Brænder du for undervisning og vejledning indenfor det ergoterapeutiske felt, og har du lyst til at bidrage til at udvikle fremtidens Ergoterapeutuddannelse? Så overvej, om ikke det er dig, der er vores nye kollega. Ergoterapeutuddannelsen i Aalborg søger en adjunkt/lektor til en fast stilling på 30 timer med tiltrædelse d. 1. august 2025.

På Ergoterapeutuddannelsen har vi fokus på at skabe og udvikle stærke læringsmiljøer, evidensbaserede undervisningsforløb og simulerede læringsaktiviteter, som kan udvikle de studerendes handlekompetencer.

Som en del af Ergoterapeutuddannelsen vil du være med til at varetage opgaver inden for følgende områder:

  • Uddannelses- og udviklingsaktiviteter på Ergoterapeutuddannelsen
  • Mulighed for at indgå i forsknings- og udviklingsaktiviteter indenfor det sundheds- og socialfaglige vidensområde
  • Samarbejde i en stor og moderne vidensinstitution
  • Udvikling af ny Ergoterapeutuddannelse

Hvem er du?

Vi forventer, at du:

  • Er uddannet ergoterapeut og har relevant videreuddannelse på kandidat- eller masterniveau
  • Har erfaring fra klinisk praksis
  • Er fortrolig med ergoterapiteori og arbejdsprocesmodeller
  • Har pædagogisk erfaring f.eks. fra varetagelse af klinisk undervisning, undervisning eller faglig vejledning/studievejledning. Det vil også være en fordel, hvis du har erfaring med e-læring
  • Har erfaring med at anvende sundhedsvidenskabelige databaser, herunder PubMed, Cinahl, Cochrane, Embase etc.
  • Evt. har erfaring med forsknings- og udviklingsaktiviteter
  • Kan lide at arbejde med studerende
  • Kan arbejde selvstændigt, målrettet og struktureret
  • Trives med en arbejdsportefølje, der er varieret og omfatter forskellige typer af arbejdsopgaver
  • Er parat til at indgå i en samarbejdende kultur på tværs af institutioner, sektorer, uddannelser og professioner

Hvem er vi?

Ergoterapeutuddannelsen i Aalborg er et dynamisk og udviklingsorienteret fagligt og pædagogisk miljø med 13 kolleger og ca. 200 studerende. Gode samarbejdsrelationer med studerende, kursister, klinisk praksis og aftagerfeltet har høj prioritet for os. Det samme gælder naturligvis arbejdsmiljø og det kollegiale fællesskab. Som ny kollega vil du få et grundigt introduktionsforløb med tilknytning af en mentor.  

Læs mere om Ergoterapeutuddannelsen i Aalborg på https://www.ucn.dk/uddannelser/ergoterapeut, og følg os og de studerende på instagram via #ucnergo.

Løn- og ansættelsesvilkår

Ansættelse og aflønning sker i henhold til gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikerens Centralorganisation (AC).

Ansættelse som adjunkt

Stillingen som adjunkt er en uddannelsesstilling, der er omfattet af Bekendtgørelse om stillingsstruktur for undervisere ved erhvervsakademier, professionshøjskoler og Danmarks Medie- og Journalisthøjskoler.

Som adjunkt skal du varetage opgaver indenfor undervisning, forskning og udvikling; opgaver som du introduceres til, når du deltager i UCN’s veletablerede adjunktforløb. Adjunktforløbet er tilrettelagt med henblik på at støtte dig i at udvikle ​kompetencer, viden og færdigheder til at varetage arbejdsopgaver som adjunkt på Professionshøjskolen UCN.

Foruden kurser og deltagelse i faglige ophold tilbydes der med adjunktforløbet kompetenceudvikling samt et stort netværk med andre adjunkter og forskere på tværs af UCN’s uddannelser og forskningsområder. ​

Adjunktforløbet har yderligere til formål at klæde dig på til at skrive en lektoranmodning, der som udgangspunkt skal afleveres i løbet af de første 3 ½ år af din ansættelse.

Med en positiv lektorbedømmelse overgår du automatisk til en fast lektorstilling på UCN. Læs mere om lektorbedømmelsen.

Ansættelse som lektor

Ansættelse som lektor forudsætter positiv lektorbedømmelse i henhold til de fastsatte regler om lektorbedømmelse ved professionshøjskoler.

Yderligere oplysninger

Stillingen er med tiltrædelse pr. 1. august 2025 eller efter aftale.

Ansøgningsfrist: 17. juni 2025.

Ansættelsessamtaler afholdes d. 23. juni 2025.

Yderligere oplysninger om stillingen fås ved henvendelse til uddannelsesleder for Ergoterapeutuddannelsen, Kristian Cronwald, på telefon 72 69 09 31 eller mail kcj@ucn.dk.

UCN ønsker, at vores medarbejderstab afspejler diversiteten i det omgivende samfund, og vi opfordrer derfor alle interesserede uanset køn, alder, etnicitet, religiøsitet, handicap og seksuel orientering til at søge stillingen.

___________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

Professionshøjskolen UCN er Nordjyllands største praksisnære uddannelsesinstitution med seks adresser i Aalborg, Hjørring og Thisted. Vi tilbyder over 30 videregående erhvervs- og professionsuddannelser inden for pædagogik/læring, sundhed, business og teknologi. Vi udvikler Nordjylland gennem uddannelser, livslang læring og praksisnær forskning – altid i tæt dialog med vores omverden. Vi er godt 900 medarbejdere. Sammen gør vi vores bedste for de over 9.500 studerende og 9.400 kursister, der har valgt os til.

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex