Vil du være med til at skabe rammerne for vores arbejde med den grønne omstilling, hvor samarbejde med mange aktører er nødvendigt for at lykkes? Er du god til at omsætte og formulere forretningsbehov til forretningsmål og tydelig kommunikation til beslutningstagere og interessenter og optaget af at skabe konkrete resultater?

Så har du nu muligheden for at komme med ind i det grønne maskinrum hos Kredsløb.

Vores rolle i den grønne omstilling

Aarhus skal være CO2-neutral i 2030. Derfor arbejder Kredsløb med løsninger inden for grøn varme og ressourcehåndtering, der gør en forskel for både klimaet og vores kunder. Vi gør det nemt at være grøn. For Forretningsudvikling betyder det, at vi har ansvaret for store, strategiske udviklingsprojekter, som skaber fremtidens bæredygtige varmesystem og opdyrker nye grønne forretningsområder til gavn for vores kunder og samfund.

Vi søger en projektleder med stærke skriftlige kommunikationsevner og god systematisk sans, der kan understøtte vores erfarne projektledere i arbejdet med vores mange udviklingsprojekter.

I Forretningsudvikling vil du blive en del af et stærkt tværfagligt team, som arbejder med projektledelse og udvikling på et højt niveau. Vi lægger stor vægt på at holde en flad struktur, hvor vi hjælper hinanden og med rig adgang til kvalificeret sparring. Du vil blive en naturlig del af en dynamisk afdeling med masser kontakter både inden for og uden for organisationen.

Dine opgaver og succeskriterier

Dine primære opgaver bliver at hjælpe vores erfarne projektledere med forskellige opgaver, som f.eks.:

  • Den skriftlige projektkommunikation på både dansk og engelsk på blandt andet vores CO2-fangstprogram
  • Være en stærk ressource i at hjælpe projektlederne med forståelse for komplekse miljø- og energirelaterede emner
  • Hjælpe projektlederne med procesplanlægning og procesfacilitering

Din profil

Du må gerne have et par års erfaring og interesse for grøn omstilling. En projektlederuddannelse i bagagen er en fordel. Som person må du gerne være nysgerrig og systematisk. Du skal være god til at formulere dig mundtligt og skriftligt på både dansk og engelsk og kunne lide at finde løsninger sammen med andre.

Herudover lægger vi vægt på følgende:

  • Du har en videregående uddannelse, der sætter dig i stand til at løfte stillingens opgaver og udfordringer, fx inden for miljø, bæredygtighed, energi eller lignende.
  • Du har med fordel kendskab til energi- eller forsyningsbranchen og kender til vores virksomhed.

Kredsløb som arbejdsplads

Vi er en forsyningsvirksomhed, der arbejder ambitiøst med vores mål om bæredygtig udvikling af energiforsyning og løsninger inden for cirkulær økonomi.

Hos os får du en varieret og udfordrende hverdag med mulighed for at sætte et reelt og innovativt aftryk på den grønne omstilling i Aarhus. Du får et job med mening, hvor det du laver, påvirker fremtiden for alle, der bor og arbejder i Aarhus Kommune.

Vi har fokus på udviklingsmuligheder både fagligt og personligt og kan tilbyde et bredt og højt fagligt miljø.

Vil du være med i den grønne omstilling?

Så send din ansøgning til os så hurtigt som muligt og senest den 9. juni 2025. Vi behandler ansøgninger løbende.

Du er velkommen til at kontakte afdelingsleder i Forretningsudvikling Lene Smith Friis på telefon 23 84 06 38, hvis du vil vide mere om stillingen.

Forventet tiltrædelse senest den 1. august 2025.

Arbejdssted: Karen Blixens Boulevard 7, 8220 Brabrand

Vi ser frem til at høre fra dig!

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex