Præhospitalt Center søger en ledelseskonsulent, som vil bidrage til og udvikle den administrative understøttelse af det præhospitale område. Motiveres du af at arbejde tæt op mod ledelsen og håndtere en bred vifte af administrative opgaver, er det måske dig vi søger.

Administrationen består, udover Ledelseskonsulenterne, af Data og Økonomi, Drift & Planlægning, HR-funktion, Sekretariat og arbejdsmiljø. Vi bidrager alle til opgaveløsningen og det ligger os meget på sinde, at værne om og bidrage til et godt arbejdsmiljø.

Som en politisk styret virksomhed varetager vi en bred vifte af opgaver; nogle akutte, andre planlagte. Det er derfor vigtigt, at du trives med en afvekslende arbejdsdag, hvor tingene nogle gange går hurtigt, og du skal kunne mestre flere sideløbende opgaver samtidig – både stort og småt.

Vi forestiller os, at du har en akademisk baggrund, og ønsker at indgå i et tæt tværfagligt samarbejde med kollegaer i Præhospitalt Center, men også med kollegaer i andre dele af regionen. Vi tilbyder en dynamisk arbejdsplads med en uformel og god omgangstone i et tillidsbaseret og anerkendende miljø. Af opgaver som varetages af Ledelseskonsulenterne i dag, kan nævnes:

  • Ledelses- og administrativ understøttelse af chefgruppen, herunder betjening af diverse mødefora
  • Ledelses- og administrativ understøttelse af regionens ambulancetjeneste, Ambulance Sjælland
  • Udarbejdelse af sagsfremstillinger og beslutningsgrundlag til politiske udvalg og direktion
  • Besvarelse af aktindsigtsanmodninger og borgerhenvendelser
  • En bred vifte af ad-hoc opgaver

Derudover, forventer vi at du skal indgå i vores arbejde i regi af sundhedsreformen herunder den kommende dannelse af Region Østdanmark. I den forbindelse har vi tæt samarbejde med andre enheder i regionen samt Region Hovedstaden.

Vi søger en ansvarsbevidst og fleksibel kollega, som fungerer godt med selvstændig opgaveløsning i et professionelt arbejdsfællesskab. Du kan kommunikere på alle niveauer i organisationen – både skriftligt og mundtligt på et højt og professionelt niveau. Du er venlig og omgængelig, med en positiv indstilling og imødekommende adfærd. Du er handlingsorienteret, og er opmærksom på organisationens behov.

Det er vigtigt at du kan identificere dig med Præhospitalt Centers fire værdier: Professionalisme, Handlekraftig, Engagement og Anerkendelse.

Uddannelse og erfaring

  • Relevant akademisk uddannelse på kandidatniveau (f.eks. indenfor det samfundsvidenskabelige, sundhedsvidenskabelige, offentlige, juridiske felt)
  • Gerne kendskab til sundhedsvæsnet, offentlig forvaltning og myndighedsarbejde
  • Gerne erfaring med offentlig administration fra lignende stilling i en politisk styret organisation
  • Dansk i skrift og tale

Kan du nikke genkendende til ovenstående, så er det dig vi søger.

Praktisk

Vi vægter et højt fremmøde men vi tror på, at et godt arbejdsliv også giver plads til et godt privatliv. Derfor er der fleksibilitet og mulighed for hjemmearbejde (ikke faste dage), når opgaverne tillader det.

Stillingen ønskes besat hurtigst muligt og senest den 1. oktober 2025.

Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionsleder, Nadja Sembach på sms på telefon 2566 7843 og du vil blive ringet op.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning senest den 3. august. Samtaler afholdes forventeligt i slutningen af uge 32 eller starten af uge 33.

Bliv en del af noget større
Præhospitalt Center favner alle regionale ansatte, der arbejder med det præhospitale område. Det inkluderer Befordringsservice; AMK-vagtcentral; Ambulance Sjælland; Kvalitet, Uddannelse og Beredskab; Administrationen samt den præhospitale forskningsenhed.

Når du arbejder i Præhospitalt Center, indgår du i et team af dygtige og passionerede kolleger. Du får en hverdag, hvor flere forskellige fagligheder arbejder for et stærkt regionalt akutberedskab – heriblandt læger, sygeplejersker, ambulancefolk og patienttransport-reddere, forskere, dispatchere samt befordringskonsulenter. Sammen skaber vi et godt, udviklende og uformelt arbejdsmiljø med fokus på arbejdsglæde og psykologisk tryghed.

Vores vigtigste opgave er at sikre Region Sjælland professionel præhospital kvalitet inden for akutberedskab, befordring og uddannelse – i et innovativt og anerkendende perspektiv med borgeren i centrum.

Dagligdagen i Præhospitalt Center kan være meget omskiftelig med uforudsigelige opgaver. Tag gerne et kig på vores Facebook- og LinkedIn-profil, hvor du kan følge med i hverdagen i Præhospitalt Center.

Om Region Sjælland
Vi er regionens største arbejdsplads med mere end 21.000 medarbejdere og et budget på 23 mia. kroner. Vi løser opgaver inden for sundhed, psykiatri og regional udvikling og driver en række sociale institutioner. Klik ind på www.regionsjaelland.dk og læs mere om regionens opgaver, struktur og geografi. Du finder os også på Facebook, Twitter og LinkedIn.

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex