På baggrund af øget elevtal søger vi en ny kollega til vores fantastiske arbejdsplads. STU Syddjurs er en del af Center for unge, uddannelse og job. Vores fornemmeste opgave er at understøtte de løsninger, som den enkelte unge har brug for - og som både sigter mod en tilknytning eller afklaring i forhold til enten uddannelsessystemet eller arbejdsmarkedet og understøtter det gode liv. Det handler blandt andet om at tilbyde relationer, der gør en forskel og at de unge møder voksne, som tror på dem. Ambitionen er at give alle unge, med respekt for den enkeltes forudsætninger, de bedste muligheder for at lykkes med deres drømme for fremtiden.  

STU Syddjurs er et kommunalt tilbud, som tilbyder en særlig håndsrækning til udfordrede unge i alderen 15-25 år. Der er overvejende tale om unge, som er blevet diagnosticeret med autisme, ADHD, eller andre indgribende funktionsnedsættelser. Fælles for dem alle er, at de ikke vurderes at have forudsætningerne for at gennemføre en ordinær ungdomsuddannelse. Målet med et 3 års forløb på STU Syddjurs er, at de unge opnår personlige, sociale og faglige kompetencer til at kunne leve et så selvstændigt og aktivt voksenliv som muligt. Indholdet på STU Syddjurs er pædagogiske aktiviteter under overskrifterne: Faglig udvikling, bo og leve-kompetencer, beskæftigelse/uddannelse og særlig vigtigt: Udvikling af den unges personlige og sociale kompetencer. 

For nærmere info om STU Syddjurs henvises til www.stu-syddjurs.dk   

Om stillingen

STU Syddjurs har 14 fastansatte og én fast daglig leder. Fra 1. august 2025 forventer vi, at der er ca. 45 elever indskrevet på STU Syddjurs. Vi forventer, at vores kommende kollega primært skal indgå på linjen Mad og sundhed sammen 3 andre kolleger.

På linjen Mad og sundhed foregår det pædagogiske arbejde gennem aktiviteter med udgangspunkt i storkøkken-drift, hvor eleverne indgår i produktionen af den mad, som hver dag serveres for hele huset. Derudover har vi små køkkenmiljøer, hvor de unge prøver kræfter med ADL-træning.

Det forventes, at du selvstændigt planlægger og udfører din undervisning. At du indgår i et team, hvor vi sammen evaluerer og lægger den overordnede retning for vores linje. Planlægningen og formålet sker under hensyntagen til elevens forudsætninger og de individuelle læringsmål, der er sat for den enkelte.

Det er forventet, at du har linjemæssig undervisning 3 dage om ugen og andre aktiviteter og fag de andre dage. Herudover skal du være indstillet på at blive kontaktperson for 3-4 elever. 

Der kan i perioder opstå behov for, at du kan varetage undervisning og aktiviteter på andre linjer i huset. Du skal således være indstillet på med kort varsel at træde til på andre opgaver, når der er brug for det.  

Om dig og dine kvalifikationer

Vi har brug en kollega med en pædagogisk baggrund, som er i stand til at møde de unge og motivere dem til at udvikle sig gennem læring og fastsatte udviklingsmål. En kollega, som er i øjenhøjde med elevens forudsætninger. Det falder dig naturligt at være sammen med de unge og skabe rammer, der udvikler dem via tryghed og relationer. Du har blik for at udvælge og justere dine tilgange og aktiviteter til hver enkelt elev for dermed at give eleven de bedste forudsætninger for at udvikle sig. 

Derudover ser vi gerne, at du:   

  • Er dygtig til at danne relationer og anvende dem i udviklingen af de unge 
  • Har erfaring med unge med særlige behov, herunder viden om autisme, ADHD og andre gennemgribende udviklingsforstyrrelser.
  • Har erfaring og lyst til at arbejde på området Mad og Sundhed  
  • Kan arbejde selvstændigt og tage ansvar  
  • Evner at reflektere over din egen praksis og bringe denne refleksion aktivt i spil i et kollegialt fællesskab.
  • Er vant til at dokumentere dit arbejde og levere den nødvendige dokumentation til relevante samarbejdspartnere.
  • Er en god kollega, som er drevet af engagement 
  • Har en positiv tilgang til livet og elsker et godt grin på arbejdspladsen  
  • Har arbejdet med KRAP, og gerne en uddannelse   

Vi tilbyder

Vi synes selv, vi har en helt fantastisk arbejdsplads. Arbejdsmiljøet er godt, der er høj trivsel og gode rammer for det pædagogisk arbejde. En arbejdsplads med en erfaren og meget engageret personalegruppe og ledelse, der tænker positivt, kreativt og udviklingsorienteret i alle henseender. En hverdag med fælles uddannelsesforløb samt supervision. En arbejdsplads, hvor der i stor udstrækning er mulighed for at være med til at tilrettelægge indholdet i hverdagen med elevens udvikling i centrum og din faglighed som værktøj. 

Løn og ansættelsesvilkår

Undervisningen følger skolernes ferieplan, hvorfor arbejdstiden, 37 t/uge, primært fordeles over 42 uger i alm. dagtimer. Således er den faktiske ugentlige arbejdstid på ca. 41 timer. 

Pga. klubtilbud er der hver torsdag mødetid 13:00-19:30.   

Stillingen ønskes besat den 1. august 2025. 

Løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst med SL 

Praktiske oplysninger

Hvis du overvejer at søge stillingen, anbefaler vi, at du deltager i vores informationsaften, som afholdes på

STU Syddjurs den 22. maj kl. 17-19 på adressen: Kirkevej 13a, 8455 Mørke.  

 Her vil du få mulighed for at opleve arbejdspladsen, få lidt indsigt i STU-området og få afklaret evt. spørgsmål.  

Tilmelding til informationsaften skal ske på mail til: leab@syddjurs.dk

 Ansøgningsfrist: Den 27. maj kl. 12 .00

Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 23 

Kontakt: 

Hvis du ønsker at vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Lene Abildgaard på telefon 40356923.  Overordnede spørgsmål kan rettes til Centerleder for Center for unge, uddannelse og job, Mikkel Holme Hansen på 30508671


Syddjurs Kommune anvender digital rekruttering, se ledige stillinger på www.syddjurs.dk/job

Syddjurs Kommune har omkring 44.000 indbyggere, fem hovedbyer og et stort opland med mange landsbyer. Vi er en Kommune i udvikling og hvert år vælger mange familier at flytte hertil. Vores styrker er de aktive borgere, de mange bysamfund, en enestående natur og nærheden til storbyen Aarhus. Vi er en aktiv del af udviklingen i den midtjyske region, herunder Business Region Aarhus, som er et fællesskab mellem de 12 østjyske Kommuner på tilsammen en million østjyder, en halv million arbejdspladser og landets største vækstområde uden for hovedstadsområdet.

Syddjurs Kommune er den største arbejdsplads med cirka 3.200 engagerede medarbejdere. Gennem dialog med virksomheder, brugere og borgere sikres et fælles ansvar for Kommunens udvikling. Vores Ledelses- og medarbejdergrundlag tager afsæt i Kommunens vision ”Sammen om det gode liv” og i Kommunens værdier; åbenhed, udvikling, respekt og kvalitet - som vi efterlever ved at borgere, erhvervsliv og medarbejdere i Syddjurs Kommune møder hinanden med nysgerrighed og engagement og skaber i fællesskab rammerne for det gode liv i hele Syddjurs.

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex