Produktionsmedarbejder med stærk teknisk baggrund

KISO A/S er i vækst. Gennem opkøb har vi udvidet virksomheden, og vi samler nu produktionen på vores fabrik i Køge. Derfor har vi brug for flere nye kolleger til at deltage i den daglige afvikling af vores produktionsordrer.

Der er tale om 37 timers arbejdsuge med følgende arbejdstider:

Mandag til torsdag: 06:30-14:45
Fredag: 6:00-12:00
Eller andre skift efter oplæring

Din profil

Du læser, skriver og forstår dansk eller engelsk uden problemer. Det vægtes positivt, hvis du har en uddannelse som procesoperatør, driftsoperatør, industrioperatør – eller lige så gerne en håndværksmæssig baggrund. Du er fagligt dygtig, du er nysgerrig på dit fag og vil gerne blive endnu dygtigere.

Arbejdsopgaverne er til dels fysisk krævende, så du skal have en god fysik.

Du er i besiddelse af god teknisk forståelse, kan betjene værktøj og har hænderne skruet rigtigt på. Desuden har du elstablerkort – og gerne truckkort – samt erfaring med brug af pc.

Som person er du hurtig, kvalitetsbevidst og pligtopfyldende i dit arbejde og dine kolleger kan regne med at du bidrager til fælles succes. Du kan bevare roen i pressede situationer, og generelt er du en positiv og omgængelig person, som både kan arbejde selvstændigt og i teams. Og så er du både mødestabil og fleksibel mht. arbejdstid/mødetid.

Dine opgaver

Du skal deltage i den daglige afvikling af produktionsordrer i vores Butyl og/eller EPDM-afdeling. Dine opgaver vil hovedsageligt omfatte klargøring og opstilling på maskiner samt afvikling af produktion på maskinerne. Du refererer til teamlederen for afdelingen.

KISO vægter efteruddannelse højt. Vi er en del af IKUF (Industriens Kompetenceudviklingsfond), og efter 12 måneders ansættelse kan du efter aftale tilgå relevant efteruddannelse.

Lidt om KISO

KISO er en mellemstor dansk produktionsvirksomhed. Virksomheden producerer tætningsprodukter i forskellige gummimaterialer, som vi sælger både direkte til større kunder og gennem branchespecifikke distributører. KISO er ambitiøs, målrettet og inde i en spændende udvikling. Vi eksporterer over 80% af vores salg til ca. 20 lande i Europa.

Med opkøbet og den nye produktion i Køge står KISO stærkt til fremtiden – og som ny medarbejder er du med til at bygge den op.

Din ansøgning

Send venligst en mail mærket ”Produktionsmedarbejder” med CV samt relevante papirer til hr@kiso.dk senest søndag den 11. december 2026.