Bostedet AKTIV søger en pædagog eller pædagogisk assistent og en social- og sundhedsassistent

Vil du være med til at skabe en tryg og meningsfuld hverdag for unge voksne med funktionsnedsættelser? Vi søger én pædagog eller pædagogisk assistent og én social- og sundhedsassistent til vores arbejdsfællesskab på Bostedet AKTIV.

Hos os får du tid til relationerne, engagerede kolleger og mulighed for at udvikle din faglighed i naturskønne omgivelser. Sammen skaber vi en hverdag præget af tryghed, tillid, forudsigelighed og livsglæde – med udgangspunkt i den enkelte beboers ønsker, behov og potentiale.

Stærke relationer er fundamentet

Bostedet AKTIV er et lille, privat botilbud på Slettebjerggård nær Hundested. Vi tilbyder midlertidige (§ 107) og længerevarende (§ 108) ophold til unge voksne mellem 18 og 50 år med udviklingshæmning, autismespektrumforstyrrelser og medfødt hjerneskade.

Nærvær, anerkendelse og respekt er grundlaget for vores arbejde med beboerne og vores samarbejde med hinanden. Du bliver en del af et fagligt engageret arbejdsfællesskab, hvor vi prioriterer både beboernes og medarbejdernes trivsel.

Du får mulighed for løbende faglig udvikling gennem uddannelse, kurser, supervision og tæt kollegial sparring.

Tæt samarbejde om den enkelte beboer

Vi arbejder i teams, hvor to medarbejdere samarbejder om én beboer. Det giver mulighed for tæt sparring og fælles refleksion over indsatsen med udgangspunkt i beboerens ønsker, behov og udvikling.

I begge stillinger bliver du en del af beboernes hverdag og bidrager med din faglighed til den fælles indsats.

Dine opgaver bliver blandt andet at:

  • skabe og vedligeholde trygge, tillidsfulde relationer
  • bidrage til individuelle udviklingsplaner og opfølgning sammen med beboeren, kolleger, pårørende og sagsbehandler
  • deltage aktivt i hverdagslivet og støtte beboerne i praktiske opgaver og aktiviteter i og uden for hjemmet
  • skabe struktur, forudsigelighed og overblik i hverdagen
  • bidrage til dokumentation, faglig sparring og fælles refleksion.

Som pædagog eller pædagogisk assistent bidrager du med dit pædagogiske blik på beboernes trivsel, relationer og udvikling. Som social- og sundhedsassistent bidrager du desuden med din sundhedsfaglige viden og dit blik for beboernes sundhed og pleje.

Begge stillinger er på 37 timer om ugen med skiftende arbejdstider, døgnvagter og arbejde hver anden weekend.

Du møder mennesker med empati, ro og faglig nysgerrighed

Til den ene stilling søger vi dig, der er uddannet pædagog eller pædagogisk assistent. Til den anden søger vi dig, der er uddannet social- og sundhedsassistent.

Du har erfaring med eller interesse for målgruppen, reflekterer over din praksis og har lyst til at bidrage til vores fælles faglige udvikling. Du trives med både selvstændigt ansvar og tæt samarbejde.

Vi forventer desuden, at du:

  • trives med døgnvagter og skiftende arbejdstider
  • har kørekort.

Det er en fordel, hvis du har erfaring med dokumentationssystemet Sensum, men det er ikke et krav.

Skal vi være dine nye kolleger?

Har du spørgsmål til stillingerne, er du velkommen til at ringe på 29 39 48 02 efter kl. 14 og spørge efter Maria Meine eller Jan Milton.

Send din ansøgning via ansøgningsknappen, og skriv i ansøgningen, hvilken stilling du søger.

Vi holder samtaler løbende, så send gerne din ansøgning hurtigst muligt.

Vi glæder os til at høre fra dig.


Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.