Proces- og projektkonsulent til Ældre- og Handicapforvaltningen
Hvad skal du lave?
Projekterne og processerne er en mangfoldig palet og har det til fælles, at de skal være med til at udvikle og styrke ældre- og handicapområdet. Nogle opgaver har et strategisk fokus og andre opgaver skal omsættes til praksis på de borgernære arbejdspladser i vores forvaltning.
Du kan få til opgave at understøtte implementeringen af et fagligt udviklingstiltag i myndighed eller facilitere en workshop for borgere med et handicap. Det kan også være, at du planlægger en temadag for vores ældreråd eller at du dribler med et af de nye projekter, der løbende kommer til vores portefølje, fra start til slut.
Vores projekter og processer er mange og forskellige. Du kan både få ansvaret for at drive et mindre projekt, og du kan indgå i et stort projekt sammen med kollegaer fra både vores eget team og vores kollegaer fra de øvrige teams i staben. Dine samarbejdspartnere vil ofte være både ledere fra de borgernære arbejdspladser og chefer for forskellige faglige områder i forvaltningen – måske vil du også komme til at arbejde sammen med kollegaer fra andre forvaltninger.
Ud over projekter og processer vil der være nogle faste arbejdsfællesskaber, som du vil blive en del af – f.eks. er du tiltænkt en rolle som underviser i Relationel koordinering, et internt kommunikationsværktøj i forvaltningen.
Hvem er du?
På den faglige front er du generalist og særligt stærk på processer og projekter. Vores forventning er, at du har en kandidatbaggrund, retningen er ikke afgørende, når blot du har de rette kompetencer og erfaring. Det er klart en fordel, hvis du har erfaring fra lignende stillinger.
Du trives med opgaver af vekslende karakter – både nogle faste ansvarsområder, små hurtige opgaver, og større strategiske processer og projekter, som kan køre over længere tid. Vi lægger også vægt på, at du har følgende personlige kompetencer:
Du skaber gode relationer
De gode relationer skal du bruge, når du skal samarbejde på flere organisatoriske niveauer, både med forvaltningens chefer og organisationens borgernære arbejdspladser – og sammen med dine kollegaer i staben.
Du har flair for kommunikation
Din kommunikative flair skal du bruge til at lytte, forstå og analysere de opgaver og rammer som du bliver præsenteret for, og til at sikre en gensidig forståelse med samarbejdspartnere og kollegaer.
Du har organisatorisk tæft
Den organisatoriske tæft har du brug for, for at forstå den komplekse organisation som du er en del af, og den politiske kontekst som dine opgaver kan være født af og skal kunne fungere i.
Du har et fleksibelt mindset
Dit fleksible mindset hjælper dig, når opgavebestillingen justeres undervejs i projektet, eller når den proces du har planlagt til dagens workshop, ikke helt fungerer, og du er nødt til at komme op med en Plan B på stedet.
Du er vedholdende
Vedholdenheden bruger du til at holde fast på opgavens mål, også når den udfordres af konkurrerende ønsker. Du bruger også din vedholdenhed til at stille nysgerrige spørgsmål til måden vi arbejder.
Hvem er vi?
Du får 20+ gode kollegaer i teamet ’Læring og Udvikling’. Vi har mange forskellige faglige baggrunde – sundhedsfaglige, humanistiske og pædagogiske m.fl. – og en meget bred portefølje. Kernen i vores opgaver er udviklings- og projektarbejde. Nogle opgaver arbejder vi med fra den første spæde idé til opgaven er fuldt implementeret. I andre opgaver indgår vi i dele af processen mellem idé og implementering. Vi arbejder sammen både internt i teamet, men ofte også med andre teams, afdelinger og arbejdspladser.
Vi er en del af staben Politik, Strategi og Udvikling - i daglig tale PSU. I PSU er vi bindeled mellem de politiske og strategiske beslutninger og den praktiske implementering i myndigheds- og driftsorganisationen. Vores fælles fokus er værdiskabelse for borgere og medarbejdere.
PSU består af en række tværfaglige teams med hvert sit fokus – nogle er eksperter på IT og digitalisering, nogle på kommunikation og jura - blot for at nævne nogle. Vi er afhængige af at dele viden, samarbejde og sparre, for at vi kan levere de bedste løsninger til borgerne og vores 3500 kollegaer på de borgernære arbejdspladser. En vigtig samarbejdspartner er vores anden stabsenhed Økonomi og HR, som også understøtter hele Ældre- og Handicapforvaltningen i forhold til økonomi og HR. Der er opgavefællesskab med især HR og Ledelsesunderstøttelse, der arbejder med organisations- og ledelsesudvikling på væsentlige kritiske områder som fx rekruttering, arbejdsmiljø, sygefravær, trivsel, onboarding, kompetenceudvikling og uddannelse.
Vi håber, at du har lyst til at blive kollega med os, og vi glæder os til at læse din ansøgning.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er med tiltrædelse den 15. august 2025 eller snarest. Stillingen er som udgangspunkt 37 timer ugentligt. Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation.
Vil du vide mere?
Vil du høre mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte Gry Bjerg Chef for Læring og Udvikling på 21 49 42 01 eller gbp@odense.dk Skriv/sms evt. forudgående for at undgå at ringe forgæves.
Det praktiske
Ansøgningsfristen er den 14. maj 2025. Vi forventer at holde 1. samtale den 19. maj 2025 med mulighed for evt. anden samtale.
Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex