Mangler du et fedt studiejob, hvor du kan få brugt dine kompetencer i virkeligheden og få noget relevant på cv’et – i samarbejde med et team af engagerede og søde kolleger? Så søg jobbet som studentermedhjælper i Teknik og Miljøs kommunikationsafdeling.

Hvad laver man i Teknik og Miljøs kommunikationsafdeling?
Vi er ofte de første til at fortælle aarhusianere om nye tiltag, der gør vores by smukkere, rarere og sjovere. Vi fortæller om vejlukninger, nye bydele, grønne områder og streetart. Vi gør vanskelige politiske processer forståelige med visuel formidling, og vi gør alle vores kolleger klogere i vores interne kommunikation. Det korte svar er: meget og meget forskelligt.

Du kan få en finger med i kommunikationen om Aarhus’ udvikling og mange af de aktiviteter, der former byen og livet i den. Du vil som studentermedhjælper både sætte et præg på og drifte nogle af de mest besøgte sider på Aarhus Kommunes hjemmeside aarhus.dk, og du vil kunne udfolde dine kreative evner med indhold til vores sociale medier - også som vært, hvis du har mod på det.

Ud over arbejdet på aarhus.dk og sociale medier vil du også blive involveret i arbejdet med kampagner, Teknik og Miljøs billedbank, vores intranet og mere traditionelle former for kommunikation.

Opgaverne løses i et tæt samarbejde med hele kommunikationsteamet og kollegerne i resten af huset.

Om dig
Du studerer kommunikation eller en anden relevant videregående uddannelse, og du er på udkig efter et studierelevant job. Du er arbejdsom og vil gerne realisere dine idéer, men har også forståelse for vigtigheden af den daglige drift af vores kanaler. Måske kan vi lære en masse af dig og din viden om nogle af de kanaler, vi endnu ikke kommunikerer på?

Om os
Vi er et team på 12 bestående af kommunikationskonsulenter, grafikere, en Social Media Manager og kommunikationschefen. Vi arbejder i Blixens i Gellerup – der går bus lige til døren, huset har egen kantine, café, fitness og omklædning.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst mellem KL og den relevante faglige organisation. Lønnen fastsættes efter forhandling med organisationen efter principperne om Ny Løn.

Der er tale om 1-2 stillinger på mindst 8 timer om ugen. Det er afgørende, at du primært kan arbejde i almindelig kontortid.

Vi afholder samtaler i august, og opstart vil være hurtigst muligt.

Yderligere oplysninger
Vil du vide mere om stillingen, inden du søger, kan du kontakte kommunikationskonsulent Charlotte Friis Esmarch på tlf. 5189 0583.

Læs mere om Teknik og Miljø på https://aarhus.dk/om-kommunen/teknik-og-miljoe

Ansøgning
Klik på ”Ansøg” nedenfor for at udfylde og sende din ansøgning. Alle felter med * skal udfyldes. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning.

Ansøgningsfrist den 4. august 2025.

Læs mere om Teknik og Miljø, hvad du kan forvente af rekrutteringsprocessen og vores generelle løn- og ansæt­telsesvilkår. Bliv en del af Teknik og Miljø (aarhus.dk)

Om Aarhus Kommune
Aarhus Kommune er Jyllands største arbejdsplads, hvor 28.000 professionelle og passionerede kollegaer hver dag arbejder for at gøre visioner til virkelighed og skabe værdi for borgere og samfundet omkring os. Vi er en arbejdsplads, der vægter faglighed og samarbejde højt og vi tror på, at vores forskelligheder er med til at gøre Aarhus for en god by for alle.

Sammen arbejder vi for en bæredygtig og inkluderende by, hvor både ansatte, borgere, virksomheder og naturen kan trives og blomstre. Vi har ambitioner for byen – og for dig. Kom og vær med!

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex