Vil du stå i spidsen for et veldrevet plejehjem – og være med til at forme fremtidens omsorg og ledelse?
Vi søger en ny forstander til plejehjemmet Vestervang 42.

Efter mange års dedikeret indsats går vores nuværende forstander på efterløn, og vi leder nu efter den rette til at tage over og videreføre den gode udvikling.

Vestervang 42 er et velfungerende plejehjem med engagerede medarbejdere, høj faglighed og fokus på både beboertrivsel og et godt arbejdsmiljø. Vi søger en forstander, der med faglighed, overblik og menneskelighed vil videreføre den stabile drift og samtidig sætte sin egen retning for fremtiden.

Vi tilbyder en spændende og alsidig lederstilling, hvor du:

  • Har det overordnede ansvar for plejehjemmets daglige drift, kvalitet, økonomi og personale,
  • Leder og udvikler forskellige medarbejdergrupper i tæt samspil med Annemette, som er viceforstander,
  • Skaber tydelige rammer og retning i det daglige arbejde og for den strategiske udvikling,
  • Bidrager aktivt til det samlede ledelsesteam i distrikt MidtØst,
  • Sikrer høj kvalitet i plejen og arbejder for beboernes tryghed, værdighed og livskvalitet,
  • Samarbejder tæt med pårørende og skaber et hjem, hvor relationer, respekt og fællesskab er i centrum,
  • Har blik for hjemmet, som et sted med liv og nærvær – her er både have, høns og grill, og som forstander skal du tage ejerskab for at skabe et hjem med plads til beboernes forskellighed,
  • Indgår aktivt i samarbejde med civilsamfundet og har lyst og erfaring med at inddrage frivillige, netværk og lokalsamfund.

Plejehjemmet er organisatorisk en del af distrikt MidtØst, hvor der er i alt 10 plejehjem. Du bliver en del af et solidt og erfarent ledelsesteam, hvor vi prioriterer samarbejde, sparring og videndeling højt. Samtidig får du en nær og daglig sparringspartner i viceforstanderen, ligesom der er et tæt samarbejde med naboplejehjemmet Vestervang 44.


Om Vestervang 42

Du træder ind i en lederrolle på et plejehjem med engagerede medarbejdere, stærke traditioner og en udpræget faglig stolthed. Her er der plads til både fordybelse og humor – og vi tror på, at god ledelse vokser i fællesskab med medarbejdere, beboere og pårørende.

Vestervang 42 er først og fremmest et hjem – præget af liv, rummelighed og varme. Her er en tryg og imødekommende atmosfære, og både medarbejdere og frivillige arbejder målrettet for, at beboerne får en værdig hverdag med glæde og nærvær.

Vi har fokus på at inddrage beboerne og deres pårørende i hverdagens aktiviteter og beslutninger. Vi er optagede af at forstå, hvad der skaber mening og livskvalitet for den enkelte – og vi gør os umage for at understøtte det gennem vores tilgang og fælles praksis.

Samarbejdet på tværs af fagligheder er en vigtig drivkraft i vores hverdag, ligesom vi gerne bringer eksterne aktører og nye perspektiver i spil. Vi er åbne for nytænkning og udfordrer gerne det velkendte, når det kan skabe bedre løsninger for dem, vi er her for.

Det hænger sammen med vores vedvarende fokus på rehabilitering, personcentreret omsorg og inddragelse af velfærdsteknologi som en naturlig del af hverdagen.

Vil du kigge forbi og se stedet?

Vestervang 42 ligger placeret i grønne omgivelser tæt på Botanisk have og lige ved Aarhus midtby. Vi har skønne fysiske rammer, hyggelige udearealer og let til offentlig transport og gratis P-pladser ved plejehjemmet. Der er 30 store og velindrettede plejeboliger fordelt på 3 etager med 10 boliger, et køkken og en fælles opholdsstue. På de 2 øverste etager er der udgang til en stor, fælles altan med en dejlig udsigt til grønne områder, samt til den dejlige, fælles gårdhave i stueetagen.

Vi vil meget gerne invitere dig på besøg, så du kan opleve plejehjemmet – enten i selskab med Lene, som er forstander eller plejehjemschef Gitte Krogh.

Lene er tilbage fra ferie i uge 30 og kan kontaktes på ltr@aarhus.dk og +45 2913 6032 og Gitte er tilbage fra ferie i uge 31 og kan kontaktes på gkr@aarhus.dk og +45 5157 5917


Vi ønsker os en forstander, der:

  • Har en sundhedsfaglig baggrund, gerne som sygeplejerske,
  • Gerne har ledelseserfaring,
  • Forstår at navigere i en stor, politisk ledet organisation,
  • Har blik for både drift og udvikling og kan omsætte strategiske mål til lokale løsninger,
  • Har viden om ældreområdet og forståelse for målgruppens behov – gerne med kendskab til ældreloven,
  • Kommunikerer tydeligt og empatisk – både internt og med beboere og pårørende,
  • Har erfaring med økonomistyring og personaleledelse,
  • Arbejder systematisk og struktureret med blandt andet kvalitet, dokumentation og arbejdsmiljø.

Som person forestiller vi os, at du:

  • Har gåpåmod og lyst til at sætte retning og tage ansvar,
  • Inspirerer og motiverer dine medarbejdere med engagement og nærvær,
  • Står stærkt og tydeligt i din ledelse – og tør tage svære beslutninger, når det kræves,
  • Lytter og inddrager både medarbejdere, beboere og pårørende,
  • Er imødekommende, tilgængelig og har en naturlig autoritet,
  • Skaber følgeskab gennem ordentlighed, faglighed og ægte interesse for mennesker.


Om stillingen

Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen ønskes tiltrådt 1. oktober, 2025

Lønnen er minimum 608.199 kr. årligt, afhængig af din sundhedsfaglige baggrund.

For alle lønninger gælder, at de er excl. pension.

Lønnen ydes i henhold til forhåndsaftale indgået mellem Sundhed og Omsorg, Dansk Sygeplejeråd-Lederforeningen, Ergoterapeutforeningen, Danske Fysioterapeuter og FOA, samt efter konkret forhandling og aftale med den forhandlings- og aftaleberettigede faglige organisation.

Øvrige løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til én af de 3 kommunale lederoverenskomster indenfor Ældreområdet – enten ”Overenskomst for ledere i kommunernes ældre-, sundheds- og handicapområde, kostproduktion mv.”, ”Overenskomst for ledende ergoterapeuter, fysioterapeuter og jordemødre” eller ”Overenskomst for ledere og mellemledere på ældre- og sundhedsområdet mv.” afhængig af ansøgerens uddannelsesmæssige baggrund.


Vil du vide mere?

Har du spørgsmål til stillingen, så kontakt plejehjemschef Gitte Krogh på +4551575917 eller gkr@aarhus.dk

Ansøgning

Klik på ”søg job” nedenfor for at udfylde og sende din ansøgning. Alle felter med * skal udfyldes. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning.

Vi forventer at afvikle jobsamtaler 15. august og 22. august, 2025.

I forbindelse med ansættelse af ledere og chefer, anvender vi personprofilering, hvis du går videre til anden samtale, og der vil derfor være profiltilbagemeldinger 19. august, 2025.


1. Samtalerunde

15. august, 2025 i tidsrummet 08.00-16.00

Sted: Grøndalsvej 1, 8260 Viby


Profiltilbagemeldinger til kandidater

19. august, 2025 i tidsrummet 08.00-16.00

Sted: Grøndalsvej 1, 8260 Viby

2. Samtalerunde

22. august, 2025 i tidsrummet 08.00-16.00

Sted: Grøndalsvej 1, 8260 Viby


I Sundhed og Omsorg har vi en generel politik om, at vi indhenter referencer og evt. straffeattest ifm. ansættelser



Om os:
Magistratsafdelingen for Sundhed og Omsorg (MSO) i Aarhus Kommune arbejder med omsorg for ældre og sundhed for alle borgere.

Vores strategi De fem ledetråde giver retning til vores arbejde og udfordrer vores adfærd og holdninger – med det simple formål, at vi hver dag bliver en smule bedre til at gøre vores arbejde til gavn for borgerne i Aarhus. Læs mere om vores strategi og forståelsesramme inden første samtale, se Lederjob (aarhus.dk)

Som ny leder bliver du mødt af et obligatorisk onboardingsprogram, og vi lægger vægt på, at alle vores ledere løbende kompetenceudvikler sig Derfor har vi både in house lederuddannelse, og der er mulighed for at tage lederuddannelsen ”Diplomuddannelse i ledelse” over en årrække.

Aarhus Kommune betragter mangfoldighed som en ressource og opfordrer derfor alle - uanset alder, køn, handicap, livsstil, religion eller etnisk tilhørsforhold - til at ansøge stillingen.

Aarhus Kommune er en af Jyllands største arbejdspladser. 28.000 professionelle og passionerede kollegaer arbejder hver dag for, at vi er en god by for alle. Som ansat i Aarhus Kommune gør du visioner til virkelighed og skaber udvikling, fællesskab og trivsel. Her er der respekt for faglighed, plads til mangfoldighed og mulighed for udfoldelse.

Vi har ambitioner for byen – og for dig. Kom og vær med!

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex