Contract Manager til Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse

Er du god til at analysere kontraktindhold og har du kommerciel forståelse? Synes du, at det er interessant at arbejde med kontrakter og rammeaftaler for mange millioner kroner i en af landets største og mest alsidige virksomheder? Så er du måske vores kommende kollega.

Om os
Contract Data Management (CDM) er én af fem sektioner i Materiel- og Indkøbsstyrelsens (FMI) afdeling: Contract Management & Compliance (CMC). Vi har i CDM ansvaret for håndtering og opfølgning af kontrakter og rammeaftaler på tværs af kapaciteter, ydelser, materiel og IT i hele Forsvarsministeriets koncern. Vi bidrager til, at Forsvaret opnår maksimal nytteværdi af kontrakterne gennem hele deres levetid, og vi er dermed en vigtig støtte for FMI.

Vi har høje faglige mål og standarder med særlig fokus på effektiv kontraktstyring. Hermed bidrager vi til udviklingen i kontraktens livscyklus i tæt samarbejde med projektejere og øvrige interessenter.

Du kommer til at arbejde sammen med 18 dedikerede kollegaer, der har for øje at udvikle og optimere contract management disciplinerne. Du bliver en del af et fællesskab, hvor du vil indgå i et kategoriteam indenfor et forretningsområde med engagerede og motiverede kollegaer. Vi glædes over at få tingene til at ske, og vi bestræber os på at yde vores bedste hver dag. Derudover prioriterer vi et godt sammenhold og et socialt miljø med uformel omgangstone.

Der er mulighed for hjemmearbejde i det omfang tjenesten og opgaverne tillader det.

Om stillingen
Dine opgaver omfatter blandt andet.:

  • Kvalitetssikring af aftaleudkast for kommercielle forhold, herunder gennemgå og kommentere kommercielle betingelser for kontrakten inden den underskrives.
  • Implementere indgået kontrakt til efterfølgende sagsbehandling med det øvrige FMI.
  • Foretage løbende dialog med projektejer og leverandør omkring kontraktretslige og kommercielle forhold.
  • Sikre leverancer, kvalitet og finansielle forpligtelser i forbindelse med anskaffelsen.
  • Sikre opdaterede priser på aftaler.
  • Bidrage til det økonomiske afløb og identificere besparelsespotentialer.
  • Proaktiv rådgivning og støtte til kapaciteterne samt udbudskonsulenten.
  • Sikre at hele aftalegrundlaget er dokumenteret og aktiveret i SAP for efterlevelse af kontrakten
  • Sikre at alle parter overholder kontraktens betingelser.
  • Ændringshåndtering på kontrakten herunder misligholdelse ved leveringsforsinkelser mv.
  • Anvende analyseværktøjer for at overvåge og analysere spend.
Du vil få en opstart med stort fokus på din onboarding, hvor du bliver grundigt introduceret til både dine opgaver og organisationen.

Når du er landet godt i jobbet, vil du som Contract Manager være ansvarlig for at synliggøre FMI’s kontraktportefølje i vores SAP økonomi- og indkøbssystem. Herefter er din hovedopgave at sikre, at kontrakterne efterleves. Vi er primært involveret i anskaffelsen efter kontraktens indgåelse.

Om dig
Vi søger dig, der har erfaring med contract management og formentligt har en uddannelse indenfor økonomi. Du kan også have en anden uddannelse med relevant erfaring. Du er i stand til at skabe gode relationer og har en initiativrig og imødekommende tilgang til opgaveløsningen. Det er vigtigt, at du trives med skarpe deadlines, har interesse for at udvikle dine faglige kompetencer og samtidig har lyst til at bidrage med input til vores fælles løbende optimering af contract management.

Som Contract Manager arbejder du struktureret og metodisk, hvor du tager ansvar for dine opgaver og trives med mange kontaktflader på tværs af en stor organisation.

Du har økonomisk og kommerciel forståelse samt gode kommunikative egenskaber på både dansk og engelsk, såvel skriftligt som mundtligt. Har du kendskab til SAP er det en fordel, men ikke et krav.

Ansættelsesvilkår
Er du akademiker ansættes du i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten).

Hvis du har en kontoruddannelse eller en anden relevant uddannelse ansættes du i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere.

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Arbejdsstedet er i Ballerup.

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Kontakt og ansøgning
Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionschef for CDM Charlotte Klug på telefon 72 81 63 89.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Mathilde Schmidt-Lange på telefon 32 66 58 18.

Ansøgningsfristen er den 2. februar 2026. Samtaler forventes afholdt løbende, derfor opfordrer vi dig til, at du søger snarest. Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte både din ansøgning, dit CV og kopi af dine relevante eksamensbeviser. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet.

FMI har ansvaret for det samlede forsvars og beredskabs materiel, IT og cybersikkerhed. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og IT for såvel Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Arktisk Kommando, Specialoperationskommandoen, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og resten af Forsvarsministeriets koncern. Desuden bistår vores IT-medarbejdere dagligt i at modstå de cyberangreb, Forsvarsministeriets koncern udsættes for. Vi er ca. 2500 medarbejdere (3/4 civile - 1/4 militære) fordelt ud over hele Kongeriget, med hovedkontorer i henholdsvis Ballerup, Brabrand og Hvidovre.

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex