Mikrobiom og genom-analytiker til Afdeling for Sekventering & Bioinformatik
Om Afdeling for Sekventering & Bioinformatik
Afdeling for Sekventering & Bioinformatik på SSI er en del af det nationale diagnostiske infektionsberedskab og varetager opgaver indenfor sekventering og bioinformatiske analyser af en lang række sygdomsfremkaldende mikroorganismer. Afdelingen består af ca. 30 medarbejdere og analyserer dels kliniske prøver som led i den nationale overvågning, men medvirker også i en række nationale og internationale forskningsprojekter.
Din hverdag hos os
Vi søger en bioinformatiker med solid erfaring inden for analyse af både mikrobiomdata og sekventeringsdata fra bakterielle patogener. Du bliver en vigtig del af vores team, der arbejder med at understøtte den nationale og internationale overvågning af smitsomme sygdomme.
Stillingen indebærer dybdegående analyser af komplekse mikrobiomdatasæt med henblik på identifikation af bakterielle sammensætninger, dynamikker og funktionelle profiler. Du vil være ansvarlig for udvikling, implementering og optimering af bioinformatiske workflows til mikrobiomanalyse samt fortolkning af resultater i tæt samarbejde med mikrobiologer og andre specialister.
Dine primære arbejdsopgaver
Udvikling, implementering og optimering af bioinformatiske workflows specifikt rettet mod mikrobiomanalyser.
Statistiske analyser og fortolkning af mikrobiomdata.
Optimering af bioinformatiske workflows for genomanalyse af Streptococcus pyogenes, Neisseria meningitidis og Legionella.
Din uddannelse, erfaring og personlige kvalifikationer
Du har en relevant akademisk uddannelse inden for bioinformatik, mikrobiologi, molekylærbiologi eller lignende.
Du har omfattende erfaring med analyse af mikrobiologiske genom- og mikrobiomdatasæt, herunder erfaring med at benytte cutadapt, DADA2 og decontam. Omfattende erfaring med scripting/programmering, især erfaring med python og R er essentielt. Desuden har du god forståelse for mikrobiologiske problemstillinger samt bakteriers genetik og evolution.
Som person arbejder du analytisk, struktureret og selvstændigt. Du trives med tværfagligt samarbejde, kommunikerer tydeligt med forskellige faggrupper og evner at omsætte komplekse analyseresultater til konkret anvendelse i praksis.
Du kan kommunikere på dansk og engelsk både mundtligt og skriftligt.
Vi tilbyder
Et spændende job med kvalificerede og gode kolleger i et dedikeret team, der samarbejder tæt med forskellige videnskabelige eksperter på en dynamisk arbejdsplads. SSI tilbyder fleksible arbejdsforhold og med deltagelse i samfundsnyttige arbejdsopgaver på en international anerkendt institution, som en del af et moderne folkesundhedssystem der er baseret på høj faglighed og et aktivt forskningsmiljø.
Om ansættelsen
Du bliver ansat efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.
Ansættelsen er tidsbegrænset af to års varighed.
Kontakt os gerne
Du er velkommen til at kontakte Afdelingschef Marc Stegger på tlf.: 3268 8141 eller mtg@ssi.dk for yderligere information.
Er du interesseret?
Klik på ”søg stillingen” og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 24.
Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex