Procurement Assistant

Bliv den, der får indkøbet til at spille

Er du typen, der elsker struktur, følger ting til dørs og får energi af at samarbejde med mange forskellige mennesker? Hos PowerCon søger vi en Procurement Assistant, der vil være med til at sikre, at vores projekter og produktion altid har de materialer og varer, de skal bruge, når de skal bruge dem.

PowerCon udvikler landstrømsanlæg i megawatt klassen. Og takket være vores banebrydende teknologi og mange år i branchen, er vi i dag blandt de førende på markedet. Vi sender i øjeblikket vores anlæg til det meste af Verden. Lige fra kulden i Norge til varmen i Australien. Hele verden er faktisk vores legeplads.

Hos os bliver du en del af et endnu ”ungt” Supply Chain-team, hvor du får en central rolle i at holde styr på alt fra indkøbsordrer og leverandørdialog til data, opfølgning og procesforbedringer. Du kommer til at arbejde tæt sammen med kolleger på tværs af organisationen og får en hverdag med både ansvar, variation og udviklingsmuligheder.

Når godt indkøb skaber fremdrift

Som Procurement Assistant er du med til at sikre, at vores indkøbsprocesser kører effektivt og gnidningsfrit. Du sørger for, at ordrer bliver oprettet og fulgt op, at leverandører leverer som aftalt, og at stamdata og priser er opdaterede og korrekte.

Din succes i rollen mærkes, når materialer ankommer til tiden, når kollegerne kan regne med dine informationer, og når processerne løbende bliver lidt smartere end i går.

Samtidig bliver du et vigtigt bindeled mellem leverandører og interne funktioner som Procurement, Sourcing, Warehouse, Planning, Construction og Finance.

En hverdag med ansvar, samarbejde og mange kontaktflader

Du kommer til at arbejde med hele processen fra indkøbsbehov opstår, til varen er modtaget. Nogle dage er du i dialog med leverandører om leveringstider og ordrebekræftelser. Andre dage hjælper du med at løse afvigelser, holde styr på stamdata eller koordinere med kolleger omkring varemodtagelse og fakturaer.

Det er derfor en rolle for dig, der trives med at holde mange bolde i luften, uden at miste overblikket, og som motiveres af at skabe struktur og fremdrift for andre.

Dine opgaver bliver blandt andet at

  • oprette, vedligeholde og følge op på indkøbsordrer i ERP-systemet
  • registrere og behandle indkøbsrekvisitioner
  • indhente tilbud og sammenligne priser og leveringsbetingelser
  • kontrollere ordrebekræftelser og følge op på ændringer og afvigelser
  • opdatere priser, produktdata og leverandøroplysninger
  • koordinere med leverandører omkring leverancer, restordrer og reklamationer
  • samarbejde med Warehouse om varemodtagelse og manglende leverancer
  • koordinere med Finance omkring fakturaafstemning og godkendelser
  • bidrage til håndteringen af Supply Chain-teamets fællesmail og Task Tracker
  • understøtte rapportering på relevante indkøbs-KPI'er
  • deltage i forbedringer af processer og arbejdsgange

Vi tror, du kommer godt fra start, hvis du

Har erfaring med operationelt indkøb, indkøbsadministration eller Supply Chain og trives med en hverdag, hvor struktur og opfølgning er afgørende.

Måske har du en uddannelse inden for indkøb, logistik eller Supply Chain. Måske har du lært det gennem erfaring. Det vigtigste er, at du tager ansvar, arbejder systematisk og følger op, til tingene er løst.

Derudover forestiller vi os, at du:

  • har erfaring med indkøb eller administrative processer
  • er vant til at arbejde i ERP-systemer som D365, Navision, SAP eller lignende
  • kommunikerer sikkert på både dansk og engelsk
  • arbejder struktureret og detaljeorienteret
  • er god til at prioritere og bevare overblikket
  • trives i et team og samarbejder naturligt på tværs af organisationen

Vær med til at forme fremtidens Supply Chain i PowerCon

Supply Chain-funktionen hos PowerCon er som sagt stadig et relativt ungt område i organisationen, og vi er i fuld gang med at udvikle og styrke både processer, systemer og samarbejdsflader. Det betyder, at ikke alt er hugget i sten endnu, og at nogle arbejdsgange stadig er under opbygning og modning.

For den rette kandidat er det ikke en udfordring, men en mulighed. Du trives med at skabe struktur, hvor tingene stadig er ved at finde sin form, og du motiveres af at kunne påvirke måden, vi arbejder på. Hos os får du derfor ikke blot en rolle i driften, men også mulighed for at bidrage til udviklingen af en moderne Supply Chain-funktion, der skal understøtte PowerCons fortsatte vækst.

Plug into your Future with PowerCon

Lyder stillingen som noget for dig, glæder vi os til at høre fra dig.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Supply Chain Manager Thomas Skjødsholm på thomas.skjodsholm@powercon.dk

I stedet for en traditionel ansøgning vil vi gerne bede dig besvare nedenstående to spørgsmål. Besvarelsen må samlet set maksimalt fylde en A4-side.

1. Fortæl om en proces eller arbejdsgang, som du har været med til at forbedre. Hvad var udfordringen, og hvilken forskel gjorde forbedringen?

2. PowerCon er en virksomhed i vækst, og vores Supply Chain-team er under fortsat udvikling. Hvilke kompetencer, erfaringer eller personlige styrker vil du bidrage med, og hvad motiverer dig ved at arbejde i et miljø under opbygning?

Send din besvarelse sammen med dit CV via Jobindex ved at benytte Quick Apply.

Ansøgningsfrist den 8. november 2026.

Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.