Vil du være med til at skabe udvikling og motivation gennem praktiske og meningsfulde opgaver?

Hos os kan du blive en vigtig del af Kompasset – Struer Kommunes nyetablerede nytteindsats – og være med til at omsætte konkrete opgaver og tydelige rammer til støtte og udvikling for borgere med forskellige forudsætninger.

Kompasset er en ny indsats, og vi søger nu en medarbejder, der vil være med til at gøre idéer til handling – og give borgere en meningsfuld vej videre.

Om stillingen

Du bliver en del af Kompasset – Struer Kommunes nyetablerede nytteindsats. Her deltager borgere omfattet af arbejdspligt og nytteindsats i en bred vifte af samfundsnyttige opgaver. Det kan fx være indsatser i byens grønne og offentlige rum, håndtering og sortering af materialer for at støtte en grønnere omstilling, eller hjælp med udvendige og indvendige serviceopgaver, der ligger ud over det normerede niveau for kommunal opgaveløsning.

Opgaverne er mangeartede, da vi prioriterer at kunne understøtte Struer Kommune der, hvor det skaber værdi – både for samfundet og for de borgere, der deltager i indsatsen. Du får derfor også en vigtig rolle i at videreudvikle indsatsen i tæt samarbejde med kolleger og resten af organisationen.

Kompasset består af to spor:

Den almene nytteindsats for jobparate borgere

Den særligt tilrettelagte nytteindsats for borgere i arbejdspligt

I begge spor arbejder vi med at skabe meningsfulde og motiverende rammer, hvor praktiske opgaver bliver en vej til deltagelse, udvikling og mestring af arbejdslivet – altid med afsæt i den enkeltes forudsætninger og potentiale.

Den særligt tilrettelagte indsats adskiller sig ved at være mere håndholdt og individuelt tilpasset, med fokus på at udvikle arbejdsevne og evnen til at mestre et arbejdsliv over tid.

Vi ser Kompasset som en midlertidig og motiverende trædesten – ikke en slutstation.

Dine arbejdsopgaver vil blandt andet indebære:

Planlægning, koordinering og instruktion af daglige opgaver i nytteindsatsen

Tilstedeværelse og skabelse af tryghed, struktur og motivation i borgernes arbejdsdag

Støtte borgernes evne til at tage ansvar for opgaver og egen udvikling

Dokumentation af fremmøde, progression og arbejdsparathed

Sikring af, at opgaverne er samfundsnyttige og ikke konkurrenceforvridende

Kvalitetssikring af opgaveløsning og opfølgning

Samarbejde med kolleger og aktører i og omkring Center for Arbejdsmarked

Opsøge og beskrive nye opgaver, der matcher borgernes og organisationens behov

Eksempler på opgaver i nytteindsatsen:

Rengøring og affaldsindsamling i byrum, grønne områder og ved vandet

Vedligehold og renovering af kommunalt inventar og faciliteter

Værkstedsopgaver (demontering, maling, sortering mv.)

Lettere praktiske opgaver i samarbejde med institutioner og foreninger

Din profil

Vi lægger vægt på dine erfaringer og personlige kompetencer – ikke nødvendigvis din uddannelsesbaggrund. Vi forestiller os, at du:

Har en socialfaglig eller håndværksmæssig baggrund, der kombinerer praktisk kunnen med evnen til at stille krav og skabe fremdrift for mennesker med forskellige udfordringer

Har solid erfaring fra arbejdsmarkedet og kan bruge denne viden som afsæt for at skabe retning og realistiske forventninger for borgere

Kan arbejde selvstændigt og tage initiativ i en omskiftelig hverdag

Er tydelig og tillidsskabende – både praktisk og relationelt

Har blik for forskellighed og kan navigere i en mangfoldig borgergruppe

Har kendskab til beskæftigelsesområdet – eller lyst til at lære det

Om os

Team Job og Uddannelse er ét af to teams i Center for Arbejdsmarked og består af 15 engagerede kolleger, en fagkoordinator og en teamleder. Vi har netop overtaget ansvaret for nytteindsatsen i Struer Kommune og er i gang med at opbygge og forankre en stærk, lokal indsats, der gør en forskel.

Vi møder borgerne med respekt og støtte – og arbejder ud fra en grundlæggende tro på, at der findes en plads til alle på arbejdsmarkedet.

Stillingen

Stillingen er forankret i Team Job og Uddannelse, og du vil referere til Teamleder Malene Bagge. Du bliver en del af Kompasset og vil i dagligdagen være fysisk til stede i Velfærdshuset, hvor også resten af Center for Arbejdsmarked er placeret.

Nytteindsatsen drives i tæt samarbejde med teamets jobrådgivere, som du deler arbejdsfællesskab og vagtordning med. Du vil få en central rolle i både drift og udvikling.

Løn og ansættelse

Stillingen er på 37 timer om ugen og ønskes besat snarest muligt.

Løn fastsættes efter forhandling og principperne i Ny Løn med HK-kommunal eller DS, med udgangspunkt i dine kvalifikationer og funktion.

Yderligere oplysninger

Du er velkommen til at kontakte teamleder Malene Bagge på telefon 25 73 91 69.

Du kan også med fordel sende en mail til malenebh@struer.dk, hvis du ønsker at blive ringet op – så finder vi et tidspunkt, der passer.

Ansøgning

Send din ansøgning senest den 20. august 2025 kl. 16.00.

Vi forventer at afholde samtaler i uge 35.

Kørekort:
B Almindelig bil

Egen bil:
Du skal være villig til at benytte egen bil i jobbet

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex