Har du en bred håndværksmæssig profil og trives du i et alsidigt og dynamisk arbejdsmiljø, hvor to dage sjældent er ens? Vil du være med til at skabe de bedste fysiske rammer for mere end 2.000 elever og kursister på Aalborg Handelsskole? Så er du måske vores nye kollega!"

Vi søger dig, der både kan holde varmeanlægget kørende, sørge for at døre og vinduer lukker tæt og at skolens undervisningsudstyr er i orden.

Hvis du har lyst til at være en del af en uddannelsesinstitution, hvor tingene skal fungere, også når der er mange unge mennesker til stede, så læs med her.

På Aalborg Handelsskole er vi hvert år en del af rigtig mange unges hverdag, og vi arbejder for at give dem et solidt afsæt til deres videre uddannelses- og karrierevej. Her er de fysiske rammer en stor og vigtig del af både undervisning, pauser og sociale aktiviteter for vores elever.

OM JOBBET
Som teknisk servicemedarbejder får du en synlig servicefunktion, hvor du dagligt har en masse kontakt til elever og øvrige kollegaer. Du hjælper med stort og småt - lige fra værkstedsopgaver og større flyttesager til teknisk support på fx AV-udstyr. Det er derfor afgørende, at du har et udpræget servicegen, da mange af dine kollegaer hurtigt vil lære dit navn at kende og stole på din hjælp i forskellige situationer.

Du bliver en del af et mindre team, der arbejder på tværs af alle vores fire adresser. Dagene tilrettelægges efter, hvilke opgaver der prioriteres og løses. Udover vedligeholdelses- og daglige driftsopgaver, vil din opgaveportefølje også afhænge af elevernes studiekalender – hvilket betyder, at ingen dage er ens.

Dine opgaver bliver bl.a.:

  • Tilsyn og reparationer på bygninger og installationer
  • Drift og opfølgning på tekniske anlæg – fx varme, ventilation og brandalarmer
  • Deltage i tilkaldevagt ved fx nedbrud uden for almindelig arbejdstid samt vinterberedskab
  • Vedligeholdelse af udearealer
  • Effektivisering af arbejdsgange, herunder digitale og manuelle opgaver
  • Diverse indkøbs- og ad hoc opgaver

Der er tale om en stilling med en del fysisk arbejde, såsom tunge løft og mange skridt rundt på skolen. Vi skiftes til at åbne og lukke skolen, og der kan forekomme arbejde uden for skolens normale åbningstider ved fx skolefester.

DIN PROFIL
Du har en relevant håndværksmæssig uddannelsesbaggrund, flere års erfaring og et stort servicegen. Herudover forestiller vi os, at du:

  • er faglig stolt og har hænderne skruet godt på
  • er ansvarsbevidst, arbejder struktureret og har en god ordenssans
  • kan arbejde selvstændigt og samtidig trives i et miljø, hvor der sker meget
  • har en positiv tilgang til unge og er serviceminded

Vi søger en kollega, der naturligt tager ansvar for at holde omgivelserne pæne og ordentlige. Du er typen, der ikke kan lade være med fx at samle skrald op fra gulvet og rette møbler til, så skolen altid fremstår indbydende og klar til brug.

VI TILBYDER

  • En fleksibel arbejdsplads med mulighed for flex-tid
  • Mulighed for personlig og faglig udvikling
  • Kollegaskab, hvor hjælpsomhed og højt humør er nøgleordene
  • En arbejdsplads, hvor arbejdsglæde og faglig stolthed går hånd-i-hånd

DIN ARBEJDSPLADS
Aalborg Handelsskole er i gang med en spændende udvikling. Vi skal snart flytte sammen på tre adresser – og det åbner for nye muligheder. Blandt andet en ny organisering af vores serviceenhed. I den nærmeste fremtid får du derfor en stor rolle i flytte- og byggeprojektet, hvor vi blandt andet flytter i midlertidige lokaler samt ind og ud af nuværende og nye bygninger. Du får derfor mulighed for at blive en del af denne forandringsproces og præge udviklingen af effektive arbejdsgange.

INTERESSERET?
Send din ansøgning, CV og eksamensbevis senest den 10. juni 2025. Vi glæder os til at høre fra dig!

Vi forventer at afholde samtaler i uge 25.

Som en del af vores ansættelsesproces indhenter vi 1-2 referencer.

LØN- OG ANSÆTTELSESVILKÅR
Du ansættes som servicemedarbejder med tiltrædelse snarest muligt eller senest pr. 1. august 2025.

Stillingen er på fuld tid med 37 timer pr. uge inkl. betalt frokostpause.

Løn er efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og 3F. Der er mulighed for forhandling af kvalifikationstillæg efter kompetencer.

Der indhentes børne- og straffeattest i forbindelse med ansættelsen.

YDERLIGERE INFO
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte servicechef John Magnussen på tlf. 2710 5965.

Læs mere om Aalborg Handelsskole på www.ah.dk.

OM AALBORG HANDELSSKOLE
Aalborg Handelsskole er en stor uddannelsesvirksomhed, hvor der er rum til at vores medarbejdere kan vokse og udvikle sig – både personligt og fagligt. Som ny medarbejder vil du opleve en tryg start med bl.a. et introduktionsforløb, hvor du lærer din nye arbejdsplads og opgaver at kende. Selve rekrutteringsprocessen er veltilrettelagt med nedsættelse af ansættelsesudvalg, dokumentation af børneattest og evt. indhentning af referencer fra tidligere samarbejdspartnere m.v. Løn- og ansættelsesvilkår er efter statens overenskomster og aftaler.

Kørekort:
B Almindelig bil

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex