En dygtig og engageret medarbejder til vores efterskolekøkken – Genopslag

En dygtig og engageret medarbejder med en relevant uddannelse søges til en fuldtidsstilling i køkkenet pr. 4. januar 2027 – eller efter aftale.

I køkkenet på Ladelund Efterskole går vi op i at kunne servere veltilberedt mad, der smager og dufter godt. Maden serveres til efterskolens 140 elever og 30 medarbejdere, så erfaring med mad i større mængder er en fordel. Vi laver morgenmad, frokost og aftensmad hver dag samt mad til forskellige arrangementer på skolen i løbet af året. Weekendvagterne deles vi om. Vi serverer som regel en varm ret til frokost og det kolde bord til aftensmad. Der laves både klassisk mad fra det danske køkken og retter fra andre dele af verden. Dine idéer er mere end velkomne!

De unge mennesker er med i køkkenet i hverdagen, så du skal være indstillet på at kunne samarbejde med dem og guide dem til at få en god og lærerig oplevelse i køkkenet.

Vores køkkenleder, kok og bager mangler hjælp til denne vigtige opgave.

Vi lægger vægt på, at du er ansvarsfuld og kan arbejde selvstændigt i både ”det varme køkken”, ”det kolde køkken” og ”bageriet”. Det er vigtigt, at du har lyst til at arbejde med unge mennesker, og at du har en positiv og tålmodig tilgang til arbejdet.

Hvis du kan se dig selv i ovenstående, går op i kvalitet, laver mad med stolthed og har et godt humør, så vil vi gerne have en ansøgning fra dig!

Arbejdstiden er som udgangspunkt fra kl 06.30 til 14.30 – og der vil være en fast aftenvagt om ugen indtil kl. 19.15. Weekendvagter afhænger af elevantal – og der vil max være en om måneden.

Ansøgning, CV og andre relevante bilag sendes til job@ladelundefterskole.dk.

Ansøgningsfrist tirsdag d. 24. november 2026.

Ved spørgsmål til stillingen kan henvendelse ske til køkkenleder, Torben Nørgaard på tlf. 3059 0106.