
Lægesekretær søges til Lægehuset i Høng – bliv en del af en moderne og dynamisk arbejdsplads med højt til loftet
En af vores lægesekretærer har desværre valgt at søge andre veje. Derfor søger vi snarest muligt en ny kollega, som har lyst til at blive en del af vores team.
Hvem er vi?
Vi er en moderne lægeklinik, som ejes og drives af os tre praksislæger. Vi har en praksismanager, som sammen med os står for den daglige drift og ledelse. Klinikken består desuden af to lægesekretærer, 6 sygeplejersker, en bioanalytiker og 3-4 uddannelseslæger, 2 rengøringsassistenter og en bogholder.
Vi tager os sammen af knap 7.000 patienter med vidt forskellige behov – fra den nyfødte til den terminale ældre patient. Vi arbejder med det hele menneske og relationen til dem. Du vil som sekretær få en central rolle og få mulighed for at lære patienterne at kende over tid.
Vi prioriterer arbejdsmiljø og trivsel meget højt. Vi arbejder løbende med udvikling og nye ideer, hvor ansatte medinddrages i processen. Vi holder bl.a. 2 årlige temadage. Vi har en nærværende og åben dialog med hinanden. Fagligheden er høj, men hos os er der samtidig plads til at lære af sine fejl. Vi har det oftest rigtig sjovt til vores pauser – da vi mener, at humor er væsentlig i hverdagen.
Hvem søger vi?
Er du uddannet lægesekretær og har lyst til at arbejde i et dynamisk team med stor indflydelse på egne arbejdsopgaver, så er vi måske din nye arbejdsplads. Som lægesekretær i praksis er du patientens første møde med sundhedsvæsenet – derfor er det vigtig, at du er god til tillidsskabende og tryg kommunikation.
Som lægesekretær hos os vil dine arbejdsopgaver være alsidige og varierede. Du får din daglige gang midt i husets hjerte – vores sekretariat – hvor du blandt andet vil stå for visitation af patienter via telefonen og betjening af skranken.
Dine opgaver vil også omfatte håndtering af recepter og korrespondancer fra samarbejdspartnere. Derudover vil du være med til madbestilling og klargøring af frokost samt forskellige administrative opgaver såsom håndtering af infoskærme, hjemmeside og skemalægning.
Du vil arbejde tæt sammen med vores anden meget erfarne lægesekretær og vil altid have en praksismanager og en supervisorlæge, du kan spare med i løbet af dagen.
Praktiske oplysninger
Arbejdstid: 30-37 timer om ugen.
Tiltrædelse: Snarest muligt.
Ansøgningsfrist: 13. november
Arbejdssted: Lægehuset i Høng, Rosenvænget 29, 4270 Høng
Lyder det som noget for dig så send en ansøgning via ansøgningsknappen.
Har du spørgsmål til stillingen, er du mere end velkommen til at ringe på vores direkte nr. på 40 95 84 27.
Med venlig hilsen
Mia, Benjamin og Mette
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.