
Afdelingsleder med stedfortræderfunktion til Dannevirke Børne- og Ungehjem
Vil du stå i spidsen for engagerede medarbejdere med stærke faglige ambitioner og være tæt på det pædagogiske arbejde med børnene? På Dannevirke får du et tydeligt ledelsesmandat og mulighed for at præge vores fortsatte udvikling.
Dannevirke er et selvejende børne- og ungehjem med fire bogrupper og egen specialskole i Haderslev Kommune. Relationen til det enkelte barn er omdrejningspunktet. Vi arbejder med afsæt i relationspædagogik, neuropædagogik og forståelse for børnenes erfaringer og reaktioner.
Ledelse med råderum og ansvar
Som afdelingsleder og forstanderens stedfortræder får du en central rolle i Dannevirkes ledelse og udvikling. Du bliver en tæt samarbejdspartner for forstanderen med mulighed for at præge både den pædagogiske retning og organisationens udvikling. Stedfortræderfunktionen overtager du efter en introduktionsperiode.
Du får den daglige pædagogiske ledelse af bogrupperne og det fulde personaleansvar for omkring 16 medarbejdere. Du sætter retning, giver faglig sparring og følger op på beslutninger med blik for både børnenes trivsel og medarbejdernes arbejdsmiljø. Som en del af ledelsesopgaven indgår du i bagvagten.
Dine vigtigste opgaver er at
- Udvikle den fælles pædagogiske praksis sammen med medarbejderne
- Sikre kvalitet i dokumentationen og opfølgningen på børnenes mål og udvikling
- Understøtte samarbejdet med familier, rådgivere og kommuner
- Skabe sammenhæng mellem skole og bogrupper sammen med skolelederen
- Styrke medarbejdernes faglige selvstændighed og fælles ansvar for opgaven
Vi forestiller os, at du
- Har en relevant socialfaglig uddannelse og erfaring med personaleledelse fra f.eks. det sociale eller kommunale område
- Kender børne- og ungeområdet og de faglige dilemmaer, der følger med arbejdet med udsatte børn og familier
- Skaber følgeskab gennem nærværende ledelse, tydelige forventninger og respekt for medarbejdernes faglighed
- Kan prioritere, træffe beslutninger og bevare overblikket i en omskiftelig hverdag
Du behøver ikke mestre alle dele af opgaven fra første dag. Men det er vigtigt for os, at du har fundet ro i din lederrolle og kan tage ansvar for helheden. Lederuddannelse og kendskab til neuropædagogik er en fordel.
Det får du hos os
Du får en selvtilrettelæggende lederstilling med stor frihed til at prioritere din indsats. Vi har tillid til din dømmekraft og giver dig råderum til at løse opgaven.
Du indgår ikke i grundbemandingen, og vores skemalægger varetager vagtplanlægning og dækning ved sygefravær. Det giver dig plads til personaleledelse, faglig udvikling og nærvær i bogrupperne.
Vi tilbyder et grundigt introduktionsforløb, løbende ledelsessparring og mulighed for efteruddannelse i neuropædagogik.
Ansøgning og kontakt
Stillingen er fast med tiltrædelse 1. februar 2027 eller efter aftale.
Du ansættes på jobløn, og individuel kontrakt. Månedslønnen er 50.000–53.000 kr. afhængigt af kvalifikationer og erfaring. Hertil kommer 17,3 % arbejdsgiverbetalt pension og sundhedsordning.
Ring gerne til forstander Kim Callesen på 92 44 07 44 til en fortrolig samtale eller for at aftale et besøg.
Send ansøgning og CV senest mandag den 30. november kl. 8.00.
Allerede nu beder vi dig reservere tid til 1. samtale den 3. december 2026 og 2. samtale den 9 december 2026. Som forberedelse til anden samtale skal du udarbejde en case.
Vi indhenter referencer forud for ansættelse, og du skal kunne fremvise tilfredsstillende straffe- og børneattest.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.