Udviklingen af digitale teknologier skaber både spændende muligheder og nye komplekse opgaver på skoleområdet. Brænder du for skoleudvikling og for at skabe de bedste rammer for børn og unges læring? Og har du stærke og alsidige IT-kompetencer? Så er du måske vores nye kollega i Børn og Kultur.

Om stillingen
Børn og Kultur i Favrskov Kommune søger per 1. september 2025 en konsulent til at udvikle og koordinere brugen af digitale teknologier på skoleområdet.

I stillingen vil du komme til at spille en nøglerolle i videreudviklingen af den pædagogisk-didaktiske tilgang til brug af digitale teknologier på kommunens 13 folkeskoler. Du vil bl.a. skulle være med til at udvikle teknologiforståelse som en faglighed, og du vil komme til at understøtte udviklingen af læringsmiljøer såsom Makerspaces.

Med udgangspunkt i læringsperspektivet vil du også få en central rolle i valg af IT-systemer og håndtering af nye teknologier som AI. Du vil også få en vigtig opgave med at bidrage med udsyn og nytænkning, når det kommer til brug af digitale teknologier til læring. Dette vil du bl.a. få mulighed for via deltagelse i konferencer og netværk samt gennemførelse af fondsprojekter.

Stillingen omfatter også mere koordinerende og driftsorienterede opgaver. Du vil bl.a. blive Børn og Kulturs tovholder på informationssikkerhed, og herudover vil du også få ansvar for porteføljestyring af de IT-systemer og programmer, som bruges af skoler og dagtilbud. Endelig vil du også komme til at varetage en mere koordinerende funktion i forhold til Børn og Kulturs supportmæssige understøttelse af skoler og dagtilbud.

Dine konkrete opgaver vil bl.a. omfatte
  • Udvikling og understøttelse af skolernes brug af digitale teknologier i tæt samarbejde med skoler, skolechef og IT-afdeling.
  • Ansøgning til og gennemførelse af fondsprojekter vedrørende brugen af digitale teknologier på skoler.
  • Deltagelse i kommunale netværk og dialog med f.eks. KL, relevante myndigheder og private IT-udbydere.
  • Børn og Kulturs tovholder for håndtering af informationssikkerhed på skole- og dagstilbudsområdet.
  • Koordinerende funktion for medarbejdere, der løser supportopgaver for kommunens skoler og dagtilbud.
  • Porteføljestyring, superbruger/administrator-opgaver og problemløsning i forhold til relevante programmer og systemer såsom Aula, MU Elev og Hjernen&Hjertet.
  • Faglig sparring og understøttelse af sekretariatschef, skolechef, dagtilbudschef og skoleledelser.

Om dig
Det er vigtigt, at du er didaktisk velfunderet og samtidig har stærke og alsidige kompetencer inden for IT. Du er herudover en iderig og god kommunikator, der kan sikre, at din viden om digitale teknologier kan omdannes til virkelighed på skolerne.

Vi forventer også, at du har stærke samarbejdsevner, og at du er løsningsorienteret. Du vil i stillingen skulle arbejde sammen med en bred vifte af aktører, og tæt samarbejde med i særdeleshed skoler og kommunens IT-afdeling vil være en vigtig forudsætning for at lykkes med opgaveløsningen.

Vi lægger herudover vægt på, at du
  • har en relevant uddannelse og arbejdsmæssig erfaring inden for området – f.eks. fra en lignende stilling i en anden kommune, fra en skole eller fra en virksomhed, som arbejder med læring og pædagogik
  • er initiativrig og er indstillet på at tage teten
  • kan holde mange bolde i luften og prioritere mellem opgaver
  • også trives med mere forvaltningsmæssige opgaver, der kræver fordybelse og en detaljeorienteret tilgang
  • er en nærværende kollega, som bidrager positivt til det gode fællesskab.

Om arbejdspladsen
Du vil rent organisatorisk være tilknyttet sekretariatet i Børn og Kultur. Arbejdsstedet er administrationsbygningen i Hvorslev, Danstrupvej 4, 8860 Ulstrup.

Du må dog forvente, at en del af arbejdet vil skulle udføres andre steder, f.eks. ude på kommunens skoler eller i administrationsbygningen i Hinnerup. Der vil desuden være behov for, at du deltager i konferencer, studieture og lignende.

Vi tilbyder i Børn og Kultur herudover:
  • Gode kollegaer, der åbent og uhøjtideligt arbejder såvel selvstændigt som i teams med henblik på at skabe de bedste rammer for børn og unge i Favrskov Kommune
  • En attraktiv og dynamisk arbejdsplads med mange spændende og forskelligartede arbejdsopgaver og med stor indflydelse på egen arbejdstilrettelæggelse
  • Del af en veldrevet vækstkommune.

Yderligere oplysninger
Stillingen er en fuldtidsstilling på 37 timer med opstart den 1. september 2025.

Løn- og ansættelsesforhold sker i henhold til gældende overenskomst og principperne i Ny Løn.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte skolechef Karina Corneliusen på 23 45 43 31.

Læs mere om Favrskov Kommune på www.favrskov.dk

Ansøgningsfrist og samtaler
Ansøgningsfristen er 9. juni 2025.

Vi forventer at holde samtaler den 19. juni 2025. En evt. anden samtale er planlagt til den 25. juni 2025.

Søg stillingen via linket i siden.

Favrskov Kommune kan kun modtage ansøgninger sendt elektronisk

Kørekort:
B Almindelig bil

Egen bil:
Du skal være villig til at benytte egen bil i jobbet

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex