Ekstern lektor til Prioritering i sundhedsvæsenet
Institut for Folkesundhed
Som ekstern lektor på Institut for Folkesundhed bliver du en del af et ambitiøst og internationalt anerkendt institut, hvor vi sammen arbejder for at fremme folkesundheden ved at forske i områder, der kan forebygge, behandle og lindre sygdom. Vi samarbejder bredt både internt og eksternt, og vi deler vores viden med borgere, beslutningstagere, erhvervsliv, praktikere og andre forskere – kommunalt, regionalt, nationalt og internationalt. Instituttet bidrager til eller er ansvarlig for undervisningen i medicin, folkesundhedsvidenskab, idrætsvidenskab, optometri og sygepleje. På Institut for Folkesundhed får du ca. 200 kolleger – heraf halvfems videnskabelige medarbejdere og et tilsvarende antal ph.d.-studerende. Vi arbejder tæt sammen på tværs af fagområder, har en uformel omgangstone og prioriterer et sundt arbejdsmiljø højt. Du kan læse mere om instituttet her og om fakultetet her.
Dine arbejdsopgaver
Som ekstern lektor er dine primære opgaver undervisning og vejledning. Du bidrager til udviklingen af instituttets fagområde gennem undervisning og forskning af høj international kvalitet. I dit daglige arbejde har du et tæt samspil med kompetente kolleger.
Dine opgaver vil primært bestå af:
- Undervisning og opgavevejledning om prioritering af tiltag i sundhedsvæsenet, særligt med henblik på organisation, beslutninger og kvalitet i sundhedsvæsenet på den Sundhedsfaglige kandidatuddannelses Prioriteringslinie, som forløber over et år med undervisning i basale færdigheder i forårssemestret og skrivning af projektopgave i efterårssemestret med vejledning og inspirationsforelæsninger.
Du refererer til institutleder Michael Baggesen Klitgaard.
Dine kompetencer
Du kan have en samfundsfaglig og/eller sundhedsfaglig uddannelsesmæssig baggrund og erfaring inden for planlægning og ledelse i den offentlige sektor og/eller kliniske sundhedsfaglige erfaringer fra sundhedsvæsenet. Det er en fordel, hvis du har kendskab og erfaring med health technology assessment tilgange i vurderinger af nye tiltag. Som underviser evner du klart og engagerende at kommunikere den nyeste og mest relevante viden. Som vejleder er du kompetent, inspirerende og understøttende.
Som person har du gode samarbejdsevner, er imødekommende og evner at bidrage til et godt arbejdsmiljø.
Vi forventer du taler og skriver flydende engelsk.
For at kunne blive bedømt kvalificeret til stillingen, skal du opfylde disse faglige kriterier.
Shortlisting vil blive anvendt.
Spørgsmål til stillingen
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte kursusansvarlig lektor Kim Moesgaard Iburg, e-mail: kmi@ph.au.dk, tlf:+45 31315921.
Arbejdsstedet er Institut for Folkesundhed, Bartholins Allé 2/Dalgas Avenue 4, DK-8000 Aarhus C, Denmark.
Ansættelsesgrundlag
- Ansættelse som ekstern lektor forudsætter kvalifikationer på kandidatniveau.
- Desuden forudsætter ansættelse som ekstern lektor enten relevant praksiserfaring på højt niveau, der ikke er opnået gennem en universitær, videnskabelig ansættelse, eller ansættelse i en videnskabelig hovedstilling på et andet universitet.
- En ekstern lektor, som ansættes i kraft af sin relevante praksiserfaring, skal have indgående, aktuel viden om fagets/fagområdets anvendelsesmuligheder. Det opnås/er opnået gennem beskæftigelse inden for faget/fagområdet.
- Derudover forudsætter ansættelse som ekstern lektor, at undervisningsmæssige kvalifikationer indgår i bedømmelsen af ansøgere til et eksternt lektorat.
- Ansættelsesproceduren er yderligere beskrevet i ministeriets Bekendtgørelse om ansættelse af videnskabeligt personale ved universiteter.
- Ansættelse og aflønning sker i henhold til Cirkulære om aftale om eksterne lektorer ved universiteter.
- Kvalifikationskrav og stillingsindhold er yderligere beskrevet i Stillingsstruktur for videnskabeligt personale ved universiteter.
Ansøgning
Din ansøgning skal indeholde følgende:
- Ansøgning
- Curriculum Vitae
- Eksamensbevis
- Skabelon til ansøger – øvrige videnskabelige stillinger
- Publikationsliste, hvis relevant for stillingen
- Undervisningsportfolio, hvis relevant for stillingen. Vi henviser til Vejledning til anvendelse af undervisningsportfolio
- Referencer/anbefalinger kan uploades særskilt i e-rekrutteringssystemet
Aarhus Universitet vil være en attraktiv og inspirerende arbejdsplads for alle og ønsker en kultur, hvor hver enkelt kan udfolde og udvikle sig. Vi ser ligestilling og diversitet som en ressource og opfordrer derfor alle interesserede til at ansøge.
Ansøgning sendes via Aarhus Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aarhus Universitets hjemmeside.
Om Aarhus Universitet
Aarhus Universitet er et fagligt bredt og forskningsintensivt universitet med høj kvalitet i uddannelse og forskning, og et stærkt engagement i samfundsudviklingen nationalt og globalt. Universitetet tilbyder et inspirerende uddannelses- og forskningsmiljø for 38.000 studerende og 8.300 medarbejdere med en årlig omsætning på 7,0 mia. kr. Læs mere på www.au.dk
Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex