Ergoterapeut/fysioterapeut – Barselsvikariat med mulighed for fastansættelse

Vil du andet og mere end den klassiske terapeutstilling – selvom du også nyder at se dine borgere udvikle sig skridt for skridt, øvelse for øvelse?

Så får du nu muligheden for at udvikle nye arbejdsgange og løfte dine kollegers faglighed med din egen. Desuden giver vi dig:

  • en rolle med stor selvstændighed, faglig frihed og indflydelse på dit arbejde
  • rollen som faglig go-to for dine kolleger, når de har brug for sparring om vurderinger, hjælpemidler og træning
  • plads til at vokse fagligt og personligt et sted, hvor din stemme tæller og beslutningerne hurtigt bliver til virkelighed.

Din Særlige Pleje – og et helt særligt arbejdsmiljø

Vi er en privat hjemmepleje under fritvalgsordningen i Helsingør og Hørsholm, grundlagt i 2015 af 2 social- og sundhedsassistenter, der ville have tid til at se hele mennesket – ikke bare opgaven. Empati, tryghed og respekt er de værdier, hverdagen bygger på.

Du kommer til at arbejde tæt sammen med SSH'er, SSA'er, sygeplejersker, planlæggere og ledelse i en organisation med omkring 40 medarbejdere. Her værner vi om en kultur, hvor vi går hjælpsomt, tillidsfuldt og åbent til hinanden, og hvor vi lytter til hinandens idéer og er hurtige til at føre dem ud i livet.

Vi ved, at man kun kan skabe de bedste resultater for borgerne, når der også er balance i arbejdslivet. Derfor arbejder vi målrettet for at skabe en hverdag med realistiske forventninger, god planlægning og tid til at udføre arbejdet med kvalitet. Hos os skal der være plads til både faglig udvikling, samarbejde og et liv uden for arbejdet.

"Vi tror ikke på, at høj kvalitet skabes ved at løbe stærkere. Den skabes, når medarbejderne har de rette rammer, tid til at bruge deres faglighed og en ledelse, der lytter og bakker dem op."

Du skaber fremgang hos borgerne og styrker vores faglighed

Din base er borgernes hjem. Når først du har foretaget den indledende vurdering, tilrettelægger du et træningsforløb, der sikrer, at borgerne bevarer eller forbedrer deres funktionsniveau. Samtidig er du den, der klæder dine kolleger med andre fagligheder på, så indsatsen lever i hverdagen – også imellem dine besøg.

Du kommer bl.a. til at:

  • udføre ergo- og fysioterapeutiske vurderinger i borgerens eget hjem og omsætte dem til målrettede rehabiliterings- og træningsforløb
  • vurdere, afprøve og tilpasse hjælpemidler samt vejlede borgere, pårørende og kolleger i forflytning og ergonomi
  • forebygge fald og funktionstab gennem balancevurderinger og træning efter service- og sundhedsloven
  • koordinere komplekse borgerforløb på tværfaglige møder og dokumentere indsats og udvikling i journalsystemet samt samarbejde med læger og visitatorer
  • sparre med og undervise plejepersonalet, så rehabilitering bliver en fast del af den daglige pleje.

Terapeut med autorisation og hjertet på rette sted

Du er nysgerrig på den enkelte borger og har evnen til at skabe tryghed og motivere mennesker til at holde fast i deres eget funktionsniveau. Som en fleksibel, ansvarlig og løsningsorienteret kollega trives du i det tværfaglige samarbejde og har lyst til at udvikle den rehabiliterende indsats.

Desuden forestiller vi os, at du:

  • er autoriseret ergoterapeut eller fysioterapeut og måske har erfaring fra hjemmepleje, kommune, hospital eller rehabiliteringsområdet
  • måske har erfaring med rehabilitering i borgerens eget hjem, hjælpemiddelvurderinger og faldforebyggelse eller har prøvet kræfter med forflytningsteknik, ergonomisk vejledning og træning efter service- eller sundhedsloven – men det er ikke et krav
  • har lyst til at undervise og vejlede kolleger med andre fagligheder – gerne ud fra erfaring, hvis du har det
  • har gode dokumentations- og IT-kompetencer og muligvis kender til Nexus eller et lignende journalsystem
  • kommunikerer sikkert på dansk i skrift og tale, har kørekort (kategori B) og kan fremvise en straffeattest uden anmærkninger.

Er du klar til at forme vores rehabiliterende hjemmepleje?

Her får du ikke en færdig stilling, men muligheden for at sætte dit eget aftryk – på borgernes hverdag, på kollegernes faglighed og på den vej, Din Særlige Pleje går ad de kommende år.

Vi kalder løbende til samtale og ansætter når vi har fundet den rette. Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du kontakte Eyyub, direktør på tlf. +45 70 60 54 40 og mail info@saerligepleje.dk.


Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.