-aktiviteter (oplysning og folkeligt engagement) i Danmark i tæt samarbejde med kommunikationskollegaer.

Vi har brug for en ny kollega som har:

  • Relevant akademisk baggrund.
  • Minimum 5 års relevant erfaring med programkoordinering, gerne fra komplekse konsortier.
  • Stærkt kendskab til HDP-nexus samt solid erfaring med programmering inden for civilsamfundsstyrkelse, rettighedsbaseret arbejde og markedsbaseret udvikling.
  • Erfaring med at navigere i krydsfeltet mellem NGO’er, private virksomheder og institutionelle aktører.
  • Dokumenteret erfaring med danske erhvervsinstrumenter som f.eks. DGBP/DMDP
  • Indgående forståelse for dagsordenen om lokalt lederskab
  • Analytiske evner, stærk talforståelse og solid erfaring med komplekse budgetter og forandringsteorier.
  • Kendskab til FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhvervsliv og deres brug i praksis
  • Sprogfærdighed i dansk og engelsk i skrift og tale er et krav, da du skal begå dig i et internationalt miljø og formidle til danske donorer.
  • En tilgang der er diplomatisk, struktureret og løsningsorienteret, og som formår at skabe gejst og samarbejde på tværs af forskellige organisationskulturer.

Vi tilbyder:

  • En spændende international stilling i en stærk og trosbaseret hjælpeorganisation med en central rolle i et af organisationens flagskibsprogrammer.
  • En arbejdsplads hvor vi sætter pris på hinanden og et godt arbejdsmiljø.
  • Fleksible arbejdstider og mulighed for hjemmearbejde
  • Varierede arbejdsopgaver med mulighed for selv at præge retningen og udvikle sig fagligt samt rejseaktivitet til programlandene.

Ansøgningsfristen er 11. november 2026. Motiveret ansøgning på engelsk inklusive beskrivelse af specifikke tekniske kompetencer og interesser indenfor branchen samt CV sendes til [email protected] Tiltrædelse 1. januar 2027. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i begyndelsen af uge 48.

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås hos International Chef, Cecilie Winther [email protected]

Caritas Danmark betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset alder, køn, religion, seksualitet eller etnisk tilhørsforhold til at søge ledige stillinger. Caritas Danmark er forpligtet til at forhindre enhver form for uønsket adfærd på arbejdspladsen, herunder seksuel chikane, udnyttelse og misbrug, manglende integritet og økonomisk forseelse. Caritas Danmark og alle medarbejdere og frivillige deler dette engagement gennem vores Code of Conduct. Bemærk: Alle tilbud om ansættelse kræver tilfredsstillende referencer og kan være underlagt screeningskontrol, som kan omfatte strafferegistre og kontrol af finansiering af terrorisme.

Caritas Danmark er Den katolske Kirkes humanitære hjælpeorganisation
Organisationen blev grundlagt i 1947 og er én af Danmarks ældste nødhjælpsorganisationer. Vi arbejder ud fra et kristent menneskesyn uden hensyn til politisk eller religiøst tilhørsforhold eller etnicitet. Vi er en del af det verdensomspændende Caritas-netværk, der samarbejder tæt med folkelige og kirkelige organisationer i over 200 lande og territorier.

Caritas arbejder for en verden, hvor fred og retfærdighed hersker, hvor det enkelte menneskes værdighed anses for fundamental, og hvor vores jord betragtes som et fælles gode og et fælles ansvar.

Helt centralt i arbejdet ligger Den katolske Kirkes sociallæres princip om at tage særligt hånd om de fattige, udstødte og undertrykte. Caritas har derfor til formål at bekæmpe fattigdom, nød og uværdighed og fremme menneskelig udvikling, social retfærdighed og bæredygtighed i en fredelig verden.