Vil du være vores nye vågne nattevagt?

Er du uddannet pædagog, pædagogisk assistent, social og sundhedsassistent eller noget helt andet, så er det måske dig vi mangler.

Refugium søger en engageret og fagligt velfunderet social faglig medarbejder som vågen nattevagt på 32 timer pr. uge fra 1. september 2025 eller snarest derefter. Stillingen er tidsbegrænset til 31. maj 2026 med mulighed for forlængelse.

Hvem er vi?

Refugium er et tilbud efter servicelovens §110/107 med 6 døgnpladser til personer med dobbeltdiagnose. Hjemløshed er hovedårsagen til indskrivning på Refugium §110 pladser, men borgergruppen har som oftest andre problematikker, som misbrug, psykisk sygdom, økonomiske vanskeligheder, isolation m.m.

Vi tilbyder, ud over en seng, også en individuel indsatsplan, med mål for opholdet på Refugium.

Refugium rummer udover døgnpladserne et §79 værested, som har åben fra 10-20 alle dage.

Refugiums primære formål er at støtte op omkring kerneopgaven:

Vi skaber udvikling, trivsel og fællesskab- sammen med voksne med særlige behov.

Opgaverne på Refugium løses af empatiske, vidende, kontaktstærke og grænsefaste medarbejdere, der tør skabe udviklende og lærerige oplevelser sammen med borgerne.

Funktionen som nattevagt indebærer:

Du skal skabe et grundlag for trygge rammer i nattetimerne; kunne modtage og indskrive nye borgere, samt være til rådighed for de borgere der har behov for støtte i nattetimerne.

Der vil være nætter, hvor hele huset sover, men der vil også forekomme nætter, hvor flere har brug for samtaler eller anden støtte til at kunne sove.

Der vil være praktiske opgaver, som skal løses i løbet af natten. Dokumentation er en vigtig del af arbejdet.

Nattevagten arbejder alene, med sparring hver nat fra samarbejdspartner via telefon, eller personligt fremmøde.

Opgaverne på Refugium er mangeartede, og til tider meget uforudsigelige.

Du skal være rodfæstet under pres og have en relationel målgruppeforståelse, der sætter dig i stand til at navigere på egen hånd, og du skal have evnen til at vurdere, hvornår du skal vælge den ene faglige tilgang frem for en anden.

Efter oplæring kan der også forekomme udlevering af medicin. Har du en sundhedsfaglig uddannelse vil der også være medicin dispenseringer.

Der arbejdes i tidsrummet 23-08, og du skal forvente vagter hver anden weekend, samt på helligdage. For nuværende arbejdes der 5/2- der er mulighed for at arbejde 7/7 efter aftale.

Vi forventer at du:

  • Trives med alene arbejde og kan fungere om natten
  • Gerne praksiserfaring fra døgn området
  • Har erfaring og lyst til at arbejde med målgruppen
  • Har interesse og forståelse for socialt udsatte med misbrug
  • Er afklaret om egne grænser samt evner til at udtrykke disse
  • Har gode samarbejdsevner
  • Er en god kollega
  • Er fysisk og psykisk robust og absolut mødestabil
  • Udviser ansvarlighed, fleksibilitet og selvstændighed i opgaveløsningen
  • Arbejder anerkendende
  • Er åben og imødekommende, med en god portion humor
  • Kan træffe selvstændige afgørelser i konfliktfyldte situationer

Hvad tilbyder vi?

  • Vi er et hus i udvikling, hvor faglighed er i fokus
  • Et udfordrende og afvekslende job med en kompetent og engageret personalegruppe
  • Et åbent og uformelt arbejdsmiljø
  • Supervisioner
  • En rigtig spændende og dynamisk arbejdsplads, hvor der rigeligt at se til, men hvor arbejdet bliver gjort med glæde, og med fokus på inddragelse af borgerens ressourcer

Yderligere oplysninger om Refugium findes på www.bostoetten.esbjergkommune.dk

Du er ligeledes velkommen til at kontakte Tilbudsleder Didde Jensen på dj7@esbjerg.dk eller på telefon 27242924.

Løn i henhold til overenskomsten herunder ny løn.

Ved ansættelse i stillingen skal straffeattest afleveres.

I Esbjerg Kommune arbejder vi tillidsbaseret og ser menneskelig forskellighed som en styrke. Vi opfordrer derfor alle kvalificerede uanset køn, alder eller etnisk baggrund til at søge stillingen.

Går du videre efter ansættelsessamtale, vil der blive indhentet referencer fra nuværende og/eller tidligere arbejdsgiver, hvis du fortsat er i betragtning til stillingen.
Du vil blive informeret inden, at der bliver indhentet referencer.

Ansøgningsfrist: 13. august 2025

Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 34

Ansøgningen sendes elektronisk. Klik på "send ansøgning" nederst og vedhæft din ansøgning, dit CV samt relevant dokumentation.

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex