Ledende oversygeplejerske til Forberedelse og opvågning, Aalborg Universitetshospital
Så er du måske vores nye ledende oversygeplejerske i Forberedelse og Opvågning!
Vi søger en engageret og visionær leder, der i et tæt samarbejde med den nuværende ledende oversygeplejerske vil være med til at skabe en kultur præget af medindflydelse, tværfagligt samarbejde og kontinuerlig faglig udvikling. Du bliver en nøgleperson i både den daglige drift og den fremtidige etablering af afsnittet i Hospitalsbyen.
Om forberedelse og opvågning:
Afsnittet består af i alt 41 opvågningspladser fordelt på 6 satellitafsnit:
- Opvågning 1: Døgnbemandet centralopvågning med 9 pladser. Her modtages patienter fra alle kirurgiske specialer.
- Opvågning 2: Satellit med 4 pladser og samme patientkategorier som Opvågning 1.
- Opvågning H: 7 pladser til ØNH-patienter – både dagkirurgiske og indlagte.
- Opvågning 3: Satellit med 6 pladser.
- O6: Dagafsnit med 6 ortopædkirurgiske senge.
- Opvågning Nord: 7 pladser til patienter fra kirurgiske specialer på Sygehus Nord.
Sygeplejeopgaverne er komplekse, og kan knytte sig til såvel præ- som postoperativ behandling. Nogle patienter kræver intensiv observation og pleje i det første døgn. Andre patienter modtages og hjemsendes i Opvågningen med de sygeplejeopgaver, der følger med det. Vi tager hånd om alt fra børn til voksne, raske eller multisyge patienter.
Vi forbereder os derudover på at flytte ud i Hospitalsbyen, hvor sengekapaciteten øges til 96 senge. I den fremtidige F&O vil personalet i samarbejde med stamafdelings sygeplejersker varetage hele operationsforløbet, fra forberedelse til hjemsendelse.
Vi planlægger personalet inddeles i teams efter specialernes placering i F&O. Alle opvågnings sygeplejersker skal arbejde i team 'døgn akut', da denne tanke læner sig op ad politik om vedligehold og kompetenceudvikling. Vi arbejder derfor i en meget omskiftelig hverdag, men med et miljø, hvor der er mulighed for at du kan sætte dit eget præg.
Sideordnet ledelseSom ledende oversygeplejerske får du ansvar for en etage og indgår i et tæt samarbejde med de specialer, der er placeret dér. Du bliver en del af en sideordnet ledelsesstruktur, hvor du deler ansvaret med en kollega. Denne struktur skaber mulighed for øget nærvær og tilgængelighed i ledelsen, styrker flowet i patientarbejdet og understøtter den faglige udvikling. Samtidig giver det bedre forudsætninger for at være tæt på medarbejdernes ressourcer og trivsel. I det daglige kan medarbejderne henvende sig til begge ledere, mens personlige samtaler som MUS varetages af den leder, medarbejderen er tilknyttet i det specifikke team.
Rollen som ledende oversygeplejerskeSom ledende oversygeplejerske er du personaleleder for de medarbejdere der refererer til dig, og skal i samarbejde med de øvrige ledere og chefsygeplejersken sikre udvikling, uddannelse, det gode arbejdsmiljø og en fortsat trivsel i top.
Du vil være medansvarlig for at omsætte og agere ud fra visionen om sikre, effektive og sammenhængende patientforløb i og på tværs af afsnit, afdelinger og hospital.
Du vil være ansvarlig for at fremme og fastholde faglig udvikling og for at den sygeplejefaglige kvalitet understøtter og lever op til gældende strategier. Herunder at den sygeplejefaglige kvalitet er styrende i den kliniske hverdag i afsnittet.
Du vil være ansvarlig for afsnittets arbejde med udvikling, forskning og uddannelse. Du skal bidrage til, at hospitalets strategier og fokusområder udvikles og omsættes til kvalitet i den patientnære drift. Du vil blive en nøgleperson i samarbejdet med relevante afsnit på hospitalet, så der sikres effektive, sikre og sammenhængende patientforløb.
Du vil få et tæt samarbejde med din kollega, den anden ledende oversygeplejerske, samt de tilknyttede overlæger. I Anæstesien arbejder vi tæt sammen i vores sygeplejeledelsesteam, som består af chefsygeplejersken og de ledende oversygeplejersker fra anæstesiafsnittene. Her har vi blandt andet fokus på at skabe gode og sammenhængende patientforløb samt at understøtte vores personale gennem kompetenceudvikling.
Vi arbejder kontinuerligt med at styrke arbejdsmiljøet og har stor opmærksomhed på rekruttering og fastholdelse. Vi bestræber os på at udvikle vores ledelsesteam gennem sparring og fælles refleksion. Vi glæder os til, at du bliver en del af vores team.
Derudover indgår du i det tværgående samarbejde med den Udvidede Afdelingsledelse og Afdelingsledelsen, som består af en cheflæge, en chefsygeplejerske for Intensiv og en chefsygeplejerske for Anæstesi. Din erfaring og kompetencer
- Du er uddannet sygeplejerske og har interesse for- eller erfaring med ledelse.
- Du er en synlig leder med en nærværende og empatisk ledelsesstil, der fremmer det gode samarbejde og et godt arbejdsmiljø.
- Du prioriterer åbenhed og et højt informationsniveau.
- Du baserer din ledelse på vores ITOP-værdier, som er Indflydelse, Tillid, Ordentlighed og Professionalisme.
- Du har indlevelsesevne og interesserer dig for at opnå indsigt i medarbejdernes kompetencer og ressourcer - og prioriterer den faglige udvikling, kvalitetstiltag, uddannelse og forskning.
- Du har fokus på optimal udnyttelse af personaleressourcerne og at afdelingens drift hænger sammen med udgangspunkt i visionen om effektive og sammenhængende patientforløb.
- Du kan samarbejde og skabe samarbejde og evner at formulere fælles mål, der giver mening og motiverer.
- Du kan arbejde systematisk og formår at skabe overblik og struktur i opgaverne i et afsnit med stort og komplekst patient flow
- Du ser hospitalet som en samlet enhed, hvor alle er gensidigt afhængige af hinanden.
Din opstartNår du tiltræder, bliver du matchet med en mentor – en erfaren leder fra hospitalet. Mentoren vil følge dig gennem det første år. I aftaler selv, hvor ofte I mødes, og hvad samtalerne skal indeholde, men der er allerede en overordnet ramme. Formålet er at give dig de bedst mulige forudsætninger for at få succes i din nye rolle som ledende oversygeplejerske.
Bemærk: I 2026 flytter Aalborg Universitetshospital ud i Hospitalsbyen i Aalborg Øst (Læs mere: Byg hospitalsbyen). Du vil derfor blive ansat med to tjenestesteder på Syd-matriklen på adressen Hobrovej 18-22, 9000 Aalborg og med tjenestested i Hospitalsbyen på adressen Hospitalsbyen 1, 9260 Gistrup idet der også i en årrække vil være et F&O afsnit på Hobrovej.
Om Aalborg UniversitetshospitalSom det største hospital i Region Nordjylland spiller Aalborg Universitetshospital en central rolle i det samarbejdende nordjyske sundhedsvæsen. Vores kerneopgave er at give den bedste, sikreste og mest effektive behandling med patienten som partner, og at være et universitetshospital hvor mennesket er i centrum.
Vores værdier er indflydelse, tillid, ordentlighed og professionalisme. Værdierne skal være tydelige i mødet med patienten og de pårørende. Og de gælder i samarbejdet med kolleger og samarbejdspartnere. Gennem kommunikation og koordinering skaber vi sammenhæng for hver enkelt patient, og er i det hele taget sammen om at gøre hver dag god, uanset hvad vi laver.
Vi er patientens hospital og en stor arbejdsplads for mange medarbejdere, hvor det skal være godt at være for alle. Vi har en uhøjtidelig kultur og et godt arbejdsmiljø, hvor der også skal være plads til humor og medmenneskelighed. Du bliver en del af et dedikeret og omstillingsparat hospital, der gennem forskning, uddannelse og faglig udvikling tilbyder patienten den bedste behandling.
Vil du med på rejsen?
Send din ansøgning og vær med til at skabe et afsnit, hvor faglighed, samarbejde og udvikling går hånd i hånd. Vi glæder os til at høre fra dig!
Hvis du vil vide mere
Så er du meget velkommen til at kontakte chefsygeplejerske Beth Marckmann Iversen på tlf.: 51211349 eller mail: bmi@rn.dk
Læs mere i funktionsbeskrivelsen Funktionsbeskrivelse - Ledende oversygeplejerske version 1.1.docx
Formalia
Der er ansøgningsfrist den 12. august 2025
Samtaler afholdes i den 22. august 2025
Løn forhandles i henhold til gældende overenskomst for ledere på Sundhedskartellets overenskomst.
Om Region Nordjylland
Vi er ca. 15.000 meget forskellige medarbejdere, der hver dag leverer velfærd til omkring 590.000 nordjyder inden for sundhed, regional udvikling og det specialiserede socialområde. Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge jobbet - uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder. Læs mere om os på www.rn.dk.
Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex