Controller – forbrugsregnskaber og UNIK

Får du arbejdsglæde af et forbrugsregnskab, der stemmer til sidste krone, og af et system, der arbejder for dig i stedet for imod dig? Så er det måske dig, vi leder efter.

Fischer Ejendomme ejer i dag ca. 800 egenopførte boliger fordelt på 9 ejendomme, og der skal hvert år udarbejdes forbrugsregnskaber for mange af vores ejendomme.

Aktivitetsniveauet i økonomiafdelingen er højt, og vi har brug for at styrke teamet med en ny kollega, der kan bidrage til at løfte opgaverne og udvikle vores arbejdsgange.

Du bliver den tredje medarbejder i en mindre afdeling, hvor du kommer til at arbejde tæt sammen med vores økonomiassistent og interne revisor. Du refererer til økonomichefen og får en central rolle i afdelingens daglige arbejde.

Stillingen har to primære fokusområder: Udarbejdelse af forbrugsregnskaber og optimering af vores administrationssystem UNIK. Derudover får du mulighed for at bidrage til den løbende controlling, rapportering og budgettering.

Dine opgaver

  • Forbrugsregnskaber for 9 ejendomme. Du udarbejder varme- og vandregnskaber for hele porteføljen i UNIK i tæt samarbejde med vores administrationsafdeling og administrationschef: Du indhenter målerdata og forsyningsafregninger, fordeler omkostningerne korrekt, kvalitetssikrer og sørger for, at regnskaberne når lejerne inden for lejelovens frister.
  • Optimering af UNIK. Du får ansvaret for at få mest muligt ud af UNIK: Du udvikler og vedligeholder workflows, likviditetskonti, opsætninger og rapporter, og du finder de manuelle arbejdsgange, der stjæler tid, og automatiserer dem.
  • Overblik og opfølgning. Du holder styr på status for hver ejendom og hvert forbrugsregnskab, besvarer lejernes spørgsmål og indsigelser til regnskaberne og følger sagerne til dørs, også efterbetalinger og tilbagebetalinger.
  • A conto-styring. Du vurderer løbende, om a conto-satserne matcher det faktiske forbrug, og indstiller reguleringer, så vi undgår store efterbetalinger og unødig likviditetsbinding.
  • Rapportering og budget. Du bidrager til månedsafslutning, afstemninger og budgetopfølgning pr. ejendom, så ledelsen får tal, den kan handle på.
  • Årsafslutning. Du bidrager til klargøringen af årsregnskabet i tæt samarbejde med vores interne revisor.

Vi forestiller os, at du

  • kan lide at lave forbrugsregnskaber, og gerne mange af dem
  • har erfaring med forbrugsregnskaber, ejendomsadministration, regnskab eller revision
  • har kendskab til UNIK, hvilket er en klar fordel, og har lyst til at arbejde med systemer, opsætning og workflows
  • har en økonomisk uddannelse, f.eks. finansøkonom, merkonom i regnskab eller en kontoruddannelse med regnskab, eller har oparbejdet kompetencerne gennem din erfaring
  • kender lejelovens regler og frister for forbrugsregnskaber eller har lyst til at sætte dig grundigt ind i dem
  • har overblik, arbejder struktureret og følger sagerne til dørs. I denne stilling er nogle af fristerne lovbestemte
  • er stærk i Excel og kan forklare et regnskab, så en lejer forstår det

Vi tilbyder

  • En central rolle i en lille afdeling, hvor dit arbejde gør en mærkbar forskel fra første dag.
  • Kolleger, der glæder sig til at få dig med på holdet, og som hjælper hinanden, når der er travlt.
  • Korte beslutningsveje og direkte adgang til økonomichefen og ledelsen.
  • Løn efter kvalifikationer samt pensionsordning og relevant efteruddannelse.

Praktisk

  • Arbejdssted: Stationsager 1, 2690 Karlslunde
  • Ansættelsesform: Fast stilling, fuldtid (37 timer ugentligt)
  • Tiltrædelse: Hurtigst muligt
  • Reference: Økonomichef Erik Lund

Ansøgning

Vi holder samtaler løbende og lukker opslaget, når vi har fundet den rette kandidat. Så tøv ikke med at ansøge.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte økonomichef Erik Lund på 22 21 60 50 eller elu@fischerejendomme.dk.

Vi glæder os til at høre fra dig.


Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.