
Vil du arbejde med politik på Christiansborg? Det Konservative Folkeparti søger ny politisk konsulent
Som politisk konsulent i Det Konservative Folkeparti kommer du helt ind i det politiske maskinrum. Du er med til at sætte den politiske dagsorden, udvikle politik, rådgive og understøtte folketingsmedlemmerne i det daglige politiske arbejde.
Du får et selvstændigt ansvar for flere ordførerskaber, hvor du er ordførerens tætte sparringspartner i forhold til den politiske position på sager, politikudvikling indenfor ordførerskaberne, udarbejdelse af beslutningsforslag, notater og lignende.
Din arbejdsplads vil fysisk være på Christiansborg, og du bliver en del af afdelingen Politik under PPK (Politik, Presse og Kampagne), som understøtter folketingsgruppens politiske arbejde og pressehåndtering. Som politisk konsulent arbejder du tæt sammen med flere MF’ere, såvel som de andre politiske konsulenter og presserådgivere.
Hvem er du?
Du trives i en omskiftelig hverdag, hvor to dage sjældent er ens. Du motiveres både af at arbejde med daglig drift og de større strategiske og politiske opgaver og udspil. Du kan sætte dig ind i kompliceret stof og omsætte det til forståelige budskaber og politiske meldinger og oversætte dette for dine kollegaer. Du er robust forstået på den måde, at du står på din faglighed og viden og kan argumentere for den. Du skal være i stand til at have gang i mange sager på samme tid og have flere ansvarsområder.
Vi forventer, at du:
- Enten har et par års erfaring fra et ministerium, en styrelse, interesseorganisation eller anden relevant erfaring, eller også er du nyuddannet, men har relevant erfaring fra et studiejob.
- Har en relevant uddannelse fx statskundskab eller andet samfundsrelevant.
- Kan formulere dig præcist og koncist i både tale og på skrift.
- Er proaktiv og kan arbejde selvstændigt.
- Har politisk flair, hvilket vil sige, at du kan se de gode konservative vinkler i en given sag. Du er iderig og kan komme med policyforslag på dine områder.
- Kan sætte dig ind i et politisk område og samtidig har forståelse for kommunikation.
Det går stærkt på Christiansborg, så du skal være indstillet på til tider lange dage, kort tid til deadline og en spændende arbejdsdag. Vi tilbyder dig et spændende arbejdsmiljø med højt tempo, og hvor du er med til at gøre en forskel. Du bliver en del af et fællesskab med fagligt dygtige kollegaer, en stejl læringskurve og stor mulighed for at udvikle dig. Selvom tingene går stærkt, har vi fokus på, at vi skal have det sjovt.
Yderligere detaljer
Løn gives efter kvalifikationer sammen med pensionsordning, gode ferieforhold og fleksible arbejdstider, men vi er ikke lønførende på Christiansborg.
Er du vores nye kollega?
Så send os dit CV og en motiveret ansøgning senest den 30. november via knappen "Ansøg". Vi læser og udvælger kandidater løbende, så tøv ikke med at ansøge.
Ønsket tiltrædelse: 1. marts 2027.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at ringe til Politisk chef Ida Helmi House på telefon 61 62 49 45.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.