Pædagog til vores udslusningsboliger
Thorshøjgård – kort fortalt
Thorshøjgård er et selvejende bo- og uddannelsestilbud under Landsforeningen LIVSVÆRK med ca. 50 unge og 50 medarbejdere. Vi består af to døgnafdelinger, selvstændige udslusningsboliger samt en afdeling for Uddannelse og Beskæftigelse. Vi ligger i smukke, landlige omgivelser i Ishøj.
Thorshøjgårds målgruppe er unge med særlige forudsætninger og almindelige behov i alderen 15-30 år. Størstedelen af de unge, som er tilknyttet Thorshøjgård, har en udviklingsforstyrrelse som autisme og ADHD og ofte med tillægsdiagnoser som eksempelvis depression og angst.
De unges kognitive profil svinger ofte mellem at ligge nederst i normalområdet til mental retardering i lettere eller i nogle tilfælde i middelsvær grad.
Thorshøjgårds mission
Med udgangspunkt i den enkelte unge giver vi mulighed for at udvikle personlige, sociale og faglige kompetencer i et trygt, anerkendende og rummeligt miljø. Målet er, at de unge får mulighed for at mestre deres eget liv og blive aktive deltagere i samfundet. Vi spejler samfundets aktiviteter og krav, så de unge udvikler sig gennem ungdomslivet som andre unge, mestrer eget liv og bliver aktive samfundsborgere.
Boligerne
Afdelingen ”Boligerne”, hvor du kommer til at arbejde, består af fire dobbelthuse og Café 24.
I Boligerne bor 8 unge i udslusning med det formål at afklare deres fremtidige boligsituation og udvikle kompetencer til at mestre eget liv, så de, hvis det er muligt, på sigt kan bo i egen bolig.
Café 24 er vores fælles værested, hvor det er muligt at skabe relationer, netværk og udfolde sig kreativt ved at bringe egne styrker i spil sammen med andre unge.
Du bliver en del af et velfungerende team på 3 pædagoger. I Boligerne arbejder vi med individuelle støttetider, som planlægges og aftales i tæt samarbejde med den unge. Det er vigtigt for os, at de unge tager ansvar for eget liv. Vi arbejder derfor med at være vigtige for de unge, men i sidste ende skal vi være undværlige.
Her skal fagligheden kunne mærkes
På Thorshøjgård er relationen ikke pynt omkring fagligheden. Den er en forudsætning for, at fagligheden virker. Du skal kunne skabe tryghed, struktur og forudsigelighed og samtidig bevare blikket for den enkelte unges perspektiv, ressourcer og muligheder.
Ingen færdig manual – men et tydeligt fagligt ståsted
Vi arbejder med udgangspunkt i en mentaliserende tilgang, low arousal og neuroaffektive analyser (NAA). Det hjælper os med at forstå den enkelte unge, finde den nærmeste udviklingszone og omsætte faglige vurderinger til en konkret, meningsfuld og sammenhængende praksis.
Det er dig, vi håber at finde
Du behøver ikke passe ind i en bestemt skabelon. Det vigtigste er, at du har lyst til at bringe din faglighed aktivt i spil og bidrage til udviklingen af både de unge og vores fælles praksis. Du kan arbejde selvstændigt, men værdsætter også faglig refleksion og sparring med kolleger.
- Du er uddannet pædagog og har et solidt fagligt fundament.
- Du har erfaring med autisme, ADHD, angstproblematikker og unge med særlige forudsætninger.
- Du kan bidrage til et trygt, struktureret og forudsigeligt miljø med en anerkendende og mentaliseringsbaseret tilgang.
- Du kan omsætte faglige analyser til handling.
- Du har stærke mundtlige og skriftlige kompetencer og erfaring med udviklingsmål, dokumentation og statusbeskrivelser.
- Du kan arbejde selvstændigt og tage medansvar for teamets fælles retning.
- Du kan få øje på udvikling, også når den kommer i små skridt.
- Du har kørekort.
Du får mere end en arbejdsplan
- Du får indflydelse på den pædagogiske praksis og udviklingen af vores tilbud.
- Du bliver en del af et engageret og fagligt stærkt kollegafællesskab.
- Du får plads til refleksion, faglig sparring og udvikling af nye idéer.
- Du får ansvar og fællesskab i en hverdag med både selvstændige opgaver og tæt kollegialt samarbejde.
- Du får udvikling og trivsel på en arbejdsplads, hvor faglig opkvalificering og medarbejdernes trivsel vægtes højt.
Vores fem kerneværdier
- Troen på den unge
- Medbestemmelse
- Faglighed
- Fællesskab
- Rummelighed
Det praktiske
Arbejdstiden er gennemsnitligt 37 timer om ugen. Der vil typisk være 3-4 arbejdsdage om ugen med weekendarbejde hver anden weekend. Skemaet er planlagt i et 8-ugers rul med en normperiode på 24 uger hvor du kender dine arbejdstider.
Stillingen er i første omgang en 1-årig tidsbegrænset ansættelse med mulighed for forlængelse. Baggrunden er, at Thorshøjgård er i gang med etableringen af en ny døgnafdeling med forventet opstart den 1. august 2027. Den fremtidige organisering og bemanding vil blive vurderet i takt med udviklingen, og der vil derfor være mulighed for forlængelse eller fastansættelse afhængigt af det fremtidige behov.
Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst mellem SL og KL. Stillingen ønskes besat pr. 1. januar 2027. Der indhentes børne- og straffeattest ved ansættelse.
Ansøgningsfrist: 18. november 2026 klokken 12:00.
Samtaler afholdes: 23. november 2026
Du ansøger ved at klikke på ansøgningsknappen.
Er du blevet nysgerrig? Se mere på vores hjemmeside og Facebook.
Du er også velkommen til at kontakte leder for botilbuddet, Thomas Albeck, på mail ta@thgmail.dk for yderligere information.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.