IT-chef til Faculty of Arts

Administrationscentret Arts søger en erfaren, driftsstærk og forretningsorienteret IT-chef til at stå i spidsen for den udvikling, som fakultetets it-afdeling er i gang med.

Arts IT leverer it-support og bistand til fakultetets forskere, undervisere, studerende og administration. Enheden er – i tæt samarbejde med universitetets centrale IT-afdeling – omdrejningspunktet for at sikre en sammenhængende it-understøttelse, der dækker institutternes behov og AU’s strategiske målsætninger.

Digitaliseringen af både forsknings- som uddannelsesområdet er i markant udvikling, og Arts’ forskningsmiljøer er blandt Nordens førende, når det gælder anvendelsen og udviklingen af digitale metoder. Der er derfor behov for, at Arts IT fremadrettet kan spille en endnu mere central rolle i at sikre tidssvarende og professionel understøttelse af de digitale behov, som forsknings- og uddannelsesmiljøerne løbende oplever. Det stiller nye krav til både afdelingens forretningsforståelse og kompetencer.

Administrationscenter Arts søger derfor en erfaren, driftsstærk og forretningsorienteret IT-chef, der kan understøtte den udvikling, Arts IT står overfor, på en måde der sikrer både en langsigtet strategisk retning og et skarpt blik for enhedens fortsatte supportfunktion.

Stillingen

Som IT-chef bliver du en del af administrationscenter Arts’ chefgruppe med reference til administrationschefen. Du vil desuden indgå i faglige arbejdsgrupper og fora på tværs af AU i relation til universitetets samlede IT-anvendelse.

Arts IT har 13 medarbejdere med arbejdsplads i hhv. Aarhus og Emdrup, og enhedens nuværende kerneydelse er IT-Support. I de kommende år forventes du at sikre en robust drift af kerneydelserne og at prioritere de overordnede indsatser, der muliggør enhedens videre udvikling i overensstemmelse med fakultetets og universitetets behov. Det forventes, at du aktivt bidrager til sammenhæng både vertikalt og horisontalt i organisationen og formår at tænke tværgående og orientere dig mod fælles målsætninger på institut-, fakultets- og universitetsniveau.

Som leder af Arts IT har du ansvaret for at udvikle afdelingen sammen med medarbejderne. Du skaber resultater ved at inddrage medarbejdernes perspektiver og opbygge et stærkt fællesskab baseret på tillid og psykologisk tryghed. Du forstår at inddrage og motivere medarbejderne, så I sammen udvikler de rette kompetencer og løsninger, som opgaven kræver.

Vi tilbyder

En spændende arbejdsplads med stærke visioner, hvor du får mulighed for at sætte en strategisk retning for IT og digitalisering på Arts i tæt samarbejde med fakultetets vigtigste interessenter, og et arbejdsmiljø, hvor åbenhed, humor og godt kollegaskab vægtes højt. Der er plads til forskellighed, med en fælles prioritering af solid faglighed.
Du får afvekslende arbejdsdage med en bred kontaktflade – både internt i afdelingen, på tværs af administrationscentret, i samarbejdet med institutterne og i dialogen med øvrige afdelinger på AU.

Administrationscenter Arts prioriterer at udvikle og forbedre vores ydelser og processer i tæt samarbejde med fakultetets institutter og fakultetsledelsens prioriteringer. Derfor indgår vi løbende og systematisk i dialog med resten af fakultetet og universitetet for at sikre, at vores services opfylder kerneopgavernes behov og opleves relevante og professionelle. Det er derfor vigtigt, at du trives med at gå forrest i forandringer, og at du med din positive tilgang inspirerer medarbejderne til hele tiden at udvikle sig.

Dine kvalifikationer

  • Ideelt set har du erfaring fra en lignende stilling i universitetssektoren
  • En stærk interesse for digital udvikling samt solid it-faglig indsigt og erfaring med IT-Support
  • Erfaring med data- og it-sikkerhed
  • Indgående forståelse for digitalisering og det it-tekniske område, og evnen til at se koblingerne, så it og digitalisering spiller sammen
  • Dokumenteret erfaring med personaleledelse – gerne fra en lignende organisation
  • Høj grad af selvstændighed i opgaveløsningen og evnen til at følge opgaver til dørs
  • Stærke kommunikative evner, der gør dig i stand til at tilpasse og formidle budskaber til modtagere på forskellige niveauer i organisationen
  • Fremsynethed
  • En sund forretningsforståelse, der gør dig i stand til at opbygge tætte og konstruktive relationer i en stor og kompleks organisation
  • Fokus på relationer og sammenhænge.

Du kan finde mere information her Faculty of Arts | Aarhus Universitet

Yderligere oplysninger
Du kan få yderligere oplysninger om Faculty of Arts og om stillingen ved henvendelse til administrationschef Ulla Gjørling, telefon 29 62 30 46, Administrationschef.arts@au.dk.

Der er tale om en fuldtidsstilling til besættelse 1. april 2026 eller snarest muligt.


Løn og ansættelsesvilkår

I henhold til gældende overenskomst.

Aarhus Universitet vil være en attraktiv og inspirerende arbejdsplads for alle og ønsker en kultur, hvor hver enkelt kan udfolde og udvikle sig. Vi ser ligestilling og diversitet som en ressource og opfordrer derfor alle interesserede til at ansøge.



Faculty of Arts

Arts er et af fem hovedområder på Aarhus Universitet.

Arts bidrager til Aarhus Universitets forskning, talentudvikling, viden udveksling og uddannelser.

Med omkring 700 videnskabelige medarbejdere, 200 ph.d.-studerende, 9.000 bachelor- og kandidatstuderende samt 1.500 studerende på efter/videreuddannelse udgør Arts et stærkt og mangfoldigt forsknings- og uddannelsesmiljø.

Arts består af Institut for Kommunikation og Kultur, Institut for Kultur og Samfund og Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse. Enhederne huser hver især stærke fagmiljøer og danner udgangspunkt for interdisciplinær forskning og uddannelse.

Fagmiljøerne og uddannelserne på Arts indgår i internationale samarbejder og har et fælles mål om at bidrage til udviklingen af viden, velfærd og kultur i interaktion med det omgivende samfund.

Læs mere på arts.au.dk

Ansøgning sendes via Aarhus Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aarhus Universitets hjemmeside.



Om Aarhus Universitet


Aarhus Universitet er et fagligt bredt og forskningsintensivt universitet med høj kvalitet i uddannelse og forskning, og et stærkt engagement i samfundsudviklingen nationalt og globalt. Universitetet tilbyder et inspirerende uddannelses- og forskningsmiljø for 38.000 studerende og 8.300 medarbejdere med en årlig omsætning på 7,0 mia. kr. Læs mere på www.au.dk

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex