
Master data Specialist (ERP/D365) til Mapei Denmark
Vil du stå i spidsen for vores D365-implementering – og bygge fundamentet for, hvordan vi arbejder med data fremover?
Mapei Denmark er en del af den italienske Mapei-koncern, en af verdens førende producenter af lime, fugemasser og kemiske produkter til byggeriet. Vi er vokset markant de seneste år, og nu skifter vi ERP-system til Microsoft Dynamics 365 - forventet go-live: efteråret 2027. Det giver en sjælden mulighed for at sætte standarden fra start: hvordan vores produktdata er bygget op, hvordan nye produkter kommer igennem organisationen, og hvordan vi arbejder i systemet hver dag.
Derfor søger vi en Master data Specialist, der kan være Mapeis faglige drivkraft i implementeringen – og bagefter tage ejerskab for vores produktstamdata og processer. Du bliver bindeleddet mellem forretningen, vores implementeringspartner og vores kolleger i Norden og Italien.
Dine opgaver
I implementeringen:
- Mapei Denmarks nøgleperson i D365-implementeringen – fra krav og datamodel til test og go-live
- Stille krav til og udfordre vores implementeringspartner, så løsningen passer til den måde, vi arbejder på
- Lede datamigreringen: rydde op i, strukturere og kvalitetssikre produktstamdata, før de flyttes
- Gøre kollegerne klar med oplæring, superbrugere, vejledninger og support før og efter go-live
Når systemet kører:
- Ejerskab af produktstamdata i D365 (varenumre, priser, enheder, pakkedata, klassifikationer) og af produktlanceringsprocessen – fra et nyt produkt besluttes, til det kan sælges, lagerføres og faktureres
- Vedligeholdelse af produktdata i PIM og i branchens varedatabaser (fx Byggebasen)
- Rapportering til myndigheder og til koncernen
- Løbende udvikling af processer og best practice for stamdata – og opfølgning på, at de bliver fulgt
- Koordinering med Mapeis europæiske selskaber og koncernens IT om masterdata, integrationer og fælles standarder
Din baggrund
- Du har været med til at implementere et ERP-system – gerne D365 – i en central rolle, fx som konsulent, key user eller intern projektleder
- Mindst 4 års erfaring med produkt- og stamdata, typisk fra et konsulenthus eller en handels- eller produktionsvirksomhed
- Du forstår, hvordan stamdata hænger sammen på tværs af salg, indkøb, lager og økonomi – og ved, hvad det koster, når de ikke gør
- Erfaring med datamigrering, test og oplæring af brugere
- Rutineret i Microsoft 365. Kendskab til SharePoint, Power BI, PIM-systemer eller branchedatabaser er en fordel
- Dansk og engelsk i skrift og tale
Som person
- Du trives med fremdrift og deadlines og bliver motiveret af at bygge noget nyt op
- Du tager ansvar og træffer beslutninger – også når ikke alle svar er på plads
- Du siger tydeligt til, når noget ikke er godt nok, og kan stå fast over for både partnere og kolleger
- Du er grundig, hvor det tæller: datastruktur, test og dokumentation
- Du kan få andre med – du forklarer, træner og skaber ejerskab for nye arbejdsgange
Vi tilbyder
- En nyoprettet nøglerolle, hvor du sætter standarden fra start – i stedet for at arve en andens løsning
- Synlighed og reel indflydelse i ledelsen og i koncernen
- Fast fuldtidsstilling på 37 timer med base i Skodborg. Vi nyder at spise frokost sammen kl. 12 hver dag, men der er også mulighed for hjemmearbejde
- Et internationalt, familieejet selskab med korte beslutningsveje og finansiel langsigtethed - og en arbejdsplads, der er Great Place To Work-certificeret
- Løn efter kvalifikationer samt pension, sundhedsforsikring m.m.
Ansøgning
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Finance Manager Lene Clausen på telefon 26 77 67 40.
Send din ansøgning og dit CV via knappen “Ansøg”.
Ansøgningsfrist: 1. december 2026.
Vi afholder samtaler løbende og besætter stillingen, når vi har fundet den rette kandidat.
Tiltrædelse: 1. januar 2027 – men vi venter gerne på den rette.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.