Vil du være med til at gøre borgernes digitale indgang til det offentlige endnu bedre? Har du appetit på ledelse? Og har du erfaring med drift og videreudvikling af it-løsninger? Så søg stillingen som souschef i Kontor for borger.dk, hvor du får personaleledelse for 10 medarbejdere.

Om stillingen Borger.dk er stedet, hvor borgerne søger information, bruger myndighedernes selvbetjeningsløsninger, læser Digital Post eller tjekker personlige oplysninger på Mit Overblik. I 2024 var der flere end 111 milloner besøg på borger.dk.

I kontor for borger.dk har vi ansvaret for at sikre en stabil og sikker drift af borger.dk-portalen og søstersiden LifeinDenmark.dk. Vi arbejder tæt sammen med myndighederne, der leverer tekster, selvbetjeningsløsninger og data til borger.dk. Vi sætter barren højt for den gode brugeroplevelse samt for relevant og troværdig formidling af rettigheder og pligter, så borgerne kan betjene sig selv digitalt.

Vi er et kontor med cirka 25 medarbejdere med mange forskellige faglige profiler: kommunikationskonsulenter, UX’ere, projektledere, tekniske specialister, generalister, forvaltere af drift og product owners med mere.

Opgaverne spænder bredt, og du vil blandt andet komme til at arbejde med:

  • videreudvikling af organiseringen i kontoret med særligt fokus på agile arbejdsformer og roller
  • compliance og it-sikkerhed
  • udbud og leverandørstyring
  • strategisk udvikling af borger.dk’s samlede systemkompleks
  • samarbejde med eksterne samarbejdspartnere om den løbende udvikling af borger.dk
  • samarbejde med eksterne samarbejdspartnere om realiseringen af initiativerne i den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi
  • ledelse af medarbejdere med mange forskellige faglige baggrunde og kompetencer.
Om dig Som vores nye souschef vil du sammen med kontorchefen udgøre den daglige ledelse af kontoret og dets medarbejdere, og du får selv direkte personaleledelse af cirka 10 medarbejdere. Du refererer til kontorchefen og bliver en del af styrelsens samlede chefgruppe.

Vi søger en souschef, der motiveres af at lede og sætte retning for et hold af fagligt dygtige og erfarne medarbejdere. Du har en akademisk baggrund og gerne lidt erfaring med eller interesse for personaleledelse.

Vi ser gerne, at du har erfaring fra en organisation, der arbejder med større it-systemer. Vi ser også gerne, at du har et solidt kendskab til offentlig digitalisering og digitale produkter, så du forstår essensen af de problemstillinger, vi arbejder med.

Konkret lægger vi vægt på, at du:

  • har erfaring med agil it-udvikling
  • kender til drift og forvaltning af komplekse og kritiske it-løsninger
  • har et strategisk udsyn, hvor du har blik for omverdenens og brugernes behov
  • interesserer dig for personaleledelse og medarbejdernes trivsel og udvikling
  • trives i en omskiftelig hverdag, hvor fokus hurtigt ændrer sig.
Som person skal du kunne lide at have en bred kontaktflade og være opsøgende, da stillingen indebærer både internt og eksternt samarbejde. Endelig forventer vi, at du bidrager aktivt til den gode stemning. Vi er nemlig et kontor, der synes, det er sjovt at gå på arbejde.

Digitaliseringsstyrelsen som arbejdsplads Du kender os måske for MitID, Digital Post og borger.dk. I Digitaliseringsstyrelsen står vi i spidsen for en ambitiøs digital udvikling af Danmark, der skaber værdi for borgere, virksomheder og offentlige organisationer og bidrager med løsninger på samfundets store udfordringer. Vi er en styrelse med cirka 550 medarbejdere under Digitaliseringsministeriet.

Vi tager et fælles ansvar for at være en god arbejdsplads, hvor det er sjovt at gå på arbejde, og hvor der er plads til at udvikle sig. Vi bruger hinandens forskellige kompetencer, og tror på, at vi kommer bedre og hurtigere i mål, når vi samarbejder, videndeler og koordinerer. Vi tilbyder spændende faglige netværk og mange sociale arrangementer på tværs af huset.

Du kan læse mere om, hvordan det er at arbejde hos os på digst.dk.

Ansættelsesvilkår Som souschef i Digitaliseringsstyrelsen ansættes du som chefkonsulent med personaleledelse efter overenskomst for akademikere i staten.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes og efterfølgende opretholde sikkerhedsgodkendelsen i hele din ansættelsesperiode.

Ansættelsesområdet er Digitaliseringsstyrelsen under Digitaliseringsministeriet.

Der er tale om en fuldtidsstilling. Arbejdssted vil være Landgreven 4, 1301 København K.

Vi regner med at byde vores nye kollega velkommen den 1. januar 2026.

Flere oplysninger Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Maja Bjerregaard Have, telefon 3392 6048 eller mail mbhav@digst.dk. Du er velkommen til at sende en sms, så ringer hun dig op.

Ansøgning Vi ser frem til at modtage din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag via knappen ”Søg stillingen” senest den 29. oktober 2025.

Vi forventer at holde samtaler i uge 45. Der vil være et testforløb mellem 1. og 2. samtale. Forløbet ventes at blive afviklet i uge 46.

Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede kandidater uanset personlig baggrund til at søge. Vi ser frem til at læse din ansøgning.

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex